Ofte stillede spørgsmål om Sommerskolen

Skal mit barn vælge hverdagsdansk eller skoledansk?

Når du tilmelder dit barn Sommerskolen, sender vi et testhæfte, vi bruger til at danne os et indtryk af dit barns danskfaglige kundskaber. Med udgangspunkt i testhæftet og det valgte undervisningsspor vil vi den første dag på Sommerskolen gennemføre et interview med dit barn, så vi finder det hold, der passer ham eller hende bedst.

Har I kun dansk på programmet?

På Sommerskolen underviser vi ikke kun i dansk sprog, litteratur og grammatik. Vi lægger stor vægt på at inddrage elementer fra andre af folkeskolens kulturbærende fag, og i undervisningen arbejder vi derfor også med historie, kristendom, samfundsfag, natur og teknik, så eleverne får en bred indgangsvinkel til Danmark og dansk ungdomskultur. I løbet af de tre uger, Sommerskolen varer besøger vi måske et museum, en tv-station, en kunstudstilling eller går en tur i skoven og bliver klogere på den danske natur. Eller kigger nærmere på naboens bondegård og lærer om rugbrødets vej fra mark til madkasse.

Hvordan er maden?

Uden mad og drikke duer helten ikke – og heller ikke på Sommerskolen. Vi spiser samlet i spisesalen, hvor lærerne sidder sammen med eleverne. Til morgenmad er der nybagt brød, diverse morgenmads- og mælkeprodukter og frisk frugt. Frokosten består som regel af en varm ret og en dessert, og der er altid en frisk salatbar. Aftensmaden er en buffet med brød, pålæg og lune retter. I løbet af dagen får dit barn forfriskninger i form af frugt, saftevand og kage. Vi tager naturligvis hensyn til vegetarer og elever med særlige behov, som bliver tilbudt en speciel menu.

Kan mit barn få vasket sit tøj?

Da vi har mange elever, kan vi ikke vaske tøj hver dag, men en enkelt gang i løbet af opholdet tilbyder ganglærerne fælles tøjvask, som Sommerskolen betaler. Ellers håber vi, at forældre og pårørende vil starte vaskemaskinen i friweekenden. Vi har dog også møntvaskeri på Sommerskolen, som lærerne gerne hjælper med at betjene.

Hvad skal vi pakke i kufferten?

Udover dagligdagstøj anbefaler vi, at dit barn medbringer regntøj, varmt og vindtæt tøj og sko til både indendørs og udendørs sport. Hvis vejret tillader det, tager vi en tur til stranden - så husk også badetøj og badehåndklæde.
Dit barn skal desuden medbringe et penalhus med nødvendigt skoleudstyr som blyanter, tusser, lineal, saks, viskelæder og limstift. Vi sørger for, at eleverne får de bøger og papirer, som de skal bruge i forbindelse med undervisningen. Vi udleverer også en mappe til eleverne, så de kan holde styr på de papirer, de arbejder med.

Må mit barn tage den bærbare med?

For at undgå at dit barn har sine lommepenge liggende på værelserne har vi en elevbank, hvor dit barn kan hæve sine hæve efter behov. Dit barn må gerne medbringe mindre værdigenstande som fx Gameboy og iPod, men særlig værdifulde ting som fx bærbare computere bør ikke medbringes.

Hvad sker der, hvis mit barn skal sendes hjem?

I løbet af Sommerskolen sker det, at vi må sende elever hjem - på grund af sygdom, hjemve eller fordi de har overtrådt Sommerskolens regler. Når først Sommerskolen er i gang, har vi ikke mulighed for at afsætte eventuelle ledige pladser til andre elever, og vores udgifter til skolerne og til personale er stadig de samme. Derfor kan vi ikke refundere skolepengenen, når ophold på Sommerskolen er begyndt.

Har I en ryge- og alkoholpolitik?

På Sommerskolen er det forbudt at indtage og besidde alkohol og andre euforiserende stoffer som fx hash. På alle tre afdelinger er tobaksrygning forbudt:

Sommerskolens personale vil som en del af tilsynet med eleverne sikre sig, at reglerne bliver overholdt. Vi skal i den forbindelse gøre opmærksom på, at enhver overtrædelse af ovennævnte regler vil kunne medføre øjeblikkelig hjemsendelse! En eventuel hjemsendelse vil naturligvis kun ske efter kontakt med elevens forældre eller kontaktfamilie, og den vil i øvrigt foregå for egen regning.

Betaling, datoer og framelding

Du kan læse meget mere om datoer og frister, og betale for Sommerskolen 2010 her

Danes Worldwide Købmagergade 67, 2. sal DK-1150 København K Tlf +45 3332 0913 danes@danes.dk