Deltidsjob til dansklæreren, der vil gå online!

Vi søger en kollega til vores sprudlende lærerværelse hos Danes Worldwide. Fra hjertet af København tilbyder vi onlineundervisning på folkeskoleniveau til mere end 500 danske børn og unge, der er bosiddende i hele verden.

Vores lærerteam består af fem lærere, en skolesekretær, en it-udvikler og fire studenter­medhjælpere.

Vi søger dig, der har lyst til at arbejde med vores elever i 9. klasse.

Som vores nye kollega

  • er du udskolingslærer i dansk med erfaring i at føre til 9.-klasseprøven
  • har du lyst til at arbejde med danskundervisning på en helt anderledes måde
  • behøver du ikke have erfaring med onlineundervisning, for undervisningen er udviklet
  • får du mulighed for at arbejde med ambitiøse elever og støtte dem i deres faglige udvikling
  • kan du arbejde selvstændigt med god sparring fra os andre.

Dit arbejde vil bestå af

  • individuel skriftlig feedback til eleverne i 9. klasse
  • kontakt til forældre
  • vejledning i forbindelse med prøveform B
  • 3-4 gange liveundervisning om året, der ligger på lørdage.

Derudover indebærer stillingen 17 dages sommerskoleophold på Fyn, hvor du sammen med en kollega skal føre eleverne til 9.-klasseprøven i dansk. Der er altså vigtigt, at du er til rådig­hed i juli måned, hvor sommerskolen afholdes. Prøverne er udviklet af Undervisnings­mini­steriet, som også sender en beskikket censor.

Vi tilbyder:

  • en travl hverdag på en sjov arbejdsplads med god energi
  • et spændende lærerjob, hvor størstedelen af dit arbejde udføres på vores undervis­ningsportal
  • 15 timers arbejde, du kan tilrettelægge, som du vil inden for kontorets åbningstider.

Sådan søger du jobbet

Send din ansøgning, CV, eksamensbeviser og anden relevant dokumentation til job@danes.dk. Mærk din ansøgning ”Udskolingslærer”.

Ansøgningsfrist: 9. august2020. Samtaler vil finde sted i uge 33-34.
Tiltrædelse: Senest den 1. oktober 2020
Arbejdstid: 15 timer pr. uge. I maj og juni må du forvente flere timer
Arbejdssted: Købmagergade 67, 2. sal (ved Kultorvet)
Hjemmeside: www.danes.dk

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte lærerværelset på 3360 1430. Vi vil være tilgængelige over sommeren.

Hvem er vi?

Danes Worldwide er interesse- og medlemsorganisation for de ca. 250.000 danskere, der bor i udlandet. Vi rådgiver om juridiske og praktiske forhold samt underviser børn og unge (online) over hele verden i dansk sprog og kultur. Vi er aktivt repræsenteret i 57 lande fordelt på alle fem kontinenter. Og vores sekretariat holder til på Kultorvet i København.

Foreningen Danes Worldwide blev stiftet tilbage i 1919, så vi har netop haft 100-års jubilæum. Vi har det over­ordnede formål at gøre det så let som muligt for danskere at bo og arbejde i udlandet – og vende hjem igen. Vi tilbyder konkret rådgivning, netværk og undervisning, og giver danske beslutnings­tagere og medier viden om forholdene for de mange danskere, der bor i udlandet i længere eller kortere tid. Læs evt. mere på vores hjemmeside.