Studentermedhjælper til Online Danskundervisning i udskolingen

Vil du være med til at skabe motiverende og brugervenlig onlineundervisning for vores ældste elever i 7.-9. klasse?

Om jobbet:

Hos Danes Worldwide tilbyder vi online danskundervisning til udlandsdanskere. Vi søger endnu en studentermedhjælper til vores livlige lærerværelse.

Dine arbejdsopgaver vil primært være:

  • rette elevernes opgaver og give skriftlig feedback under vejledning fra teamets lærere
  • korrekturlæsning af undervisningsmaterialer
  • indgå i løbende forbedringer af vores undervisningsmateriale
  • udøve teknisk support ved live virtuel klasseundervisning.

Vi ser gerne, at du:

  • studerer til lærer eller et af fagene; dansk, didaktik, kommunikation eller lignende  
  • er god til at formulere dig på skrift
  • har fuldstændig styr på dansk grammatik og tegnsætning
  • kan arbejde selvstændigt, og samtidig indgå i teamarbejde
  • interesserer dig for didaktik og læring
  • har mindst 1 års studietid tilbage.

Du vil indgå i vores dagligdag på Danes Worldwides sekretariat, der ligger lige ved Kultorvet. Du vil få 27 kol­leger, og sekretariatet er præget af stor fleksibilitet og en hyggelig og kreativ stemning i et travlt miljø.

Arbejdstiden er ca. 15-18 timer om ugen med enkelte dage placeret i weekenden. Vi kan tilbyde en timeløn på 130,00 kr./timen. Vi har brug for, at du starter medio september 2020.

Har du spørgsmål til stillingen?

Så er du meget velkommen til at kontakte lærerværelset på tlf. 3360 1430. Vi vil være til­gænge­lige over sommeren.

Sådan søger du jobbet

Send din ansøgning, CV og anden relevant dokumentation til dette link job@danes.dk mærket ”udskoling”. Der holdes løbende samtaler.

Ansøgningsfrist: 9. august2020. Der holdes samtaler i uge 33 og 34.
Tiltrædelse: Medio september 2020
Arbejdstid: 15-18 timer pr. uge
Arbejdssted: Købmagergade 67, 2. sal (ved Kultorvet)
Hjemmeside:  www.danes.dk

Hvem er vi?

Danes Worldwide er interesse- og medlemsorganisation for de ca. 250.000 danskere, der bor i udlandet. Vi rådgiver om juridiske og praktiske forhold samt underviser børn og unge (online) over hele verden i dansk sprog og kultur. Vi er aktivt repræsenteret i 57 lande fordelt på alle fem kontinenter. Og vores sekretariat holder til på Kultorvet i København.

Foreningen Danes Worldwide blev stiftet tilbage i 1919, så vi har netop haft 100-års jubilæum. Vi har det over­ordnede formål at gøre det så let som muligt for danskere at bo og arbejde i udlandet – og vende hjem igen. Vi tilbyder konkret rådgivning, netværk og undervisning, og giver danske beslutningstagere og medier viden om forholdene for de mange danskere, der bor i udlandet i længere eller kortere tid. Læs evt. mere på vores hjemmeside.