Den Danske Sommerskole når nye højder

Der er fokus på dansk sprog, kultur og samvær, når mere end 500 elever fra over 50 lande mødes på Danes Worldwides årlige sommerskole. Den Danske Sommerskole er med årene blevet en stor succes for danske børn og unge, der bor i udlandet.
Det gælder i allerhøjeste grad også for spansk-danske.

Børn og unge fra alle verdensdele samles hvert år på sommerskole på fire forskellige efterskoler på Fyn og i Jylland. Det er blevet mere populært end nogensinde, og Danes Worldwide ser tydeligt, hvordan forældre i udlandet ønsker, at deres børn skal lære dansk og få indblik i dansk kultur og historie.

Af Henrik Andersen, henrik@norrbom.com

“Det ligger dybt i danske forældre i udlandet, at de vil give deres børn et kendskab til det land, hvor de selv har rod. Et ophold med undervisning i dansk sprog og kultur samt et væld af sjove aktiviteter, kan være nok til at skabe en livslang interesse for Danmark og være med til at give eleverne venner for livet” mener Jan Ladefoged Mikkelsen, som er leder af Den Danske Sommerskole.

Får en masse med hjem

Han er taknemmelig for den store interesse. De mange børn, unge og familier, som hver sommer tager turen til Danmark, kommer med en glæde, som fylder både ledere, undervisere og det øvrige personale på Sommerskolen med positiv energi.

“Vores primære fokus er selvsagt rettet mod undervisningen i dansk, sprog og kultur. Men eleverne får meget mere med sig hjem. De har en aktiv hverdag med sjove og spændende aktiviteter, får masser af oplevelser og skaber mange nye venskaber,” forsikrer Jan Ladefoged Mikkelsen.

Uanset hvor de bor, finder de sammen om det, de deler, nemlig at være Third Culture Kids.

Hvert år bliver han imponeret over hvor hurtigt eleverne finder sammen, falder til og morer sig. “De elever, som kender hinanden fra tidligere år, falder hinanden om halsen i en stor gensynsglæde, og vores ansatte gør meget ud af at tilrettelægge, at nye elever hurtigt bliver inkluderet i fællesskabet,” fortæller lederen af Den Danske Sommerskole.

Skolen har elever, der er opvokset i mange forskellige dele af verden, blandt andet i Afrika, USA og Australien, og som på Sommerskolen samles om danske værdier. Uanset hvor de bor, finder de sammen om det, de deler, nemlig at være Third Culture Kids. Det at vokse op i en anden kultur end den, deres forældre har rod i. På Sommerskolen finder de andre børn med akkurat samme baggrund. “Det giver mening for dem, og er en af grundene til, at de kommer tilbage til Sommerskolen år efter år. De finder i de andre elever noget identitet og sammenhold, som de måske har manglet,” mener Jan Ladefoged Mikkelsen.

Det ligger dybt i danske forældre i udlandet, at de vil give deres børn et kendskab til det land, hvor de selv har rod.

Sommerskolen løber i år af stablen fra den 8. til 24. juli. Alle danske børn i udlandet mellem 8 og 17 år er velkomne. Man behøver ikke være medlem af Danes Worldwide, for at ens barn kan deltage, men medlemmer får rabat, så prisen kommer ned på DKK 22.500 som inkluderer ophold, forplejning, undervisning, ekskursioner og aktiviteter. Tilmeldingen til Sommerskolen 2026 er åben.

Sommerskolens linjer

Den Danske Sommerskole har forskellige linjer, anført af et traditionelt undervisningsprogram på 75 timer i dansk sprog og kultur. I kølvandet på det stigende antal elever har Sommerskolen udvidet sine tilbud. Således kan elever, som løbende har deltaget i Danes Worldwide online danskundervisning, gå til 9. klasses afgangseksamen, under deres ophold på Sommerskolen. Tilsvarende kan de unge i alderen 13-15 år melde sig til et særligt konfirmationsforløb, hvor de “går til præst” på Sommerskolen og afslutter med at blive konfirmeret i den lokale kirke.

Der er også et tilbud til unge mellem 15 og 18 år, som gerne vil flytte til Danmark for at studere eller arbejde. Linjen hedder “Tilbage til Danmark” og giver eleverne en introduktion til livet som ung i Danmark, herunder at bo og studere her. Eleverne kommer på en del ekskursioner til uddannelsessteder, foreninger og store offentlige institutioner.

Familie-sommerskolen julefest 2022_05

Verdens bedste sommer i Danmark

Dansk sprog og kultur, sjove og kreative aktiviteter – og stedet, hvor livslange venskaber begynder.

Tag med på vores sommerskole for børn og unge mellem 8-17 år eller familie-sommerskole for forældre og bedsteforældre med børn mellem 6-13 år.

Læs om de forskellige linjer

Familie-Sommerskolen

Sommerskolen har også lanceret et program for børn i alderen 6 til 13 år, som kan deltage i 9 dages sommerskole sammen med deres forældre eller bedsteforældre. Udover danskundervisning, og mange sjove aktiviteter for hele familien, er der også plads til hygge og ekskursioner. Når børnene er til danskundervisning, er der tilbud til de voksne med foredrag og virksomhedsbesøg. Et skønt højskolelignende ophold i sommerdanmark.

Historie med fremtid i

Det hele begyndte i juli 1981 med 31 elever. Siden da er elevtallet vokset hvert år, og i dag deltager mere end 500 børn og unge i de knapt tre ugers undervisning i dansk sprog og kultur.
Idéen havde været oppe at vende flere gange, men det var først i 1980, at den blev sat i gang. En dansk mor, der boede i Italien, skrev et læserbrev i et dansk dagblad, hvor hun efterlyste en sommerskole, hvor hendes danske barn kunne mødes med andre danske unge og samtidig lære dansk. Læserbrevet blev læst af en skolebestyrer og en overlærer, som i fællesskab udarbejdede en plan for et sommerskoleforløb. Planen faldt i god jord hos Danes Worldwide, som dengang hed Dansk Samvirke, og kun to måneder senere blev der meldt udsolgt.

Lidt om Danes Worldwide

Danes Worldwide er en privat non-profit forening, som har til formål at være bindeled mellem Danmark og danskere ude i verden.

Foreningen arbejder for at gøre det lettere at være dansker i udlandet. Danes Worldwide er udlandsdanskernes talerør over for politikere og andre beslutningstagere, og man arbejder for at sikre, at udlandsdanskere får så mange rettigheder som muligt i forhold til danske medborgere bosat i Danmark.

Mærkesagerne er at sikre danskeres ret til statsborgerskab, familiesammenføring, stemmeret, økonomiske og sociale ydelser og pension.

Danes Worldwide rådgiver danskere om juridiske forhold både før, under og efter opholdet i udlandet. Der skabes netværk, og man fører danskere i udlandet sammen og hjælper hjemvendte danskere med at få et godt fodfæste i det danske samfund.

Danes Worldwide tilbyder bl.a sommerskole og online-undervisning fra begynderniveau til skoledansk, der giver børn med danske rødder mulighed for at lære dansk og holde dansk sprog og kultur ved lige.

Danes Worldwide er en medlemsbaseret organisation, som rækker ud til mere end 250.000 udlandsdanskere over hele verden og tilbyder medlemskab til både privatpersoner og virksomheder.