Hvordan sparer jeg op til pension, mens jeg bor i udlandet?

Der er meget at huske på ift. pension når du flytter til udlandet. Vi har lavet en guide, der tager højde for de ting du skal tage hensyn til før og efter udlandsophold. 

Hvis du planlægger at flytte til udlandet, er der en del forberedelse at tage hensyn til i forhold til pension. Da pension er meget komplekst er nedenstående derfor kun en kort guide, der overordnet beskriver, hvordan du bedst muligt sparer op til pension, mens du befinder dig i udlandet. 

 

Inden afrejse

Inden du tager afsted, kan det være en god ide at oprette en ny pensionsordning (§53A-ordningen) for den tid, du planlægger at bo uden for Danmark. Denne vil tilnærmelsesvis ligne den pensionsordning, du allerede har. Forskellen mellem den nye pensionsordning og din nuværende er, at du ikke kan gøre brug af dit fradrag ved indbetalingerne, når du er i udlandet. Dog vil udbetalingerne være skattefrie og desuden være fritaget fra pensionsafkastskat.

Hjemkomst til Danmark

Ved hjemkomsten til Danmark vil dine indbetalinger til pensionsordningen uden fradrag blive stoppet, hvorefter du nu kan påbegynde indbetalingen til din tidligere pensionsordning med ret til fradrag. Derefter bliver løbende afkast på din pensionsordning uden skattefradrag ændret til kapitalindkomst, mens at du stadig ikke skal betale pensionsafkastskat. Dette er dog kun gældende, hvis du er fuldt skattepligtig i Danmark. Hvis du ikke er fuldt skattepligtig, kan du ansøge SKAT om ikke at betale pensionsafkastskat af den plan du satte i bero, mens du var i udlandet. 

Mange år i udlandet

Hvis du planlægger at blive i udlandet i mange år, kan der være fordele ved at have en pensionsopsparing i det land, du flytter til. Først og fremmest fordi det tilflyttede land muligvis har en mere lempelig skattelovgivning end Danmark. På den anden side vil der dog også være en risiko for en lavere fradragsværdi af indbetalingerne i forhold til beskatningen i Danmark.Ulempen ved at have en pensionsopsparing i udlandet kan være, at pensionsordningen afviger fra den dækning og bonustilskrivning, som mange danskere forventer. Desuden vil en udenlandsk pensionsopsparing omregnes til landets valuta, hvilket kan medføre en kursrisiko. Det er derfor sjældent en god idé at indbetale til en udenlandsk pensionsordning, medmindre man forventer at være bosat i det pågældende land, når pensionen kommer til udbetaling. For det andet er det ofte begrænset, hvor mange penge en person under en udstationering på eksempelvis 2-3 år kan nå at indbetale, hvilket indebærer at de løbende omkostninger ofte vil reducere afkastet ganske betragteligt.

Skemaet afhænger af om du bor inde eller uden for Danmark

* Bemærk at nogen lande kan kræve, at du betaler skat af afkastet. 

Spørgsmål og kontakt

Hvis du skal til udlandet pga. udstationering, anbefales det at kontakte din nuværende arbejdsgiver, så han kan informere dit pensionsselskab om din udstationering. Desuden er dette også gældende, når du ankommer til Danmark igen, da det har stor indflydelse på din skat.

Hvis du har flere spørgsmål om opsparing af pension, mens du bor i udlandet, kan det stærkt anbefales, at du tager kontakt til dit pensionsselskab. Hvis du har flere spørgsmål til skat ift. udstationering, vil det dog være mest hensigtsmæssigt at kontakte en revisor.

Desuden er du som medlem også meget velkommen til at kontakte Danes Worldwide, hvis du ønsker uddybende forklaringer fra vores personlige pensionsrådgiver. Vi anbefaler også, at du logger ind på https://www.pensionsinfo.dk/Borgerservice/velkommen.html vha. NemID, hvor du kan få et godt overblik over dine pensionsopsparinger og udbetalinger, når du skal på pension.



NB! Danes Worldwide kan ikke holdes ansvarlig for eventuelle konsekvenser af vejledningen på denne side.

Kilder:
https://pfa.dk/privat/livsaendringer/du-skal-udstationeres/
https://pfa.dk/privat/skat/skatteregler-for-pensionsafkast/
https://ida.dk/content/pension-og-udland

Back to Top

Til top

Kontakt

Danes Worldwide
Købmagergade 67, 2. sal
DK-1150 København K

danes(a)danes.dk
Tlf +45 3332 0913    

 

 

Tilmeld dig
vores nyhedsbrev