Danes Worldwide søger en medlemskoordinator (barselsvikariat)

Søge job på computer

Vil du være med til at styrke fællesskabet af globale danskere på tværs af landegrænser, og har du erfaring med events, projektstyring og frivilligledelse? Vores medlemskoordinator skal på barsel, og derfor søger vi en resultatorienteret barselsvikar med gode samarbejdsevner.

Om jobbet

Stillingen er en nøgleposition i organisationen, og du vil indgå i et bredt samarbejde med kollegaer og eksterne samarbejdspartnere, herunder bl.a. ambassader, handelskamre og kirker. I jobbet skal du referere til vores marketing manager.

  • Du medvirker til at organisere events – fysisk og online for danskere i udlandet.
  • Du bliver koordinator for Danes Worldwides ca. 100 frivillige lokale repræsentanter. I udvikler i samarbejde nye tiltag, der giver nye medlemmer til Danes Worldwide.
  • Du bliver projektansvarlig for Young Global Danes (se evt. www.danes.dk/bliv-medlem/ungdomsmedlemskab).
  • Du får ansvaret for, at medlemsadministration (medlemsservice, medlemstilbud og -rabatter) fungerer optimalt.
  • Du får ansvaret for medlemsrekruttering og -fastholdelse og medvirker aktivt til, at vi når de mål, der er fastsat i vores handlingsplan.
  • Du udarbejder medlemsstatistikker og briefinger til bestyrelsen, ligesom du også laver medlemsundersøgelser og analyser.

Din profil:

  • Du kan fx have erfaring med events, salg, koordinering eller forretningsudvikling – har du erfaring med markedsføring/kommunikation eller er vant til at samarbejde med disse faggrupper, er det en fordel.
  • Du kan jonglere mange forskelligartede opgaver, er udadvendt, dynamisk og drevet af at vise resultater.
  • Erfaringer fra arbejde med og motivation af frivillige samt projektstyring er en fordel.
  • Vi ser også gerne, at du har erfaring med både at udvikle og facilitere webinarer/events.
  • Du taler og skriver flydende dansk og engelsk, og du er ikke bange for at tage kontakt til folk, du ikke på forhånd kender.

Vi tilbyder

Du får et spændende job, hvor du får 28 kompetente og engagerede kolleger. Du vil blive udfordret på den gode måde og får mulighed for at bidrage til at løse en vigtig samfundsopgave. Du vil opleve, at du bliver udviklet dagligt og kontinuerligt får ny viden.

Vi er ikke en lønførende organisation, men vi tilbyder en fornuftig aflønning, flekstid, pension og sundhedsforsikring – og ikke mindst gode kolleger i sekretariatet, der er præget af stor fleksibilitet og en rar stemning i et travlt miljø.

Stillingen er normeret til 30 timer/uge. Du skal være indstillet på fleksible arbejdstider pga. tidsforskelle ca. et par gange om måneden.

Har du spørgsmål til stillingen?

Så er du velkommen til at kontakte vores nuværende medlemskoordinator, Maiken Friis Jørgensen, på tlf. 33 32 09 13.

Sådan søger du jobbet

Send din ansøgning, CV og evt. anbefalinger på dette link. Danes Worldwide opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.

Ansøgningsfrist: 10. november.

Tiltrædelse: 3. januar 2022.

Arbejdstid: 30 timer pr. uge.

Arbejdssted: Købmagergade 67, 2. sal (ved Kultorvet).

Hjemmeside: danes.dk


Hvem er vi?

Danes Worldwide er interesse- og medlemsorganisation for de mere end 250.000 danskere, der bor i udlandet. Vi rådgiver om juridiske og praktiske forhold og underviser børn og unge (online) over hele verden i dansk sprog og kultur. Vi er aktivt repræsenteret i 57 lande fordelt på seks kontinenter, og vores sekretariat holder til på Kultorvet ved Nørreport. Vi er knapt 30 ansatte i foreningens sekretariat, der er præget af fleksibilitet og en rar stemning i et travlt miljø.