I dag taler færre og færre danskere fx tysk og fransk – eller for den sags skyld andre fremmede sprog. Engelsk er det sprog, alle lærer, og som vi da også kommer rigtig langt med. Men ikke alle steder i verden taler lokalbefolkningen engelsk.
Vi ved også, at vores repræsentanter ind imellem bliver kontaktet af danskere, som bare trænger til en snak på modersmålet. Men andre gange står der mere på spil – fx hvis man bliver syg og bliver indlagt på et lokalt hospital.
Taler seks forskellige sprog
I de situationer er det godt at kunne få fat i nogen, der kan hjælpe. Det skete for vores repræsentant i Bourgogne, Oscar Wendel. Han har boet i Frankrig siden 1980 og er i dag pensioneret. Selv taler han dansk, engelsk, tysk, spansk, fransk, portugisisk, og her fortæller han en historie om netop vigtigheden af at kunne tale forskellige sprog:
”For ca. fem år siden kom en dansk mand galt afsted og blev indlagt på et hospital i Mâcon her i området. Han talte kun dansk og kunne derfor ikke gøre sig gjort forståelig.
Min tidligere nabo var sygeplejerske og arbejdede tilfældigvis på hospitalet, og hun fik at vide, at der var en dansker indlagt. Min nabo huskede, at jeg havde fortalt, at jeg var repræsentant for en dansk forening. Hospitalet ringede så til mig, og da jeg boede 15 km fra hospitalet, lovede jeg at komme derhen med det samme.
Agerede tolk for dansker
Jeg kom ind på stuen til manden og spurgte, hvordan jeg kunne hjælpe ham. Han var synligt lettet over at møde én, der talte dansk. Vi fik en lang snak, og han fortalte, at han var 78 år og havde kørt i bil igennem hele Frankrig helt alene. Nu var han blevet syg, og man vidste ikke, hvad han fejlede.
Manden følte sig meget ensom lige pludselig, fordi han ikke kunne kommunikere med læger og sygeplejersker. Han fortalte nu mig, hvordan han havde det, og jeg fortalte det så videre til personalet, som var meget glade for min hjælp. Og jeg kan sagtens forestille mig, hvor svært det må være at blive indlagt i et land, hvor man ikke kender nogen og ikke taler sproget – så er man jo Palle alene i verden.
Manden blev rask, og da han kom hjem til Danmark, ringede han mig op og takkede mig mange gange. Og jeg var bare rigtig glad for at kunne hjælpe.”