Kursets indhold – Begynderdansk A1

Danes Sommerskole 2013

På Begynderdansk A1 lærer deltagerne det grundlæggende ordforråd inden for nære emner som f.eks. ’mig selv’, ’min familie’, ’min hverdag’ osv. Ligeledes lærer de basale sætningsstrukturer som f.eks. enkle spørgsmål og svar. De lærer også grundlæggende dansk udtale og elementær grammatik. Begynderdansk A1 kommer omkring alle aspekter af sproget: lytte/forstå, læse og skrive, tale og udtale. Opgaver om dansk kultur er et vigtigt element i undervisningen.

Periode 1

I løbet af de første 10 uger lærer deltagerne ord om familie, dyr, bolig, trafik og transport, hverdag og weekend. De lærer også tallene, alfabetet og ugedagene på dansk. De lærer desuden:

  • At hilse og introducere sig selv med informationer om fornavn, efternavn, alder, by, hjemland og sprog – og at stille andre mennesker spørgsmål om det samme
  • At fortælle om og spørge til familie, kæledyr og adresse
  • At fortælle om og spørge til skole og arbejde, trafik og transport, hverdag og weekend
  • Strategier til at gætte, forstå og huske nye ord samt strategier til at træne og lære dansk udtale
  • Dansk kultur, f.eks. kongefamilien, børnepasning og cykelkultur

Periode 2

I de næste 10 uger af kurset lærer deltagerne f.eks. ord for rum og møbler i boligen, årstider, vejr og klima, penge og priser, mad, måltider og drikkevarer, butikker og varer. De lærer også farver, måneder, datoer og årstal på dansk. Desuden lærer de:

  • At beskrive deres egen bolig og spørge til andres
  • At tale om årstider, vejr og klima i deres land samt spørge andre om det samme
  • At lave en aftale eller invitere nogen på dansk
  • At udtrykke, hvad de godt/ikke kan lide og bestille ting f.eks. på en café og spørge til prisen
  • Dansk kultur, f.eks. Lego, hygge og Tivoli

Periode 3

I de sidste 10 uger af kurset lærer deltagerne ord for fritid, krop og sundhed, arbejde og uddannelse, tøj og sko, fødselsdag og jul mm. Derudover lærer de

  • At fortælle om det kvarter, de bor i og spørge andre om det samme
  • At tale om og beskrive venner samt fortælle om og spørge til fritidsaktiviteter, arbejde og uddannelse
  • At bede om/tilbyde hjælp, at melde sig syg
  • At invitere og foreslå at lave noget sammen
  • Dansk kultur, f.eks. smørrebrød, Olsen-banden, det danske flag osv.

Hvor meget dansk kan man typisk, når man har fulgt Begynderdansk A1?

Når man har deltaget aktivt på A1-niveau og fuldført kurset, skal man normalt kunne følgende på dansk:

  • forstå og udtrykke sig på et helt elementært niveau og give enkle informationer om sig selv, sin familie og sit arbejde eller skole.
  • fungere nogenlunde i meget elementære hverdagssituationer som indkøb, restaurantbesøg m.m.
  • stille og besvare helt elementære spørgsmål i almindelige hverdagssituationer.
  • læse og skrive enkle sætninger om emner som familieforhold, bolig og fritid
  • præsentere sig selv og andre
  • læse en almindelig menu og udfylde almindelige formularer fx på en hjemmeside eller på et hotel