Sommerskolen blev til over en god middag

Sommerskolens historie

Det begyndte i juli 1981 med 31 elever. Siden er elevtallet steget år for år, så i alt 500 børn og unge i dag deltager i de knapt tre ugers undervisning i dansk sprog, kultur og historie. Sommerskolen er med andre ord en succes, der vokser år for år.

Det med middagen vender vi tilbage til lige om lidt. For historien om at oprette en sommerskole havde spøgt allerede i 1967 i et indlæg i medlemsbladet Danmarksposten. Uden at nogen gjorde noget ved det. Men ideen dukkede op igen i 1980 i et læserbrev i Berlingske Aftenavis, hvor Lilian Kjær Dede, som boede i Italien, efterlyste en sommerskole, hvor danske børn i udlandet kunne mødes og samtidig lære dansk.

Det indlæg så Henning Romme, som på det tidspunkt var skolebestyrer i Frederikssund. Og over en god middag og et glas rødvin sammen med Jais Jensen, der var overlærer i Helsinge, udarbejdede han en plan for sommerskoleforløbet. Den selvejende institution Den Danske Sommerskole blev stiftet den 15. januar 1981, og Dansk Samvirke (som Danes Worldwide jo hed dengang) fik plads i bestyrelsen.

Det, der virkelig betyder noget, er det netværk, de deltagende børn og unge bliver en del af, og de venskaber, de knytter med hinanden. Det understreges af, at over 60 procent blandt de ældste elever er gengangere.

Skole med vokseværk

To måneder senere kunne man melde alt udsolgt. 31 elever var tilmeldt de første tre ugers sommerundervisning på Bagsværd Kostskole. Og det blev hermed slået fast, at der var danske forældre i udlandet, som efterspurgte et sommerskoleophold i Danmark til deres børn.

”De ligger dybt i danske forældre i udlandet, ikke mindst hos den danske part i blandede ægteskaber, at de vil give deres børn i hvert fald noget kendskab til det land, hvor de selv har rod. En periodes undervisning i dansk sprog, historie, natur og samfundsliv – og allerhelst et besøg i Danmark, om så bare nogle få uger, kan være nok til at skabe en livslang interesse og sympati, som Danmark bør vurdere højt,” skrev generalsekretær Niels Alsted i Danmarksposten nr. 2 fra marts 1981.

Allerede året efter – i 1982 – udvidede man antallet af pladser til 42, og gennem sin over 35-årige historie er Sommerskolen vokset støt og roligt og ligger nu på ca. 500 tilmeldte børn og unge. Fordelt på tre efterskoler på Fyn og i Jylland.

Faglighed og samvær

Hvad er det så, Sommerskolen kan? Hvad er det, de mange børn og unge får ud af deres sommerskoleophold i Danmark? Der er ingen tvivl om, at fagligheden prioriteres højt i dag, og det kan mærkes på det faglige niveau.

Men selv om fagligheden er i højsædet, er der også stort fokus på samværet. For det, der virkelig betyder noget, er det netværk, de deltagende børn og unge bliver en del af, og de venskaber, de knytter med hinanden. Det understreges af, at over 60 procent blandt de ældste elever er gengangere.

I danske skoler – inkl. Sommerskolen – inddrages eleverne i langt højere grad i gruppearbejde, ligesom lærerne forventer, at eleverne giver deres mening til kende og kan løse opgaver sammen med andre.

Og der er ingen tvivl om, at både eleverne og deres forældre er meget begejstrede for Sommerskolen. Som en far til to sommerskolebørn, bosiddende i Spanien, skrev til os:

”Kontrasten er stor til den pædagogiske tilgang i det spanske skolesystem, og jeg er glad for, at de holder øjnene åbne for, at verden er mere mangfoldig end som så. Og mine unger elskede det internationale miljø på Sommerskolen. Jeg tror, det gav dem en forståelse for, at det ikke bare er dem, som er aparte, men at de deler skæbne med mange andre børn og unge.”

Sig din mening

For mange forældre er det vigtigt, at børnene via Sommerskolen møder den danske holdning til børn og deres udvikling og læring, hvor lærerne møder eleverne i øjenhøjde og er lydhøre over for deres holdninger. Og kontrasten til de pædagogiske principper i andre landes skolesystemer ER ofte ret stor.

I danske skoler – inkl. Sommerskolen – inddrages eleverne i langt højere grad i gruppearbejde, ligesom lærerne forventer, at eleverne giver deres mening til kende og kan løse opgaver sammen med andre. Hvilket ind imellem kan vise sig at være svært.

Vi har flere gange oplevet, at eleverne ikke har erfaring med par- eller gruppearbejde, der skal løses på egen hånd. Eleverne kan desuden være svære at engagere i en diskussion, og man skal som lærer have nogle provokerende holdninger i baghånden for at få eleverne til at give udtryk for egne synspunkter i plenum. Nogle gange undskylder de ligefrem, hvis de har en selvstændig mening – hvilket helt klart er med til at udvikle og modne børnene.

Siden 2014 har det også været muligt for de 13-15-årige at melde sig til et særligt konfirmationsforløb, hvor de ”går til præst” på Sommerskolen og afslutter med at blive konfirmeret i den lokale kirke.

Sommerskolen udvikler sig

Så selv om hovedvægten stadig ligger på samvær og undervisning i dansk sprog, kultur og historie, har Sommerskolen også udviklet sig siden begyndelsen i 1981. Fx kan elever, som har deltaget i Danes Worldwide Online Danskundervisning, gå til 9.klasse-prøven i dansk på lige fod med andre danske skoleelever.

Ud over sproget kan prøven også indgå i vurderingen af, hvor stor tilknytningen til Danmark er for de børn, som er født og opvokset uden for Danmark, og som evt. søger om at bevare deres danske statsborgerskab, når de fylder 22 år.

Siden 2014 har det også været muligt for de 13-15-årige at melde sig til et særligt konfirmationsforløb, hvor de ”går til præst” på Sommerskolen og afslutter med at blive konfirmeret i den lokale kirke.

Og i 2018 kom så forløbet ”Tilbage til Danmark”, som primært henvender sig til de ældste elever, der har planer om at vende tilbage til Danmark for at gå på efterskole, i gymnasiet eller på en videregående uddannelse.

Senest har vi oprettet Familie-Sommerskolen for børn i alderen 6 til 13 år – sammen med forældre eller bedsteforældre. Opholdet er kortere, men tilbyder ligeledes danskundervisning, hygge og aktiviteter for hele familien.

Evaluering

I sin evaluering af det første sommerskoleforløb skrev Sommerskolens første leder, Henning Romme: ”Vi nåede meget på de tre uger. Vi nåede især en mængde positivt samvær, viden om andre lande, om andre livsforhold. Viden om at være dansk uden nødvendigvis at være dansk statsborger. Vi oplevede godt kammeratskab og et stort behov for at fortsætte sommerskolen.”

Og disse betragtninger holder stadig den dag i dag.

Hvis du har spørgsmål til Den Danske Sommerskole, er du velkommen til at kontakte os