Med min partner til udlandet

Når ens partner får job i udlandet: Hvordan er det at flytte med som medfølgende partner? Vi har her spurgt en række modige og eventyrlystne mænd og kvinder, der er fulgt med ud i den store verden.

Medfølgende partner i Afrika, danes worldwide

Når ens partner får job i udlandet: Hvordan er det at flytte med som medfølgende partner? Vi har her spurgt en række modige og eventyrlystne mænd og kvinder, der er fulgt med ud i den store verden.

Hvorfor flyttede du og din partner til udlandet?

Julie Oldorf, 34 år, Johannesburg – Sydafrika

I sin tid havde min kæreste besluttet sig for at være ”mobil” i arbejdsregi – så da vi var begyndt at være kærester, var det ikke rigtigt noget, vi talte om, men da han så fik info om udstationering – og vi på det tidspunkt kun havde været kærester i omkring 3 mdr. –  var der pludselig mange ting, der skulle drøftes.

Han sagde ja til udstationeringen, da det var en god mulighed for ham at fremme karrieren på og ikke mindst spare op, men det blev hurtigt et fælles mål, da vi var nået til beslutningen om, at jeg ikke bare skulle blive hjemme og vente… 

Rasmus Fitzner, 30 år, London – England

Vi flyttede til London, da min kæreste havde fået en stilling i den engelske Novo Nordisk-afdeling. Anne flyttede over i juni sidste år, og jeg selv flyttede over i starten af oktober. Vi fandt en lejlighed tæt på Battersea Park, hvor vi har et soveværelse og et køkkenalrum. 

Henriette Hansen, 52 år, Princeton, New Jersey – USA

Min mand og jeg har tit talt om, at hvis det rette tilbud om en udstationering kom, så ville vi seriøst overveje det. Det er næsten en forpligtelse til at gribe muligheden. Og selvfølgelig er det ikke uden rysten på hænderne, at man sætter sin underskrift på, at nu vil man være væk fra Danmark i 2-3 år eller længere. Væk fra alt det man kender og ikke mindst: dér, hvor alle kender én og ved, hvad man står for.
Samtidig kan man heller ikke ignorere, at det også skal være et tilbud, som man med god samvittighed kan byde sine børn. Sådan var det for os.

Trine Schönherr, 31 år, Seattle, Washington – USA

Min mand fik tilbudt et spændende job i en startup-virksomhed inden for BMW Group i Seattle, Washington, fra januar 2016, hvor de skulle lancere et delebilskoncept.

Vi ville gerne på eventyr.

Havde du et job du måtte tage afsked med?

Julie Oldorf

Jeg havde et job, før vi rejste, men min kontrakt udløb alligevel, så jeg kunne sikkert godt have fået en ny kontrakt, men valgte ikke at gå efter det, da jeg jo mentalt var på vej mod Sydafrika. Jeg ville gerne have haft et nyt job i Sydafrika – men det skulle så kun være et deltidsjob, da jeg valgte, at jeg også ville studere og tage mit studie fra Danmark med til Sydafrika. Hvis et job i Sydafrika skulle stables på benene, så skulle arbejdsgiveren kunne fremføre dokumentation for at ansætte mig i stedet for at ansætte en indfødt – så det ville være noget omfattende for en deltidsstilling.

Rasmus Fitzner

I Danmark arbejdede jeg som fysioterapeut. Jeg havde 30 timer om ugen på en sportsklinik nord for København. Derudover arbejde jeg med mit eget firma, hvor jeg laver træningsprogrammer til folk, der træner udholdenhedsport som løb, cykling og triatlon. Jeg dyrker selv triatlon på eliteniveau. 

At flytte til London gav mig mulighed for at bruge mere tid på mit eget firma og min træning. Jeg laver stadigvæk træningsprogrammer, men vi har lanceret Fysioonline. Her tilbyder vi Fysioterapi-konsultationer over nettet. Det er et rigtig spændende projekt og noget helt andet end at arbejde på en klinik, som jeg har gjort tidligere. 

Henriette Hansen

Tilbuddet om udstationering betød, at jeg måtte sige mit job op, og selvom min chef ikke lige havde set min opsigelse komme, var han meget støttende og måske også lidt misundelig. Senere blev vi blev enige om at kalde min fratrædelse en meget lang ferie. Selvfølgelig kan han slet ikke garantere mig et job, når jeg er retur, men vi har en god relation, og det er det vigtigste for mig.

Trine Schönherr

Jeg havde arbejdet 4,5 år i BMW Danmark, da vi tog afsted, men havde et (meget langt) vikariat, der udløb, samtidig med at vi flyttede.

Hvad har du gjort for at opbygge dig et nyt netværk?

Julie Oldorf

Jeg er generelt temmelig udadvendt, så jeg fik meget afløb for netværk mm. ved bare at deltage i de events, min mand skulle til plus forretningsrejser; jeg blev meget gode venner med en del af hotel-teamet, hvor vi var lokalt på forretningsrejse og brugte meget tid på Facebook for at tale med mine veninder og mor derhjemme. Men jo: Jeg kedede mig også til tider, når bøgerne fra mit studie ikke lige hev nok i mig.

Men der var også mulighed for netværk igennem ”expat wives-program” og gennem min kirke herhjemme, som havde bånd til Johannesburg. Og så overvejede jeg faktisk også at påbegynde ekstra studium dernede, hvor jeg sikkert også ville have dannet mig et netværk, men det droppede jeg, bl.a. fordi det var lidt dyrt.

Rasmus Fitzner

Da jeg arbejder hjemmefra, har opbygningen af et netværk taget noget tid. Jeg tror hurtigt, jeg havde fået et større netværk, hvis jeg havde kollegaer, som jeg ville arbejde sammen med hver dag. Jeg meldte mig derfor ret hurtigt ind i en Triatlon-klub, så jeg i det mindste havde nogen at træne med. Her mødte jeg et par stykker, der også arbejdede hjemmefra, og vi har fundet en god rytme med at ses nogle gange om ugen til træning. 

I London er der blevet oprettet en forening for danskere. Her kan man, hver lørdag mødes og spille fodbold eller løbe en tur sammen. Uheldigvis har lørdagene passet rigtig dårligt ind i min kalender, hvorfor jeg ikke har været så deltagende her. Men muligheden er der. 

Henriette Hansen

At skabe sig et netværk i Princeton af andre danskere gik lynhurtigt for os, og som én sagde: ”Man bliver næsten mere dansk af at bo i udlandet med andre danskere”. Det er let, når man bor i en by, hvor der bor andre danske familier, og ikke mindst når jobbet, ens mand skal overtage, i forvejen er besat af en dansker. Lidt firkantet kan man sige, at man ”overtager” det netværk, vedkommende forlader. Eller i hvert fald bliver introduceret for en del mennesker hurtigt. Derfra må man selv løbe med stafetten.

At opbygge et netværk af amerikanere går lidt mere trægt, i hvert fald når man har et high school-barn og derfor ikke kommer så meget på skolen. Men for mit vedkommende knækkede jeg koden ved at gå ned i den lokale fodboldklub og spørge, om der var noget, jeg kunne hjælpe med. Og det var der. Gennem sporten fik jeg en stort netværk af trænere og børnenes forældre, og her har det vigtige for mig været, at gå hen og gi’ hånd og præsentere mig selv og især min baggrund. Når man har med folks børn at gøre og i øvrigt er udlænding, er det utrolig vigtigt, at de ved, at man har kompetence og erfaring, selvom man faktisk er dumpet direkte ind fra gaden. Man lægger stilen af høflighed, udadvendthed, professionalisme, og når det er amerikanere, vi har med at gøre, så går der jo ikke mange minutter, førend de er nysgerrige på, hvem du er.

Trine Schönherr

Professionelt var det forholdsvis nemt at skabe et netværk, fordi jeg gjorde en indsats. Der er rigtig mange gode communities, og folk vil rigtig gerne hjælpe. På den måde var netværk næsten uundværligt på lang sigt – mere end i Danmark.

Privat er det nemt at få en masse bekendtskaber, men det med tætte venner, synes jeg, var lidt sværere. Vi havde kollegaer, vi sås med og få venner, men det var også et valg, eftersom vi brugte det meste af vores fritid i Washingtons og de omkringliggende staters nationalskove og -parker.

kvinde, medfølgende partner, danes worldwide

Hvad har du gjort for at skabe dig en ny tilværelse?

Julie Oldorf

Jeg valgte at hive studierne med mig, så jeg havde 27 kg bøger med i en ekstra kuffert, så jeg kunne passe min bachelor-uddannelse. Dette brugte jeg selvfølgelig tid på, og ellers fik jeg hovedsageligt mine hverdage til at gå med studier, shopping – lege hausfrau – og efter arbejdstid at være sammen med min mand.

Rasmus Fitzner

Det er rigtig vigtigt for mig, at jeg ikke bare sidder hjemme i lejligheden og arbejder, når jeg ikke er ude og træne. Derfor går jeg tit på en cafe og sidder og arbejder. Det ville jeg aldrig gøre derhjemme. Men det er vigtigt, at jeg kommer ud, også selvom jeg lige så godt kunne være derhjemme. 

Det samme når jeg er ude og træne. Jeg skal ud og træne nogle steder, hvor jeg ikke har været før. En af de fede ting ved at komme ud og cykle er, at jeg kan se naturen og landskabet omkring London. Her er det smart at kende nogle lokale, så de viser rundt. 

Henriette Hansen

Ret hurtigt efter ankomst gjorde jeg et ihærdigt forsøg på også at få et professionelt netværk og for at få min dagligdag til at gå med noget fagligt, når nu jeg ikke havde mig et job. Jeg fik et par møder i det lokale start-up miljø på Princeton University og blev mentor for en gruppe unge studerende, som skulle have hjælp og vejledning til deres kommercialiseringsprojekt.
I det miljø oplever jeg imidlertid lidt mere ”modstand” som frivillig. Her er det et stort minus, at jeg ikke har noget ”rigtigt” job ligesom de andre frivillige mentorer, der er tilknyttet. Jeg oplever, at nogle af de ansatte betragter mig som en fremmed, der trænger ind, og de er bange for at miste deres job. Ikke at jeg overhovedet kommer med den dagsorden, men set fra deres stol er jeg jo en person, der er ledig på markedet, der kommer og tilbyder frivilligt arbejde. De er ikke uhøflige eller afvisende, og jeg bliver inviteret til alle events, og jeg har fået mange bekendte og nye (gode) forbindelser på LinkedIn. Men jeg mærker en snert af forbehold og en god del ægte amerikansk overfladiskhed.

Jeg har også opnået at få et stort netværk, der hvor jeg går til fitnesstræning. Her kommer rigtigt mange andre udlændinge, så det er en stor smeltedigel af sprog og traditioner. I sidste uge havde vi lavet et sammenskudsgilde, fordi vi netop går godt i spænd. Måske man kunne forestille sig, hvilken multikulturel buffet der blev tryllet frem, hvor retter fra omtrent hele kloden var præsenteret.

Trine Schönherr

Jeg brugte meget tid på at finde ud af, hvilke muligheder byen havde. Der var mange forskellige bydele, mange forskellige typer mennesker, gode restauranter og barer osv. Det tog lidt tid at komme til at holde rigtigt af byen, men jeg kom virkelig til at elske den.

Derudover dyrkede jeg naturen meget, og jeg hikede stort set hver weekend. Min mand og jeg kørte ca. 23.000 km sammen det sidste år for at komme ud i naturen i vores egen stat, andre stater og i Canada.

Hvad har været den største udfordring ved at flytte til udlandet?

Julie Oldorf

Mange af ens bekymringer har nok været overflødige, men nogle også helt velfunderede. Og det var jo også en helt anden virkelighed end den beskyttede tilværelse, vi havde hjemme i Danmark. Men det blev også meget hurtigt en naturlig del af hverdagen, at man eksempelvis kun kørte bil og ikke gik (i forhold til ens sikkerhed) – med mindre det var rundt i ens eget nærområde. Det blev normalt at få kigget i ens taske, når man skulle ind i shopping centre m.m. Det var jo det, man valgte at gøre for sikkerhedens skyld, så det gav mening for mig, hvorfor omstillingen nok heller ikke var så overvældende.

Det var til gengæld overvældende pludseligt at have ”mange” penge mellem hænderne, fordi alt var så billigt.

Rasmus Fitzner

Den største udfordring er det ukendte. Man flytter til et nyt land, hvor meget er anderledes. Ens netværk hjemmefra har man ikke, og man kender ikke området. Jeg havde nogle forventninger til London, men de var baseret på de weekendture, jeg havde været på. Jeg vidste ikke, hvordan det ville være at bo der. Bliver jeg glad for det? Kan jeg finde nogle venner? Selvom London ikke er langt fra København, er det alligevel anderledes. Selvom mit engelsk er udmærket, er der alligevel ting jeg ikke forstår eller skal tænke over hvad betyder, før jeg kan svare. Det skal man lige vænne sig til. 

Henriette Hansen

Det, der har overrasket mig mest, har været alt papirarbejdet og venten på den ene og den anden administrative instans for godkendelser. Det har været vaccinationer og sundhedsattester til vores søn, for at han kunne gå i skole, papirnusseri og tests ifm. kørekort, oprette lys, gas, internet i det lejede hus, leasing af bil og alt det juridiske, der følger med det: styr på private forsikringer og hvad de egentlig indeholder (hvilket er SUPER vigtigt at have styr på). Sidst men ikke mindst: at ”melde sig ud” af Danmark som skatteborger, forsikringstager, hushandlende, skolesøgende, pensionsbidragende osv., osv. 

Derudover har jeg søgt efter jobs inden for mit normale arbejdsfelt, men har ikke haft held til at få et godt jobtilbud. Jeg oplever, at det i vores område er vildt nemt at få job inden for sport, når man har en god uddannelse og solid erfaring. Endda højt betalt og nærmest pinligt højt i forhold til kassedamen i supermarkedet. Men sådan er det her, og det er bare så forskelligt fra Danmark, hvor amatørtrænere ofte gør arbejdet uden betaling.

Det har været noget af en kamel at sluge at have svært ved at få job inden for sit professionelle felt, men derimod så let som ingenting kunne få job i sport. I baghovedet ligger jo også, at det er vigtigt for mig at have haft et job her i USA, som man i Danmark vil anerkende som ”rigtigt” i forhold til det danske arbejdsmarked. Omvendt fortsætter jeg indtil videre ufortrødent som træner netop for sproget og netværket.

Trine Schönherr

Udfordringerne var mest inden vi tog afsted, og indtil jeg fik job. Sikkerhed og alle de ubekendte, der er ved at flytte til udlandet, var de største udfordringer. Det er jo så trygt at blive i Danmark. Jeg kendte jobmarkedet, min økonomi og jeg havde familie og venner tæt på. Derudover har man ikke særlig meget ferie i USA, som gjorde det svært at holde “rigtig” ferie, der ikke kun blev brugt på at se familie og venner i Danmark. Vi gjorde os selvfølgelig også mange tanker om, hvad det kunne betyde for parforholdet, hvis der var en af os, der ikke trivedes med at være der. Jeg havde som sagt boet i udlandet i en kortere periode før, men her var langt færre ubekendte faktorer, fordi jeg havde job, kendte min økonomi osv. på forhånd, og jeg tog afsted alene (ingen partner at tage hensyn til).

Den største udfordring for mig var jobbet. Jeg ville arbejde. Det var ikke en mulighed for mig at bo derovre, uden jeg havde et relevant marketingjob. Det ville nemlig være meget sværere at få job i Danmark igen, hvis jeg havde været væk fra jobmarkedet i lang tid, jeg ville kede mig og ikke blive udfordret, og vi ville ikke have så mange penge at leve for (Seattle er en dyr by – kommer lige efter New York og San Fransisco). Så vi lavede en aftale om, at vi tog hjem, hvis ikke jeg havde fået job inden for seks måneder.

Hvad har været den største oplevelse ved at flytte til udlandet?

Julie Oldorf

Den største oplevelse jeg fik med fra Sydafrika, er nok også betinget af, at det var i Sydafrika vi var. Harmonien mellem religioner og hudfarver, både på min mands kontor, blandt kolleger og i sociale sammenhænge. Det var fantastisk at opleve. En total respekt og forståelse for hinanden uden konflikter eller konfrontationer, bare harmoni. 

Rasmus Fitzner

Den største oplevelse ved at flytte til London har indtil videre været at opleve den mangfoldighed, som er i byen. Alle har forskellige baggrunde og er kulturelt forskellige. Det er sjovt at opleve, hvordan det nærmest er normalt, at man ikke er indfødt. I min nye triatlonklub er der mange med udenlandsk baggrund, og fornyelig trænede jeg med en franskmand, som havde boet 10 år i Danmark og nu boede i London på tredje år. 

Der er også noget fedt i at bo i udlandet med sin kæreste. Så står man helt på egne ben uden sin faste omgangskreds tæt på. 

Henriette Hansen

Noget jeg vil nævne som en helt vildt stor ”gave” som udstationeret: besøgene hjemmefra. Familie og venner ofrer penge og ferie på at besøge os, og selvom de ofte gerne vil se de samme attraktioner, så gør det ikke noget. Hvornår er det ellers i ens tilværelse, at man har mulighed for at være helt tæt på et vennepar i syv dage? Den intensitet, det nærvær og de oplevelser det giver, har været én af de ting, jeg slet, slet ikke havde tænkt på, at vi også fik med på rejsen. Men jeg må tilstå, det er guld værd og giver minder for livet.

Trine Schönherr

Jobmæssigt var det nemmere og langt mere spændende end forventet. Vi flyttede til Seattle på et tidspunkt, hvor byen var i ekstrem vækst. Tech-industrien boomede, da Amazon, Microsoft, Facebook, Google og mange andre tech-virksomheder holder til i byen, og flere tech-virksomheder flyttede til. Jeg søgte mange jobs i mit felt (digital marketing), og jeg kom også til mange samtaler. Selve jobsøgningsprocessen er en del anderledes end i Danmark, så processen alene lærte jeg rigtig meget af. Jeg endte med at få nogle gode jobs, som jeg var glad for og lærte en masse af. På den måde oversteg det jobmæssige alle forventninger. Det var en udfordring, at jeg ikke havde Green Card. Mange virksomheder ville ikke ansætte mig, fordi jeg ikke havde papir på, at jeg kunne blive i USA på ubestemt tid. Det havde jeg også forventet, og det var blandt vores overvejelser, da vi besluttede, om vi skulle flytte.

Jeg havde ikke forestillet mig, hvor meget jeg ville komme til at holde af Seattle og Pacific Northwest. Naturen var absolut det bedste ved at bo i Seattle. Stort set alle weekender og helligdage blev brugt i bjergene, hvor vi hikede, stod på paddleboards og snesko, og så vilde dyr. Her var jo både bjørne, hvaler, spækhuggere, elge, bjerggeder, marmotter – jeg kunne blive ved. Fra vores tagterrasse havde vi udsigt til tre nationalparker, og vi besøgte cirka 13 nationalparker, mens vi boede der.

USA havde aldrig interesseret mig særlig meget, inden vi tog afsted. Jeg har altid været betaget af Østen og har boet et lille års tid i Kuala Lumpur. Det må jeg dog trække tilbage igen. Washington og Pacific Northwest er magisk.

Generelt er folk i Pacific Northwest enormt søde, og jeg blev overrasket over, hvor meget jeg holder af deres måde at være på, og hvor lidt fordomsfulde folk er sammenlignet med Danmark.

barn i natur, danes worldwide

Hvis du skal give et god råd til andre medfølgende partnere, hvad vil det så være?

Julie Oldorf

Mit bedste råd til alle, der vælger at hoppe ud i et eventyr af den slags vil nok være at se stedet an – lær stedet og menneskene at kende – drop det meste af det, du er vant til hjemmefra, og vær åben overfor, hvor du er. På den måde minimerer man det kulturelle chok, og hvis man er heldig, lærer man også lidt, som man kan tage med sig hjem i sin mentale bagage; det gjorde jeg. Jeg spurgte mig også for, om hvad der var kutyme mm., uanset om det var helt uvant for mig eller ej, og jeg fandt meget hurtigt ud af, at selvom tingene var noget anderledes i forhold til hjemme, så var det faktisk lige så godt – bare på en anden måde. Jeg har forelsket mig i landet og måden, hvorpå der var plads til alle – det er helt fantastisk. Og så naturligvis landskabet som er helt bjergtagende! 

Rasmus Fitzner

Jeg tror altid, man vil være nervøs for det ukendte i starten. Der er mange spørgsmål, som man ikke kan få svar på via nettet, men først finder ud af, når man står i det. Derfor må mit råd være, at man skal springe ud i det og være åben for nye oplevelser og bekendtskaber. En god måde at lære nye mennesker at kende på er gennem fysisk aktivitet. Jeg fortryder på ingen måde, at jeg sagde mit faste job op og tog chancen.

Henriette Hansen

Alt i alt er udstationering en mulighed, der er fantastisk at tage imod. Og det er næppe nogen overraskelse, at man skal gå til det med et åbent sind, også selvom nogle af de arrangementer, man inviteres til, er så markant anderledes, end det man kender hjemmefra. En af de ting, vi prøver at tage os selv i hele tiden, er at sammenligne og konstant ”evaluere” på dette lands vegne, hvordan de forskellige ting håndteres. Måske er det ret typisk dansk at tro, at vi er verdensmestre til alt muligt og især i evnen til hele tiden at skulle være nogle hårde bananer i forhold til at dømme systemer, mennesker, processer osv. osv.

Trine Schönherr

En hel anden ting, som var helt andeledes end forventet, var det med at være “medfølger”. Jeg var bange for at blive stemplet som “medfølgeren”, som bare fulgte med sin mand og ikke havde ambitioner eller fulgte sine egne drømme. Det er jo desværre tit sådan folk tænker – inklusiv mig selv. Da jeg havde fået job og fundet ud af, hvor vild naturen var, havde jeg det slet ikke sådan mere. Tværtimod. Jeg kunne netop arbejde med det, jeg interesserer mig for og bruge naturen, som jeg virkelig elsker. De muligheder havde jeg ikke i København på samme måde. Jobmulighederne og outdoor fællesskabet var fantastiske i Seattle.  Jeg synes, jeg passede enormt godt ind i Seattle, og jeg følte mig hjemme – rigtigt hjemme.