
Folkeskolens afgangsprøve
Har du fulgt Fjernundervisningen i 9. eller 10. klasse, kan du på Sommerskolen aflægge Folkeskolens Afgangsprøve i dansk.
Vi afvikler hvert år afgangsprøven på Sommerskolen i samarbejde med Undervisningsministeriet, som også sender en censor.
De elever, som skal til prøve, går i en særlig klasse på Sommerskolen - "FSA-klassen", hvor de arbejder intensivt med repetition af årets pensum og forbereder sig på, hvordan man går til eksamen i Danmark.
Folkeskolens Afgangsprøve i dansk omfatter:
- En prøve i læsning og retskrivning. Prøven aflægges samlet, men består af to selvstændige dele - en prøve i retskrivning efterfulgt af en prøve i læsning. Prøven varer halvanden time.
- Skriftlig fremstilling (stil). Prøven varer 3 og en halv time.
- Mundtlig fremstilling. Der er 40 minutters forberedelsestid, og selve prøven varer 20 minutter.