Få et overblik over Danes Worldwides nyheder her

Pressemeddelelse om familiesammenføring

Danes Worldwides generalsekretær Anne Marie Dalgaards kommentarer til det nye politiske udspil for danske/internationale familiers mulighed for at bosætte sig i Danmark:

”Danes Worldwide hilser velkommen, at regeringen har lyttet til vores protest mod det nuværende uretfærdige tilknytningskrav og arbejder på at afskaffe kravet. Vi er også glade for, at de nye integrationskrav imødekommer vores ønske om klare og tydelige regler.

De nye principper vil gøre det lettere for flere danskere i udlandet at kunne vende hjem til Danmark med deres ægtefælle/samlever og familiens børn.

Vi ser dog nogle alvorlige udfordringer i det nye foreslag præsenteret den 7. februar – først og fremmest omkring forslaget om at hæve garantibeløbet fra de nuværende ca. 55.000 kr. til 100.000 kr. Det er ganske mange penge og står i misforhold til potentielle tab, som kommuner i undtagelsestilfælde måtte lide, hvor en hjemvendt dansk/international familie skulle få brug for akutte sociale ydelser.

Prøv lige at sætte beløbet i forhold til en almindelig families økonomi: Hvor mange mennesker kan overhovedet rejse beløbet – og hvor mange heraf kan forventes at kunne fastlåse 100.000 kr. mange år frem i tiden?

Danes Worldwide er også bekymret for, at mange danske børn, der er vokset op i udlandet, ikke vil kunne dokumentere det ufravigelige krav om en bestået 9.klasse prøve i dansk. Dette kan danskere, der har været eller stadig er elever på bl.a. internationale skoler jo ikke dokumentere – selv om de i øvrigt er dygtige og har kompetencer fra internationalt anerkendte skoler, der vil være en solid ressource på fremtidens danske arbejdsmarked.

Dertil er der spørgsmålet om de konkrete dokumentationskrav for sprogniveau, uddannelses- og arbejdserfaring tilknyttet integrationskravets seks underpunkter: Danes Worldwide ved gennem vores daglige kontakt til danskere i alle verdenshjørner, hvor svært og omkostningstungt det ofte er at fremskaffe og få oversat diverse dokumenter af autoriserede oversættere. Lange sagsbehandlingstider for globale danskere i ansøgningsprocesser er endnu en faktor, som vi fornemmer ofte bliver overset herhjemme i sammenhæng med danskere bosat ude i verden.

Danes Worldwide ser frem til det konkrete lovforslag og at udarbejde vores høringssvar.”

Back to Top

Til top

Kontakt

Danes Worldwide
Købmagergade 67, 2. sal
DK-1150 København K

danes(a)danes.dk
Tlf +45 3332 0913    

 

 

Tilmeld dig
vores nyhedsbrev