Kom godt i gang med Skoledansk

Information til elever og forældre

En ung pige med brunt hår i rottehaler smiler, mens hun bruger en bærbar computer ved et bord. Baggrunden er et lyst, moderne rum med hylder og planter.

Velkommen til Skoledansk

Et hjerteligt velkommen til Skoledansk skal lyde her fra hjertet af København! 

Herunder kan du finde information om onlineundervisningen. 

I skoleåret 2025/2026 starter undervisningen på disse datoer:

  • Mandag den 8. september 2025
  • Mandag den 17. november 2025
  • Mandag den 2. februar 2026 – du kan stadig nå at være med!
  • Mandag den 13. april 2026

Der er indlagt juleferie i uge 52

Din rolle som forældre

Faglig udvikling er et fælles ansvar. Dit barns undervisning er vores ansvar, men din rolle har afgørende betydning for, hvor stor en succes det bliver. Det er vores erfaring, at jo større interesse du viser for undervisningen, jo nemmere er det at holde motivationen som barn og ung. Spørg derfor meget gerne ind til ugens opgaver.

Det er afgørende, at du hyppigt logger ind som observatør på vores Undervisningsportal, ABC Danes, så du kan følge med i dit barns afleveringer og læse vores råd og vejledning.

Det er også på ABC Danes, du får beskeder, hvis dit barn er bagud eller har faglige udfordringer, ligesom vi sender periodeplaner, læseprøve- og staveprøveresultater via portalen.

Du kan læse meget mere om forældre- og observatørrollen her.

Vær observatør

Som forældre får du dit eget login til ABC Danes, hvor al kommunikation med lærerne foregår. Det er også via dette login, at du løbende skal holde øje med dit barns afleveringer, kan læse vores feedback og se eventuelle karakterer.

Du finder en vejledning her

Forældrerollen

Vi anbefaler, at I som forældre sidder ved siden af jeres barn, når der laves dansk i 0.-3. klasse. I får hurtigt et indtryk af, hvornår jeres barn kan arbejde selvstændigt, og hvornår der er brug for en guidende voksenhånd.

Generelt anbefaler vi, at danskundervisningen er noget, I snakker om i familien, så eleverne får brugt de ting, som de undervises i. Desuden kan det være rigtig hyggeligt at samle familien om de danske film og tv-programmer, som ligger i undervisningen.

I takt med at eleverne bliver ældre, oplever vi, at flere sidder med undervisningen selv. Det er rigtig fint, at eleverne kan arbejde selvstændigt, men også fra 4. klasse og op har de fleste stadig brug for støtte og vejledning på sidelinjen for at udvikle sig mest muligt. Det kan fx være en god idé sammen at gennemgå, hvad ugens opgaver går ud på, herefter lade eleven arbejde selv, og inden aflevering lade eleven præsentere sin opgave for jer forældre. På den måde kan I sammen kigge på, om den lever op til opgavens krav. Ved at eleven fremlægger sit arbejde, fx ved højtlæsning, kan han/hun blive opmærksom på en sjov formulering eller et ord, der er stavet forkert. Som forældre skal I derfor ikke gennemgå opgaverne for fejl. Vi tager os af den faglige feedback.

Når det så er sagt, må I selvfølgelig gerne engagere jer i jeres barns opgaver. Dette gør I allerbedste ved at stille spørgsmål til elevens arbejde, end at give svaret med det samme. I stedet for at sige ”nej, det ord skal staves sådan…”, kan man fx spørge ”er der nogle ord, du er i tvivl om, hvordan staves?” eller ”prøv at kigge på det der ord og klappe dets stavelser”. Ved sammen at undersøge elevens tekst, kan det give anledning til samtaler om fx stumme bogstaver, endelser eller gentagne stavefejl. I den forbindelse er det også muligt at slå op i Selvstudiebanken på ABC Danes og se, om der ligger en tekst eller video om emnet.

Det er naturligvis meget forskelligt, hvad der fungerer i det enkelte hjem, men I kan måske blive inspirerede af ovenstående. Ellers er I altid velkomne til at kontakte os for yderligere råd og vejledning til danskarbejdet.

Det er naturligvis jer som forældre, der kender jeres barn bedst, og derfor er det også jer, der afgør, hvor meget dansk der skal laves. I har selvfølgelig altid mulighed for at følge med i jeres barns afleveringer og vores feedback.

Som udgangspunkt er der opgaver, der svarer til ca. 1,5-3 timers arbejde om ugen afhængigt af klassetrin. Hvis afleveringer skal have et tilfredsstillende, og dermed kompetencegivende niveau, skal I regne med, at det er den tid, der skal afsættes.

Det kan være godt at hjælpe med at strukturere arbejdstiden for dit barn. Hvis I har valgt at købe onlineundervisningen som ”hygge-dansk”, så bruger I blot den tid, I har lyst til.

Vi vil opfordre jer til at gøre det til en rutine hver uge at starte ugens danskarbejde med at kigge på feedbacken til opgaverne fra den forrige uge – gerne sammen barn og forældre. Tal gerne om, hvad det er, man kan bruge lærerens kommentarer til i de kommende opgaver, og mind gerne løbende jeres barn om de faglige fokusområder fra feedbacken, når de sidder med danskarbejdet.

Login på undervisningsportalen ABC Danes

Undervisningen foregår på vores undervisningsportal, ABC Danes.

Dit barn logger ind her med en Danes-mail, som du modtager på e-mail, inden undervisningen går i gang.

Som forældre logger du ind samme sted. Følg vejledningen her

Hvordan bruger man ABC Danes?

For at gøre det endnu nemmere at navigere rundt på vores undervisningsportal har vi skrevet en vejledning, som du kan printe ud og have liggende.

Du finder vejledningen her

Personlig profil og mød din klasse

Du skal opdatere din personlige profil på ABC Danes under ”Konto”. Det, du skriver om dig selv her, kan de andre i klassen også læse. 
Du skal også uploade et profilbillede af dig selv, så lærerne har mulighed for at kende forskel på vores mange elever. 

Alle elever bliver ved skoleårets start tilmeldt modulet “Mød din klasse”.
Her kan du møde dine lærere og klassekammerater. Alle i klassen (inkl. læreren) skal nemlig lave en kort præsentationsfilm, så du får en idé om, hvem der sidder ude bag de mange computerskærme.

Uni-Login

Du modtager dit barns Uni-Login på e-mail fra vores skolesekretær. Uni-Login bruges udelukkende til eksterne portaler. På undervisningsportalen, ABC Danes, logger du og dit barn ind som beskrevet ovenfor.

Browser

Vi anbefaler, at bruger browseren Firefox, når du logger ind på undervisningsportalen ABC Danes (Canvas). Vi fraråder App’en, da dele af indholdet ikke er tilgængeligt her.

Dansk tastatur

Det er vigtigt for en god staveudvikling, at eleverne bruger et dansk tastatur, hvor bogstaverne æ, ø og å er synlige. Hjernen husker ordbilleder/helord. Skriver eleven fx ordet ’løbe’ som ’loebe’, husker hjernen dette ordbillede. Dermed har det betydning for udviklingen af korrekt stavning og afkodning af ord i læsesammenhæng, at tastaturet kan skrive æ, ø og å. I forbindelse med retstavningsprøver vil eleven få fejl, hvis han/hun skriver ae, oe eller aa i stedet for æ, ø og å.

VPN

Vi gør opmærksom på, at enkelte lande kan have behov for en VPN-forbindelse for at logge på med UNI-login på de eksterne sider (fx Grammatip.com, frilaesning.dk og abc ordbogen), der bruges i undervisningen.

Office-pakken

Vi anbefaler, eleverne benytter Word eller Google Docs med dansk stavekontrol. Alle elever på Skoledansk får gratis adgang til webudgaven af Office-pakken. Eleverne kan logge ind her.

Ferie

Skoleåret går fra september til slutningen af juni. I den periode er der kun indlagt én ferie, nemlig juleferien. Vi kan desværre ikke holde flere lektiefrie uger, for skoleåret i Danmark er 40 uger, og da vi starter skoleåret en måned senere, kan det ikke gå op. Men hvis I forældre vurderer, at der er brug for mere pause, må I selvfølgelig gerne give jeres børn lov til at springe afleveringer over. Dét bestemmer I helt selv 😊 Der gælder dog særlige regler for de elever, der skal til 9.-klasseprøven. Læs mere under punktet “9.-klasseprøven på Sommerskolen”. 

UNI-Login til eksterne portaler

Som elev på Skoledansk har du adgang til disse eksterne portaler:

Der er adgang til følgende ordbøger: Dansk, engelsk, tysk, fransk og spansk. Her finder du en vejledning til brugen af ordbogen.

På eksterne portaler skal du bruge Uni-Login. Uni-Login sendes på mail til forældre. Kontakt din lærer, hvis du har problemer med Uni-Login, så kan du få tildelt en ny kode.

Find din lærer

Selvstudiebanken

Alle vores elever har adgang til Selvstudiebanken. Her kan du finde forklaringer og videoer fra undervisningen samt tidligere Danesfilm. Den er et supplement til undervisningen og kan fx bruges, hvis du skal have genopfrisket et emne, eller hvis du er startet senere på skoleåret og har brug for at læse op på det, de andre elever har været igennem.

Der er fra 4. klasse også adgang til en række kommateringsøvelser.

Film og tv-programmer

Udover tekster indgår der også kortfilm, tv-programmer og små forklaringsfilm i undervisningen. Derudover bliver der hvert skoleår produceret fire Danes-film, hvor lærerne på Skoledansk medvirker. Her undersøger vi Danmarks historie, natur, kultur osv.

Hvis I oplever problemer med en film, så afprøv meget gerne også de andre film for at se, om det er et generelt problem, eller om det specifikt handler om en enkelt film. Afprøv også gerne i forskellige browsere. Er der stadigvæk problemer, så kontakt vores it-udvikler, Michael, på michael@danes.dk.

Ordblindhed og skriftsproglige vanskeligheder

Er dit barn ordblind eller har andre former for skriftsproglige vanskeligheder, er det muligt gennem Danes Worldwide at få adgang til NOTA. NOTA er et online bibliotek, som giver folk med bl.a. læsehandicap adgang til tusindvis af e-bøger og lydbøger. Således er det muligt at lytte til en oplæsning af en bog og få gode læseoplevelser samt få lige så meget ud af indholdet som sine klassekammerater.
Det er naturligvis ikke alle vores tekster fra undervisningen, der findes i NOTA’s bibliotek, men mange af de romaner, vi arbejder med, kan findes der. 

For at få adgang til NOTA eller anden vejledning omkring hjælpeprogrammer, skal I kontakte Charlotte Holten Krebs, vores læsevejleder, på charlotte@danes.dk.  

AI og Google Translate

Vi oplever desværre, at flere og flere bruger AI og Google Translate til at besvare opgaverne. Begge hjælpemidler anses for at være ulovlige hjælpemidler, da Undervisningsministeriet ikke tillader brugen af disse i prøvesituationer. Derfor har vi besluttet, at det indtil videre ikke skal være en del af vores undervisning heller. Du har adgang til abc.ordbogen.com, hvor der er mulighed for både at oversætte fra engelsk, tysk, fransk, fransk og spansk, ligesom der er både dansk retstavningsordbog, synonymordbog, betydningsordbog og fremmedordbog. Brug derfor abc.ordbogen. Det lærer du helt ærligt også meget mere af!

Sådan foregår undervisningen

Skoleåret består af 4 perioder med hver 10 uger. Hver mandag åbner der nye opgaver på ABC Danes. Hver uge indeholder opgaver, der svarer til 1,5-2 timers danskarbejde for de yngste og op til 3 timer for de ældste elever i 9. klasse. 

Det er altid muligt at arbejde en uge forud. På den måde bliver det forhåbentligt lettere at planlægge danskarbejdet i en travl hverdag. Vi anbefaler dog, at der generelt ikke arbejdes forud, da opgaverne først bliver rettet, når vi har nået deadline. Hvis opgaverne afleveres før deadline, skal du derfor vente længere tid på din feedback, og du vil ikke kunne bruge feedbacken lige så aktivt i de efterfølgende opgaver. Du skal betragte dét at arbejde forud som en mulighed, når der er ekstra travle perioder på skolen eller i forbindelse med rejser og lign. Det kan være en fordel at dele arbejdsmængden op i mindre bidder i ugens løb.   

Feedback og rettelser

Kig i brugervejledningen for at se, hvordan I sikrer jer, at I ser hele feedbacken på opgaverne. Når man trykker på ”feedback”-ikonet på abc.danes.dk ser man ikke det hele. Der er nemlig både en skriftlig tilbagemelding, men fra 4. klasse og op har vi i mange tilfælde også rettet inde i selve opgaven for fx stave- eller kommafejl, sproglige opmærksomhedspunker eller skrevet korte kommentarer. Vi retter ikke alle fejl, for det kan være utrolig demotiverende, men vi udvælger nogle fokuspunkter for hver opgave.
Vores rettelser i selve opgaven er markeret med forskellige farver, som du kan se herunder:

Må man aflevere for sent?

Som udgangspunkt, nej. Der er altid 2 uger fra opgaven åbner, til den skal afleveres. For at få størst muligt udbytte af undervisningen er det afgørende, at du overholder de deadlines, vi sætter for opgaverne. Når deadlines overholdes, sikrer vi os, at der er tid til at give ordentlig feedback på opgaverne. Desuden er nogle af opgaverne i mindre diskussionsgrupper. Her er eleverne afhængige af, at de andre deltager. Ellers er der ikke meget sjov ved at lægge et indlæg op.
Skulle der ekstraordinært være perioder med megen travlhed, så skriv til os. Vi vil meget gerne være fleksible i forhold til afleveringsfrister, hvis det er i samarbejde med jer forældre.

Supplement til 0. klasse

Leg og lær dansk

Hvis dit barn er meget usikker i mundtlig dansk, vil vi anbefale jer at bruge vores materiale “Leg og lær dansk”. Det er ikke danskundervisning, men aktiviteter I selv kan bruge, når I vil styrke det mundtlige dansk gennem leg.

Børn kan godt være lidt generte, når de pludselig selv skal tale dansk, hvis de til dagligt taler et andet sprog. De kan synes, det lyder mærkeligt, når de bliver bedt om at sige noget på dansk. Derfor anbefaler vi faktisk, at I i stedet synger, danser, leger og “fjoller” det danske ind.  

Gennem Leg og Lær dansk får I adgang til en lang række korte, danske film, rim og remser, sange og sanglege, ligesom der er adgang til onlinespil og printaktiviteter.

Målgruppen til Leg og lær dansk er børn mellem 4 og 6 år, og derfor vil nogle af materialerne helt afgjort være “under niveau”, men vi vil gerne tilbyde jer gratis adgang, fordi I har købt 0. klasse. Normalt koster Leg og lær dansk 995 kr. 

Hvis I ønsker adgang, så skriv til indskolingslærer Line Kragbøll, hvorfor I har behov for Leg og lær dansk. 

Ingen point/karakterer i 4.-6. klasse – fokus på feedbacken

I dansk skole må man først give karakterer i udskolingen, hvorfor eleverne på mellemtrinnet ikke får karakterer for deres opgaver. De får heller ikke point for opgaverne, men blot fuldført/ikke fuldført samt en personlig feedback fra en fast lærer. På baggrund af tidligere elev- og forældreevalueringer har vi erfaret, at eleverne fokuserer mindre på den personlige ugentlige feedback, hvis der også tildeles point for opgaverne. Det er netop i feedbacken, at det store udviklingspotentiale ligger, og vi kan se, at eleverne udvikler sig.

OBS! I enkelte selvrettende quiz- eller grammatikopgaver tildeler systemet automatisk nogle point, men i de større mundtlige eller skriftlige opgaver er ovenstående gældende.

Karakterer i 7.-9. klasse

Fra 7. klasse giver vi point, der svarer til den danske karakterskala. Den såkaldte 7-trins-skala, som ganske ulogisk går til 12.  

  • 12 gives for den fremragende præstation 
  • 10 gives for den fortrinlige præstation 
  • 7 gives for den gode præstation 
  • 4 gives for den jævne præstation 
  • 02 gives for den tilstrækkelige præstation 
  • 00 gives for den utilstrækkelige præstation 
  • -3 gives for den ringe præstation 

De fleste af jer forældre er nok mere bekendt med den “gamle” 13-skala, end den nye. Derfor kan I finde en vejledning til karaktererne her

Vær dog opmærksom på, at quizzer bliver bedømt med ét point for hvert rigtigt svar, og derfor kan disse godt give mere end 12. Modsat med grammatikopgaverne, som har et maks. på 10, hvor tallene svarer til den rigtighedsprocent, eleverne opnår på grammatip.com. Det vil sige, at 60% giver 6 point, 80% giver 8 point osv. 

9.-klasseprøven på Sommerskolen

Når man tager 9.-klasseprøven i dansk, skal man op i 4 forskellige discipliner:

  1. Den mundtlige prøve kræver, at eleven har læst og aktivt arbejdet med pensum på 80-100 normalsider samt arbejdet med 3 hovedværker (2 danske romaner samt en spillefilm) kontinuerligt gennem året.
  2. Skriftlig fremstilling, hvor eleven skal være i stand til at skrive og layoute i mange forskellige genrer (fx debatindlæg, klumme, essay, reportage, øjenvidneberetning, novelle, dagbog eller blogindlæg) i et varieret sprog med korrekt grammatik og tegnsætning
  3. Læseprøven, hvor eleven testes i at læse og forstå store mængder tekst både inden for fiktion og sagprosa
  4. Retskrivning, hvor eleven bliver prøvet i retstavning, grammatik og tegnsætning

9.-klasselæreren vurderer løbende jeres barns faglige niveau. Det skal I forældre følge med i ved at kigge på den feedback på opgaverne, der kommer på abc.danes.dk.

I marts måned skal vi til Undervisningsministeriet indstille de elever til prøve, som opfylder de formelle krav, og som, vi vurderer, kan få et tilfredsstillende resultat til sommer.

Der er flere ting, som spiller ind, når vi vurderer eleven. Det første er naturligvis, om eleven har fulgt undervisningen, overholdt deadlines og dermed er inde i hele pensum. Dette er vi over for ministeriet forpligtet til at kunne garantere. Såfremt alle opgaver ikke er afleveret, bliver man IKKE indstillet til prøve. Dernæst er der det faglige niveau, som naturligvis også har stor betydning for, om man indstilles. Da en 9.-klasseprøve ikke kan tages mere end én gang, fraråder vi, at man går op til prøve, hvis slutresultatet ikke kan give adgang til videre uddannelse i Danmark.

9.-klasseprøverne foregår på Den Danske Sommerskole i juli måned, og sommerskoleopholdet varer 17 dage. Det er et krav, at eleven er tilmeldt Sommerskolen senest 31. december via betaling i webshoppen. Det er således ikke tilstrækkeligt blot at tilmelde sig onlineundervisningen i 9. klasse.

Deltagerbeviser

Der skal afleveres mindst 80% af årets arbejde, hvis man skal have et deltagerbevis på kompetencegivende niveau. Afleveringer mellem 50 og 80% udløser deltagerbevis på orienterende niveau.

Kontakt lærerne

Det er altid muligt at kontakte os pr. mail eller telefon i løbet af hele skoleåret, hvis I har brug for et godt råd, oplever manglende motivation eller andet. Vi kan ikke udrette mirakler, men nogle gange kan det være helt små ting, som faktisk gør en kæmpestor forskel for jeres barn og lysten til lære dansk.

Vær også opmærksom på, at vi har læsevejledere, som kan guide jer, hvis jeres barn slås med skrive- eller læsevanskeligheder. Bare giv lyd! 

Skoledansk 0.-3. klasse

Skoledansk 4.-6. klasse

Skoledansk 7.-9. klasse

Undervisningschef

Skolesekretær

Teknisk support