Danskere i udlandet kan styrke Danmarks vækst

Den globale konkurrence på alverdens markeder bliver konstant skærpet, og adgangen til international viden og…

Mand skriver på blok

Den globale konkurrence på alverdens markeder bliver konstant skærpet, og adgangen til international viden og netværk henover landegrænser kan være forskellen på succes og fiasko. Tiltrækning af investeringer og nødvendig arbejdskraft samt en øget eksport bliver afgørende for, at Danmark også fremover kan bevare og videreudvikle vores samfundsmodel baseret på velfærd, tillid og lige vilkår.

Flere end 250.000 danskere bor i udlandet. Deres lokalkendskab samt internationale erfaringer og netværk på kryds og tværs af geografier og arbejdsområder udgør et stort internationalt potentiale for dansk erhverv og forskning og dermed Danmark.

Copenhagen Capacity, Udenrigsministeriet og Danes Worldwide indledte sidste sommer et samarbejde med henblik på at identificere, hvordan ovenstående fremover mere aktivt kan realiseres. I august tog de tre organisationer derfor initiativ til at stifte en task force ledet af bestyrelsesformand for Carlsberg og Carlsbergfondet, Flemming Besenbacher, for at undersøge, hvordan båndet til udlandsdanskerne kan styrkes.

Task forcen består af 18 udvalgte topfolk fra dansk erhvervsliv og forskning – heriblandt Dansk Industri, Dansk Erhverv, State of Green, Danmarks Tekniske Universitet, Vestas og Microsoft. Dertil har et sounding board bestående af danskere i henholdsvis Hong Kong, Mumbai, New York, Tokyo, Rio de Janeiro, Singapore, Milano, San Francisco, Bangkok, London, Cape Town, Moskva og Melbourne undervejs bidraget til task forcen med deres internationale erfaringer.

Tirsdag 29. januar kl. 9:45 præsenterer task forcen hos Copenhagen Capacity (Nørregade 7B København) syv konkrete anbefalinger til, hvordan dansk erhvervsliv i samarbejde med danskere i udlandet fremover kan styrke Danmarks vækst. Statsminister Lars Løkke Rasmussen deltager ved lanceringen, hvor han vil få overbragt task forcens anbefalinger.

Anne Marie Dalgaard, Danes Worldwides generalsekretær:

”Det er meget positivt, at vi i Danmark nu forhåbentlig er på vej med et nyt, vigtigt skridt ud til de mange danskere i udlandet. Selvfølgelig arbejdes der over en bred front i Danmark på at styrke bl.a. dansk erhvervsliv. Men det er på tide, at der etableres yderligere kontakt til vores medborgere rundt om i verden. For ikke mindst udlandsdanskeres lokalkendskab og internationale netværk udgør helt logisk et stort potentiale, som Danmark har behov for.

Danes Worldwide ser meget frem til at bidrage til nye initiativer mellem bl.a. danskevirksomheder og danskerne i udlandet. Danes Worldwide er den samlende interesseorganisation for alle danskere, der har hjemme i flere lande. Vores fokus er deres trivsel og rettigheder, og vi vil naturligvis fortsætte vores indsats for at nedbryde eksisterende barrierer på bl.a. lovgivningsniveau imellem det officielle Danmark og danske medborgere i udlandet.”

Kontakt