Ofte stillede spørgsmål om Sommerskolen

ung fyr

Skal mit barn på niveauet Begynderdansk, Dansk for øvede eller Skoledansk?

Den første dag på Sommerskolen gennemfører dansklærerne en sprogtest for at finde det hold, der passer bedst til hver elev.

Har I kun dansk på programmet?

På Sommerskolen underviser vi ikke kun i dansk sprog, grammatik og litteratur. Vi lægger stor vægt på at inddrage elementer fra andre af folkeskolens kulturbærende fag, og i undervisningen arbejder vi derfor også med historie, religion, samfundsfag og naturfagene. Eleverne får derved en bred indgangsvinkel til Danmark og dansk børne- og ungdomskultur. I løbet af de 17 dage, Sommerskolen varer, besøger vi måske et museum, en fabrik, en tv-station, en kunstudstilling; eller vi overnatter i skoven og bliver klogere på den danske natur.

retning
dansk mad

Hvordan er maden på Sommerskolen?

Børn og voksne spiser sammen, og det betyder meget for os at spise sundt og varieret.

Maden kan tilpasses elever, der IKKE spiser eksempelvis peanuts, nødder, gluten, laktose, svinekød og kød generelt. Mere specielle hensyn, fx veganske spisevaner, kan desværre ikke imødekommes.

Skal eleven tage sin bærbare eller tablet med?

Eleven skal medbringe sin computer eller iPad, og han/hun skal selv tage ansvar for at få låst den inde, så den ikke ligger frit tilgængelig på værelset. Vi anbefaler, at computeren har ÆØÅ-tastatur.

gruppe
leg

Har I en ryge- og alkoholpolitik på Sommerskolen?

Det er strengt forbudt at indtage og besidde alkohol og andre euforiserende stoffer som fx hash. På alle tre skoler er tobaksrygning forbudt.

Sommerskolens personale sørger for, at reglerne bliver overholdt. Vi skal i den forbindelse gøre opmærksom på, at enhver overtrædelse af ovennævnte regler vil kunne medføre øjeblikkelig hjemsendelse! En eventuel hjemsendelse vil ske efter kontakt med elevens forældre eller kontaktfamilie, og den vil i øvrigt foregå for egen regning.

En hjemsendelse fra Sommerskolen vil samtidig få indflydelse på elevens mulighed for fremtidige deltagelse i Sommerskolen.

Hvad sker der, hvis eleven tager hjem før tid?

Det kan ske, at elever må afbryde deres ophold på grund af sygdom, hjemve eller overtrædelse af Sommerskolens regler. Når først opholdet er i gang, kan skolepengene ikke refunderes. Det skyldes, at vi ikke har mulighed for at afsætte en eventuel ledig plads til en anden elev, og fordi vores udgifter til lejemål og personale stadig er de samme.

Mit barn har behov for særlige hensyn – kan han/hun være med på Sommerskolen?

Så vidt det er muligt, vil vi gerne byde velkommen til elever med behov for særlige hensyn. Kontakt Tina Andersen på tina@danes.dk eller +45 3332 0913 og hør mere.

unge mennesker

Bortkomne kursusbeviser/afgangsprøvebeviser

Der er et administrationsgebyr, såfremt vi skal udfærdige et nyt bevis:

MedlemIkke-medlem
Pris for kursusbeviskr. 200,-kr. 400,-
Pris for afgangsbeviskr. 300,-kr. 600,-

Kan jeg få kursusbeviset på engelsk?

Ja. Vi pålægger dog et administrationsgebyr, såfremt vi skal oversætte kursusbeviser:

MedlemIkke-medlem
Pr. kursusbeviskr. 200,-kr. 400,-

unge mennesker i hængekøje

Eleven taler hverken dansk eller engelsk. Kan han/hun komme med på Sommerskolen?

Vi kan desværre ikke tage ansvaret, hvis eleven ikke kan forstå og kommunikere elementære nødråb eller forklare, hvis han eller hun har smerter eller lignende. Det gælder også på ekskursioner, hvor eleverne færdes i trafikken og skal kunne forstå kollektive beskeder.

Derudover oplever vi, at de elever, som ikke kan tale dansk og/eller engelsk, føler sig udenfor og ekskluderet.

Kontakt os

Vil du med på vores næste sommerskoleophold?