Sommerskolens tre skoler

De tre sommerskoler ligger på Fyn i naturskønne omgivelser ca. 30 km fra hinanden.

Solveig Engberg
Koordinator for Sommerskolen
solveig(a)danes.dk

Har du spørgsmål vedrørende skolerne, er du velkommen til at kontakte Solveig Engberg, som er ansvarlig koordinator.

De tre sommerskoler ligger på Fyn i naturskønne omgivelser ca. 30 km fra hinanden. Har man fx børn på alle tre skoler, kan man køre fra den ene til den anden på omkring 30 minutter. Odense og Svendborg ligger ligeledes en halv times kørsel væk. Du kan se, hvor skolerne ligger, via linket her.

I forbindelse med afslutningen arrangerer vi transport til nærmeste station, hvor man kan fortsætte med tog mod Jylland og Sjælland. Skal man til/fra København, bliver der arrangeret fælles bustransport fra de enkelte skoler, mod betaling.

Ringe Fri- og Efterskole

Sommerskolen for elever i alderen fra 10 til ca. 12 år. Skolen har plads til 130 sommerskoleelever og ligger i Ringe på Midtfyn.

Skolen er til daglig grundskole for elever i 0. – 9. klasse samt efterskole for elever i 9. – 10. klassetrin med særligt fokus på idræt og musik. Derfor har skolen faciliteter fra legeredskaber ude og inde til faglokaler som fx hjemmekundskab, musik, billedkunst, design og en flot nyere idrætshal, hvor der er gode muligheder for fysisk udfoldelse.

Ca. halvdelen af værelserne er 2-mandsværelser med eget bad og toilet, mens den anden halvdel af skolen har nyere 2-, 3- og 4-mandsværelser med fællesbad på gangen.

Der er udendørs kunstgræsbane, lokalt atletikstation, en stor bålplads - og gode omgivelser, hvor eleverne kan hygge sig om aftenen. Inden for gåafstand er der en offentlig svømmehal, bibliotek og station med halvtimesdrift til Odens/Svendborg.

Ringe Fri- og Efterskole
Rolighedsvej 25
5750 Ringe

http://ringeefterskole.dk/


Bernstorffsminde Efterskole

Sommerskolen for elever i alderen fra ca. 13  til 15,5 år. Skolen har plads til 185 elever. Skolen er til daglig idrætsefterskole med fokus på gymnastik, svømning og fodbold. Skolen har primært 2- mands- og enkelte 3-mandsværelser på gange med 4 – 6 værelser, der deler fællesbad med separate badebåse.

Skolen har generelt nye flotte elevværelser, faglokaler og en flot idrætshal, hvor eleverne kan spille indendørs fodbold, håndbold, badminton, volleyball og basketball. Der er udendørs fodboldbane, en stor bålplads - og gode omgivelser hvor eleverne kan hygge sig om aftenen. Som noget helt særligt er der en stor svømmehal på Bernstorffsminde. Elever, der skal deltage i konfirmationsundervisningen på Sommerskolen, er tilknyttet denne afdeling. Selve konfirmationen foregår i Brahetrolleborg Kirke nær skolen.

Bernstorffsminde Efterskole
Bernstorffsminde 4
Korinth, 5600 Fåborg

www.berns.dk


Vejstrup Efterskole

Sommerskolen for elever i alderen fra ca. 15 år til og med 17 år. Skolen har plads til 170 elever og ligger på Sydøstfyn nær stranden.

Langt de fleste værelser er 2-mandsværelser og enkelte er 3-mandsværelser. Nogle værelser deler bad og toilet med naboværelser, mens andre værelser deler badværelse på gangen.

Skolen er en af Danmarks førende gymnastikefterskoler og har derfor både en stor idrætshal og en bevægelsessal med mulighed for mange typer af boldspil og danseaktiviteter. Derudover er der også udendørs fitnessfaciliteter, fodboldbane, beachvolleyball-bane og ikke mindst en stor bålplads og et shelter, hvor eleverne kan slappe af og hygge sig. Skolen er generelt åben og lys, hvilket ses i både undervisningslokalerne, spisesalen og samlingssalen, hvor elevernes færdes meget. Elever, der skal aflægge Folkeskolens 9. klassesprøve i dansk under Sommerskolen, er tilknyttet denne afdeling.

Vejstrup Efterskole
Højskolevej 49
5882 Vejstrup

www.vejstrup.dk

 

 

 

Back to Top

Til top

Kontakt

Danes Worldwide
Købmagergade 67, 2. sal
DK-1150 København K

danes(a)danes.dk
Tlf +45 3332 0913    

 

 

Tilmeld dig
vores nyhedsbrev