Danes Worldwide søger en Marketing Manager

lær at lave et dansk cv hos danes worldwide

I rollen som Marketing Manager bliver du ansvarlig for de tre områder; marketing, kommunikation og medlemsservice. Du får en unik mulighed for at arbejde strategisk og operationelt i en forening, som varetager udlandsdanskeres interesser, og du får også muligheden for at arbejde med den erhvervsdrivende fond, Den Danske Sommerskole. Sommerskolerne foregår som et ”efterskole-/højskoleophold” i Danmark, hvor vi hver sommer tilbyder undervisning i dansk sprog og kultur til børn og unge, som til dagligt bor uden for Danmarks grænser.

Om jobbet

Hos Danes Worldwide vil du opleve en hverdag, hvor du har en bred berøringsflade og stor indflydelse. Du vil få mulighed for at arbejde med områder, som gør en reel forskel for danskere i udlandet. Du vil stå i spidsen for vores marketing, kommunikation og medlemsservice. Medlemsservice består af pt. af juridisk rådgivning, medlemsrekruttering og -fastholdelse. Du får ansvaret for fire medarbejdere; en kommunikationsmedarbejder, 2 jurister, en medlemskoordinator og fire studentermedhjælpere.

Dine arbejdsopgaver vil være

  • at udvikle, planlægge og eksekvere marketingkampagner, projekter og materialer i tæt samarbejde med dine kolleger i marketingafdelingen, og derved sikre synliggørelse af vores arbejde over for nye potentielle medlemmer, elever til vores undervisningstilbud og elever til sommerskolerne
  • opfølgning på kampagner, rapportering (KPI’er) og styring af kampagnebudgetter
  • at have det forkromede overblik over årshjulet og de igangværende opgaver og projekter i teamet. I den forbindelse sikrer du synergi, timing og samspil på tværs af kampagner og øvrige marketingtiltag
  • planlægning og udvikling af content til alle vores SoMe platforme (Facebook, Instagram og LinkedIn)
  • videreudvikling af salgs- og præsentationsmaterialer både print og online
  • at have fingeren på pulsen ift. mediemarkedet og i særdeleshed udvikling af, hvilket content, der fungerer bedst på de sociale medier
  • sparring og ledelse af dine medarbejderne, hvilket vil fylde en del af din tid, idet du altid står til rådighed, hvad enten der er behov for sparring, prioritering af opgaver eller kreativt input.

Vi forventer, at du

  • har en relevant uddannelsesmæssig baggrund inden for kommunikation, digitale medier eller marketing
  • har 3-5 års praktisk erfaring, gerne fra lignende stilling
  • har erfaring med personaleledelse og er interesseret i at have økonomi- og budgetansvar
  • har bred erfaring med projektstyring og med involvering af mange interessenter
  • kan udtrykke dig klart og tydeligt på dansk og engelsk i skrift og tale

Vi lægger også vægt på din personlighed og forventer, at du

  • er handlekraftig, tager ansvar og følger opgaver til dørs
  • arbejder struktureret og med sans for detaljen samtidig med et godt overblik
  • er en naturlig autoritet og har gennemslagskraft
  • er en tydelig kommunikator i både skrift og tale og kan lide en åben og ærlig dialog
  • har åbenhed for og forståelse for forskellige kulturer

Vi tilbyder

Danes Worldwide og Den Danske Sommerskole deler kontorer ved Kultorvet. Du får derfor et spændende job, hvor du får 27 kompetente og engagerede kolleger. Du vil blive udfordret på den gode måde og får mulighed for at bidrage til at løse en vigtig samfundsopgave. Du vil opleve, at du bliver udviklet dagligt og kontinuerligt får ny viden inden for fagområderne.

Vi er ikke en lønførende organisation, men vi tilbyder en fornuftig aflønning, flekstid, pension og sundhedsforsikring – og ikke mindst gode kolleger i sekretariatet, der er præget af stor fleksibilitet og en rar stemning i et travlt miljø.

Sådan søger du jobbet

Send din ansøgning, CV samt dokumentation for uddannelse og kompetencer via e-mail: job@danes.dk.
Vi opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Ansøgningsfrist: Snarest muligt, men senest søndag den 8. august 2021. Vi holder samtaler løbende, og jobbet vil blive taget ned, når den rigtige kandidat er fundet. Du skal påregne at kunne komme til samtale i uge 32/33.

Tiltrædelse: Snarest muligt
Arbejdstid: 32-37 timer pr. uge
Arbejdssted: Købmagergade 67, 2. sal (ved Kultorvet)
Hjemmesider: www.danes.dk og www.danes.dk/danskundervisning/sommerskolen

Har du lyst, kan du også lave en kort videopræsentation på max 1½ min., hvor du bedes besvare 2 spørgsmål:

1) Hvad er din motivation for at søge dette job hos Danes Worldwide og Den Danske Sommerskole?
2) Hvorfor skal vi vælge netop dig til denne stilling?

Har du spørgsmål til stillingen?

Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte vores nuværende marketingchef, Stine Østergaard på 3332 0913. Har du spørgsmål af mere generel karakter, så er du velkommen til at ringe til HR Manager Henriette Juhl (samme tlf. nr.).

Vi glæder os til at høre fra dig!


Mere om os

Foreningen Danes Worldwide blev stiftet tilbage i 1919, så vi har eksisteret i mere end 100 år. Vi har det overordnede formål at gøre det så let som muligt for danskere at bo og arbejde i udlandet – og vende hjem igen. Vi tilbyder konkret rådgivning, netværk og undervisning, og giver danske beslutningstagere og medier viden om forholdene for de cirka 250.000 danskere, der bor i udlandet i længere eller kortere tid. Læs evt. mere på vores hjemmeside www.danes.dk.

Den erhvervsdrivende fond, Den Danske Sommerskole, tilbyder hver sommer undervisning i dansk sprog og kultur til børn og unge, som til dagligt bor uden for Danmarks grænser. Vi har hvert år op til 800 deltagere på Sommerskolens forskellige tilbud. På Sommerskolen har vi børn og unge i alderen 10-17 år, og på Familie-Sommerskolen har vi børn fra 5 år med deres forældre eller bedsteforældre. Forberedelsen af Sommerskolerne er et omfattende arbejde, der pågår hele året. Se mere på www.danes.dk/danskundervisning/sommerskolen.