Mød to af vores repræsentanter

Flere end 100 kvinder og mænd fordelt over samtlige fem kontinenter udgør Danes Worldwides repræsentantkorps. Repræsentanterne er medlemmer, som har valgt at yde en frivillig indsats i deres lokalområder. Her kan du møde to af dem.

By

Mai-Britt Wolthers

Var bare 24 år gammel og mor til en søn på to år, da hun i 1986 flyttede med sin mand til Brasilien, nærmere betegnet Rio de Janeiro. Tre måneder senere kom deres anden søn til verden, så der var nok at se til. En datter kom til i 1989 og endelig en tredje søn i 1997.

Det har dog ikke forhindret Mai-Britt i også at arbejde. Først som dansk- og engelsklærer, og i dag som succesfuld billedkunstner. Udover i Brasilien har hun bl.a. udstillet i London, Geneve, Lisabon og Danmark hvor hun bl.a. i 2017 blev antaget på Forårs-udstillingen på Charlottenborg.

Står til rådighed for nyankomne

I dag bor Mai-Britt med sin familie i Santos uden for Sao Paulo, og får heldigvis også tid til at være Danes Worldwides repræsentant i området. Hvad det indebærer, fortæller Mai-Britt:

”Jeg har bl.a. arrangeret årlige mindre pige-frokostsammenkomster i São Paulo, årlige jule-sammenkomster i Santos, og i juni 2019 holdte vi en stor fødselsdags fest i den danske klub i Sao Paulo for at fejre Danes Worldwides 100-års fødselsdag. Det var et meget vellykket arrangement.

Samtidig har min mand og jeg altid været til rådighed for nyankomne og herboende danskere i vores by, Santos, og også hjulpet generalkonsulatet i Sao Paulo med forskellige opgaver gennem årene.”

Stadig en vigtig organisation

Mai-Britt er ikke i tvivl om, at Danes Worldwide stadig er en vigtig organisation, specielt pga. sommerskolen, mener hun. Hun er dog også klar over, at foreningen er udfordret i dag, og det er der især én grund til:

”Jeg tror, at en generel globalisering af verden gør, at vi alle (måske endnu mere de unge) på en eller anden måde begynder at føle os mere og mere som verdensborgere, men selvfølgelig med de her stærke og traditionsrige bånd til Danmark og danske traditioner.

Og muligvis er denne her Corona-krise med til at vise os, at vi må tænke globalt og være globalt solidariske med hinanden og se ud over de fysiske landegrænser?”, afslutter Mai-Britt.

Mona Møller Sørensen

Mai-Britt blev repræsentant allerede som 24-årig

er 32 år og Danes Worldwides repræsentant i Catalonien, hvor hun har boet siden 2015 – først i Barcelona og nu i Gerona. Og grunden til hun havnede i Spanien var fordi hun – med sine egne ord ”blev godt og grundigt forelsket i en skør og dejlig militærmand fra Cartagena.”

Lægger øre til frustrationerne

Men hvad får så en vestjyde, der tidligere har boet i England og Holland, til at blive repræsentant for Danes Worldwide? Hun svarer:

”Grunden til, at jeg valgte at blive repræsentant for Danes Worldwide er, at jeg gerne vil hjælpe andre udlandsdanskere med at falde til og ikke mindst lægge øre til de frustrationer og indtryk der opstår, når honeymoon-fasen ebber ud. For mig er det vigtigt at hjemve, bekymringer og identitetskriser ikke bliver underkendt i det at bosætte sig i et andet land – men omfavnet og imødekommet.”

En virtuel kop kaffe

Og hvad ser hun så som sin vigtigste opgave som repræsentant? Til det svarer Mona:

”Corona-krisen sætter sine begrænsninger på at mødes over et glas koldt sangria med de andre medlemmer i regionen, men mit mål er at få skabt et tillidsfuldt og aktivt online forum for nu.

Jeg ønsker at give medlemmerne en følelse af ikke at være alene i Catalonien, og at jeg altid har tid til en virtuel kop kaffe over Skype. Danes Worldwide er en vigtig organisation i en international verden, og jeg ser utroligt meget potentiale for både online og fysiske arrangementer og tiltag.”

Ideudvikling og modernisering

Danes Worldwide… Men hvordan ser fremtiden ud for foreningen? Mona Møller Sørensen er meget optimistisk:

”I takt med at flere danskere flytter til udlandet, enten i kortere eller længere perioder, bliver Danes Worldwide kun mere meningsfuld i fremtiden,” siger hun og tilføjer: ”Håbet er at kunne give en hjælpende hånd med, når det kommer til at ideudvikle og modernisere organisationen endnu mere, så udenlandsdanskere aldrig er i tvivl om, at vi findes.”


Hvis du vil du vide mere om vores repræsentanter kan du læse mere her eller kontakte vores repræsentantansvarlige: