Danes Worldwide søger en jurastuderende

lær at lave et dansk cv hos danes worldwide

Brænder du for udlændingeret, EU-ret og forvaltningsret? Og er du en skarp juridisk formidler med mod på at svare på mange forskellige spørgsmål fra udlandsdanskere? Hvis du samtidig har lyst til at være en del af et ungt, dynamisk team i en interesseorganisation, er det måske dig, vi søger til Danes Worldwides juridiske rådgivning.

Om jobbet

Som stud.jur. hos Danes Worldwide vil du blive en del af rådgivningsteamet, og vil komme til at sidde med mange retsområder og fortolke dansk lovgivning ud fra et udlandsdansk perspektiv. Du vil få lov til selvstændigt at arbejde med medlemmernes ansøgninger som en del af vores sagsbehandlings­service. Den primære kommunikation med vores medlemmer er via e-mail og telefon, men til tider vil der også være fysiske møder. Det er derfor væsentligt, at du er frisk på at have kontakt med mange forskellige mennesker og har gode juridiske formidlingsevner på både dansk og engelsk. Dernæst er det en fordel, hvis du har haft fag på studiet eller ved et studiejob har beskæftiget dig med de retsområder, vi arbejder med. Det vigtigste er dog, at du har engagement og lyst til dagligt at blive udfordret og kontinuerligt få ny viden inden for komplekse fagområder.

Konkret kommer du til at arbejde med

  • medlemsbesvarelser på juridiske spørgsmål primært via e-mail og telefon – på dansk og engelsk
  • spørgsmål om bl.a. dansk statsborgerskab, familiesammenføring, folkepension samt flytning til og fra Danmark
  • at assistere vores jurister i sagsbehandling i forbindelse med ansøgninger om generhvervelse og bevarelse af statsborgerskab, familiesammen­føringer, EU-registrering mm.
  • at producere juridiske dokumenter/artikler til brug for sagsbehandling, hjemmeside og vores medlemsmagasin
  • at analysere lovgivning, regler og andre forhold med betydning for vores medlemmer.

Vi ser gerne, at du

  • er på minimum 5. semester af bacheloren eller fornyligt er startet på kandidaten på jurastudiet
  • har interesse for følgende fag: udlændingeret, EU-ret, forvaltningsret, individets grundlæg­gende rettigheder og lign.
  • kan tage ansvar for egne opgaver, har overblik og kan overholde deadlines
  • har arbejdserfaring fra et andet stud.jur. arbejde, med kunderådgivning, formidling på skrift eller oplæg og lign.

Vi lægger også vægt på din personlighed og forventer, at du har

  • lyst til at blive udviklet fagligt inden for vores arbejdsområder
  • skarpe analytiske evner inden for politik og jura
  • evnen til at formidle juridiske rammer til konkret og medlemsorienteret rådgivning
  • tålmodighed og er servicemindet
  • åbenhed for og forståelse for forskellige kulturer.

Vi tilbyder

Et spændende studiejob, hvor du får 27 kompetente og engagerede kolleger i foreningens sekretariat, som er præget af stor fleksibilitet, flad struktur og en rar stemning i et travlt miljø. Du vil blive en del af jurateamet, som i øjeblikket består af to jurister og en stud.jur., og hvor der er travlt med mange forskelligartede opgaver. Du vil blive både fagligt og personligt udfordret, have meget ansvar med selvstændige arbejdsopgaver og være med til at kæmpe udlandsdanskernes sag.

Har du spørgsmål til stillingen?

Så er du meget velkommen til at kontakte jurist, Karoline Blyt, på tlf. 35294129.

Sådan søger du jobbet

Send din ansøgning, dit CV samt karakterudskrift via job@danes.dk. Danes Worldwide opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Ansøgningsfrist: 22. september 2021.

Opslaget vil blive taget ned, når den rigtige kandidat er fundet, så send gerne din ansøgning snarest.

Tiltrædelse:           Hurtigst muligt.
Arbejdstid:             Ca. 15 timer pr. uge.
Arbejdssted:          Købmagergade 67, 2. sal (ved Kultorvet). Der forventes fysisk fremmøde.
Hjemmeside:         www.danes.dk


Hvem er vi?
Danes Worldwide er interesse- og medlemsorganisation for de ca. 250.000 danskere, der bor i ud­landet. Vi rådgiver om juridiske og praktiske forhold samt underviser børn og unge (online) over hele verden i dansk sprog og kultur. Vi er aktivt repræsenteret i 57 lande fordelt på fem kontinenter. Og vores sekretariat holder til på Kultorvet i København.

Foreningen Danes Worldwide blev stiftet tilbage i 1919, så vi har fejret 100-års jubilæum. Vi har det overordnede formål at gøre det så let som muligt for danskere at bo og arbejde i udlandet – og vende hjem igen. Vi tilbyder konkret rådgivning, netværk og undervisning, og giver danske beslutningstagere og medier viden om forholdene for de mange danskere, der bor i udlandet i længere eller kortere tid. Læs evt. mere på vores hjemmeside.