Med min partner til udlandet (2 af 2)

Læste du med i sidste uge? Her kommer anden del af vores indlæg om at være medfølgende partner til en udlandsdansker – med deres egne ord.

medfølgende partner, par ved sø, danes worldwide

Her kommer anden del af vores indlæg om at være medfølgende partner til en udlandsdansker – med deres egne ord. Har du ikke læst del 1, kan du med fordel lære de adspurgte lidt bedre at kende her: Med min partner til udlandet (1 af 2).

Hvad har været den største udfordring ved at flytte til udlandet?

Julie Oldorf

Mange af ens bekymringer har nok været overflødige, men nogle også helt velfunderede. Og det var jo også en helt anden virkelighed end den beskyttede tilværelse, vi havde hjemme i Danmark. Men det blev også meget hurtigt en naturlig del af hverdagen, at man eksempelvis kun kørte bil og ikke gik (i forhold til ens sikkerhed) – med mindre det var rundt i ens eget nærområde. Det blev normalt at få kigget i ens taske, når man skulle ind i shopping centre m.m. Det var jo det, man valgte at gøre for sikkerhedens skyld, så det gav mening for mig, hvorfor omstillingen nok heller ikke var så overvældende.

Det var til gengæld overvældende pludseligt at have ”mange” penge mellem hænderne, fordi alt var så billigt.

Rasmus Fitzner

Den største udfordring er det ukendte. Man flytter til et nyt land, hvor meget er anderledes. Ens netværk hjemmefra har man ikke, og man kender ikke området. Jeg havde nogle forventninger til London, men de var baseret på de weekendture, jeg havde været på. Jeg vidste ikke, hvordan det ville være at bo der. Bliver jeg glad for det? Kan jeg finde nogle venner? Selvom London ikke er langt fra København, er det alligevel anderledes. Selvom mit engelsk er udmærket, er der alligevel ting jeg ikke forstår eller skal tænke over hvad betyder, før jeg kan svare. Det skal man lige vænne sig til. 

Henriette Hansen

Det, der har overrasket mig mest, har været alt papirarbejdet og venten på den ene og den anden administrative instans for godkendelser. Det har været vaccinationer og sundhedsattester til vores søn, for at han kunne gå i skole, papirnusseri og tests ifm. kørekort, oprette lys, gas, internet i det lejede hus, leasing af bil og alt det juridiske, der følger med det: styr på private forsikringer og hvad de egentlig indeholder (hvilket er SUPER vigtigt at have styr på). Sidst men ikke mindst: at ”melde sig ud” af Danmark som skatteborger, forsikringstager, hushandlende, skolesøgende, pensionsbidragende osv., osv. 

Derudover har jeg søgt efter jobs inden for mit normale arbejdsfelt, men har ikke haft held til at få et godt jobtilbud. Jeg oplever, at det i vores område er vildt nemt at få job inden for sport, når man har en god uddannelse og solid erfaring. Endda højt betalt og nærmest pinligt højt i forhold til kassedamen i supermarkedet. Men sådan er det her, og det er bare så forskelligt fra Danmark, hvor amatørtrænere ofte gør arbejdet uden betaling. Det har været noget af en kamel at sluge at have svært ved at få job inden for sit professionelle felt, men derimod så let som ingenting kunne få job i sport. I baghovedet ligger jo også, at det er vigtigt for mig at have haft et job her i USA, som man i Danmark vil anerkende som ”rigtigt” i forhold til det danske arbejdsmarked. Omvendt fortsætter jeg indtil videre ufortrødent som træner netop for sproget og netværket.

Trine Schönherr
Udfordringerne var mest inden vi tog afsted, og indtil jeg fik job. Sikkerhed og alle de ubekendte, der er ved at flytte til udlandet, var de største udfordringer. Det er jo så trygt at blive i Danmark. Jeg kendte jobmarkedet, min økonomi og jeg havde familie og venner tæt på. Derudover har man ikke særlig meget ferie i USA, som gjorde det svært at holde “rigtig” ferie, der ikke kun blev brugt på at se familie og venner i Danmark. Vi gjorde os selvfølgelig også mange tanker om, hvad det kunne betyde for parforholdet, hvis der var en af os, der ikke trivedes med at være der. Jeg havde som sagt boet i udlandet i en kortere periode før, men her var langt færre ubekendte faktorer, fordi jeg havde job, kendte min økonomi osv. på forhånd, og jeg tog afsted alene (ingen partner at tage hensyn til).

Den største udfordring for mig var jobbet. Jeg ville arbejde. Det var ikke en mulighed for mig at bo derovre, uden jeg havde et relevant marketingjob. Det ville nemlig være meget sværere at få job i Danmark igen, hvis jeg havde været væk fra jobmarkedet i lang tid, jeg ville kede mig og ikke blive udfordret, og vi ville ikke have så mange penge at leve for (Seattle er en dyr by – kommer lige efter New York og San Fransisco). Så vi lavede en aftale om, at vi tog hjem, hvis ikke jeg havde fået job inden for seks måneder.

Hvad har været den største oplevelse ved at flytte til udlandet?

Julie Oldorf

Den største oplevelse jeg fik med fra Sydafrika, er nok også betinget af, at det var i Sydafrika vi var. Harmonien mellem religioner og hudfarver, både på min mands kontor, blandt kolleger og i sociale sammenhænge. Det var fantastisk at opleve. En total respekt og forståelse for hinanden uden konflikter eller konfrontationer, bare harmoni. 

Rasmus Fitzner

Den største oplevelse ved at flytte til London har indtil videre været at opleve den mangfoldighed, som er i byen. Alle har forskellige baggrunde og er kulturelt forskellige. Det er sjovt at opleve, hvordan det nærmest er normalt, at man ikke er indfødt. I min nye triatlonklub er der mange med udenlandsk baggrund, og fornyelig trænede jeg med en franskmand, som havde boet 10 år i Danmark og nu boede i London på tredje år. 

Der er også noget fedt i at bo i udlandet med sin kæreste. Så står man helt på egne ben uden sin faste omgangskreds tæt på. 

Henriette Hansen

Noget jeg vil nævne som en helt vildt stor ”gave” som udstationeret: besøgene hjemmefra. Familie og venner ofrer penge og ferie på at besøge os, og selvom de ofte gerne vil se de samme attraktioner, så gør det ikke noget. Hvornår er det ellers i ens tilværelse, at man har mulighed for at være helt tæt på et vennepar i syv dage? Den intensitet, det nærvær og de oplevelser det giver, har været én af de ting, jeg slet, slet ikke havde tænkt på, at vi også fik med på rejsen. Men jeg må tilstå, det er guld værd og giver minder for livet.

Trine Schönherr

Jobmæssigt var det nemmere og langt mere spændende end forventet. Vi flyttede til Seattle på et tidspunkt, hvor byen var i ekstrem vækst. Tech-industrien boomede, da Amazon, Microsoft, Facebook, Google og mange andre tech-virksomheder holder til i byen, og flere tech-virksomheder flyttede til. Jeg søgte mange jobs i mit felt (digital marketing), og jeg kom også til mange samtaler. Selve jobsøgningsprocessen er en del anderledes end i Danmark, så processen alene lærte jeg rigtig meget af. Jeg endte med at få nogle gode jobs, som jeg var glad for og lærte en masse af. På den måde oversteg det jobmæssige alle forventninger. Det var en udfordring, at jeg ikke havde Green Card. Mange virksomheder ville ikke ansætte mig, fordi jeg ikke havde papir på, at jeg kunne blive i USA på ubestemt tid. Det havde jeg også forventet, og det var blandt vores overvejelser, da vi besluttede, om vi skulle flytte.

Jeg havde ikke forestillet mig, hvor meget jeg ville komme til at holde af Seattle og Pacific Northwest. Naturen var absolut det bedste ved at bo i Seattle. Stort set alle weekender og helligdage blev brugt i bjergene, hvor vi hikede, stod på paddleboards og snesko, og så vilde dyr. Her var jo både bjørne, hvaler, spækhuggere, elge, bjerggeder, marmotter – jeg kunne blive ved. Fra vores tagterrasse havde vi udsigt til tre nationalparker, og vi besøgte cirka 13 nationalparker, mens vi boede der.

USA havde aldrig interesseret mig særlig meget, inden vi tog afsted. Jeg har altid været betaget af Østen og har boet et lille års tid i Kuala Lumpur. Det må jeg dog trække tilbage igen. Washington og Pacific Northwest er magisk.

Generelt er folk i Pacific Northwest enormt søde, og jeg blev overrasket over, hvor meget jeg holder af deres måde at være på, og hvor lidt fordomsfulde folk er sammenlignet med Danmark.

barn i natur, danes worldwide

Hvis du skal give et god råd til andre medfølgende partnere, hvad vil det så være?

Julie Oldorf

Mit bedste råd til alle, der vælger at hoppe ud i et eventyr af den slags vil nok være at se stedet an – lær stedet og menneskene at kende – drop det meste af det, du er vant til hjemmefra, og vær åben overfor, hvor du er. På den måde minimerer man det kulturelle chok, og hvis man er heldig, lærer man også lidt, som man kan tage med sig hjem i sin mentale bagage; det gjorde jeg. Jeg spurgte mig også for, om hvad der var kutyme mm., uanset om det var helt uvant for mig eller ej, og jeg fandt meget hurtigt ud af, at selvom tingene var noget anderledes i forhold til hjemme, så var det faktisk lige så godt – bare på en anden måde. Jeg har forelsket mig i landet og måden, hvorpå der var plads til alle – det er helt fantastisk. Og så naturligvis landskabet som er helt bjergtagende! 

Rasmus Fitzner

Jeg tror altid, man vil være nervøs for det ukendte i starten. Der er mange spørgsmål, som man ikke kan få svar på via nettet, men først finder ud af, når man står i det. Derfor må mit råd være, at man skal springe ud i det og være åben for nye oplevelser og bekendtskaber. En god måde at lære nye mennesker at kende på er gennem fysisk aktivitet. Jeg fortryder på ingen måde, at jeg sagde mit faste job op og tog chancen.

Henriette Hansen

Alt i alt er udstationering en mulighed, der er fantastisk at tage imod. Og det er næppe nogen overraskelse, at man skal gå til det med et åbent sind, også selvom nogle af de arrangementer, man inviteres til, er så markant anderledes, end det man kender hjemmefra. En af de ting, vi prøver at tage os selv i hele tiden, er at sammenligne og konstant ”evaluere” på dette lands vegne, hvordan de forskellige ting håndteres. Måske er det ret typisk dansk at tro, at vi er verdensmestre til alt muligt og især i evnen til hele tiden at skulle være nogle hårde bananer i forhold til at dømme systemer, mennesker, processer osv. osv.

Trine Schönherr

En hel anden ting, som var helt andeledes end forventet, var det med at være “medfølger”. Jeg var bange for at blive stemplet som “medfølgeren”, som bare fulgte med sin mand og ikke havde ambitioner eller fulgte sine egne drømme. Det er jo desværre tit sådan folk tænker – inklusiv mig selv. Da jeg havde fået job og fundet ud af, hvor vild naturen var, havde jeg det slet ikke sådan mere. Tværtimod. Jeg kunne netop arbejde med det, jeg interesserer mig for og bruge naturen, som jeg virkelig elsker. De muligheder havde jeg ikke i København på samme måde. Jobmulighederne og outdoor fællesskabet var fantastiske i Seattle.  Jeg synes, jeg passede enormt godt ind i Seattle, og jeg følte mig hjemme – rigtigt hjemme. 


Indlægget her er del 2 af 2 om at være medfølgende partner til en udstationeret. Første del kan læses her.