Nyt initiativ skal hjælpe strandede danskere hjem

Mens land for land lukker ned for mulighederne for at komme retur til Danmark, samarbejder Danes Worldwide med Udenrigsministeriet om at hjælpe de strandede danskere hjem. Det sker gennem et nyt og utraditionelt initiativ.

hjælpe danskere

Kampen for at stoppe spredningen af coronavirus har skabt en helt ekstraordinær situation for danske rejsende verden over. Dag for dag indfører forskellige lande nye tiltag for at mindske smitten, og risikoen for at danskere strander langt fra hjemlandet stiger.

Derfor samarbejder Danes Worldwide med Udenrigsministeriet om et nyt initiativ, der skal mobilisere frivillige kræfter i hele verden. Initiativet består konkret af Facebook-gruppen ”Danskere Globalt – Sammen mod Corona”. Her kan danske rejsende søge om hjælp til lavpraktiske spørgsmål som indkvartering, indkøb af fornødenheder mv.

Danes Worldwides generalsekretær Anne Marie Dalgaard udtaler:

”Det er helt naturligt for Danes Worldwide at stille os til rådighed i denne situation. Selvfølgelig bakker vi op om Udenrigsministeriets store indsats. Danes Worldwide har medlemmer over hele verden og vi ved, at udlandsdanskere har en stor kærlighed til Danmark og meget gerne vil hjælpe.”

Er du strandet uden for Danmarks grænser – eller er du udlandsdansker, der gerne vil hjælpe andre danskere i en svær situation? Meld dig ind i gruppen her, og hjælp os endelig med at sprede budskabet.