Danes Worldwide har ca. 100 repræsentanter fordelt rundt omkring over hele verden. Repræsentanterne er medlemmer, som gerne vil gøre en forskel for andre udlandsdanskere i deres lokalområde og står til rådighed for Danes Worldwides medlemmer med råd og vejledning om stort og småt.
Her tegner vi nogle små portrætter af fem af repræsentanterne:
Marie Louise Iversen (35)
Marketingansvarlig i virksomheden M&O Partners. Har boet i Rio de Janeiro, Brasilien, siden 2012. Repræsentant siden 2016. ”Som repræsentant forsøger jeg at være et link til Danmark. Jeg står til rådighed for medlemmer, som har behov for rådgivning. Det kan være svært at følge 100% med i, hvad der foregår i Danmark, når man ikke bor der, men Danes Worldwide er altid opdateret på regler og omstændigheder, som vedrører udlandsdanskere.
Det er vigtigt for mig, at fortælle andre udlandsdanskere, at der findes en organisation, som repræsentereros i Danmark. Jeg forsøger at oplyse om Danes Worldwides mærkesager – heriblandtregler for familiesammenføring. Danes Worldwide har godt informationsmateriale og magasinet DANES giver en rigtig god forståelse for, hvad Danes Worldwide arbejder for.
Jeg har taget kontakt til andre danskere i Rio via “Den Danske Klub i Rio”. Det er en aktiv gruppe af danskere, som mødes bl.a. i forbindelse med danske traditionelle begivenheder. Vi har netop afholdt den årlige julefrokost med dansk julemad, dans og sang om juletræet. Det er en rigtig hyggelig dag, og særligt børnene elsker det. Den heldige vinder af mandelgaven får altid lidt godt fra Danes Worldwides merchandise udvalg.”

Kim Beer von Oldenborg (63)
Har boet i North Carolina i ca. 25– bortset fra 3½ år i Sierra Leone. Er amerikansk gift og har en søn på 24 og en datter på 26. Arbejder med og i udviklingslande – hovedsagelig med distribution af medicin. Repræsentant siden 2017.
”Jeg overtog repræsentanthvervet for nogle få år siden. Jeg sørger for at byde nye medlemmer velkommen og ellers være til rådighed og behjælpelig, når de henvender sig. Det sker dog ikke så tit, da størstedelen af Danes Worldwides medlemmer her i området har deres medlemskab via den danske virksomhed, de arbejder for. De kender derfor hinanden og har deres egen sub-community.
Derudover har jeg ad anden vej kontakt til andre danskere her i området, hvis spørgsmål jeg gør, hvad jeg kan for at besvare, ligesom jeg også formidler kontakt til Danes Worldwide ang. eksperthjælp. Men antallet af danskere er generelt ikke så stort i North Carolina.”

Majbrit Lyngby Christiansen (52)
Har boet i Hamilton, New Zealand, siden 1994. Repræsentant siden 2018. Er gift med en newzealænder og har en datter på 18 og en stedsøn på 26.
”Repræsentant jobbet overtog jeg i marts i år efter en veninde herude, som skulle tilbage til Danmark i en længere periode. Mit område dækker den nordlige del af Nordøen fra Taupo og op. Indtil videre har jeg haft et par telefonopringninger fra danskere, der er herude på ferie, som har spurgt om råd om forskellige praktiske ting – bl.a. om internationalt kørekort.
Jeg bor selv i Hamilton som ligger i the Waikato, halvanden times kørsel syd for vores største by i New Zealand, Auckland. Vi har en dansk forening både i Hamilton og i Auckland og en dansk kirke – The Danish Lutheran Church of New Zealand – hvor jeg sidder i kirkerådet og er kasserer.
Da mit repræsentantskab geografisk dækker over et område større end Danmark gælder det for mig om at være så synlig som mulig så folk kan kontakte mig hvis de skulle få brug for hjælp eller råd. Derfor har jeg været med til begge julesgudstjenester afholdt i sidste weekend i Hamilton og Auckland og bruger lejligheden til at dele ud af mine DANES- magasiner, samt andet materiale jeg har modtaget, og gøre folk opmærksom på, at Danes Worldwide eksisterer, og hvilke fordele der er ved at være medlem.”

Charlotte Holmager (36)
Bor i Bahrain med sin mand og deres to børn på fem og tre år – og et tredje på vej til marts. Er ved at færdiggøre sin uddannelse inden for Human Ressources online og arbejder desuden som facilitator for shipping- og logistikfirmaet GAC. Har tidligere boet i Dubai. Repræsentant siden 2018.
”Jeg kender stort set alle danskere i Bahrain – mest af alt på grund af min mandsarbejde som også er for GAC, men nok også fordi jeg er administrator på Dansker i Bahrain- facebooksiden. Jeg spørg altid lidt til, om folk ønsker at flytte til Bahrain, eller hvilket grundlag de ansøger om at komme ind i facebookgruppen. På den måde giver det mig også en vinkel på, hvem folk er, og om de har spørgsmål angående Bahrain, som jeg evt. kan være behjælpelig med at svare på.
Jeg synes, det er vigtigt, at man er med til at gøre en forskel, at man som repræsentant er åben og udadvendt over for dem, man tilbyder en hjælpende hånd. Mange danskere har imidlertid boet her i 10, 15 og 20 år hvis ikke mere, så de fleste er medlemmer af Danes Worldwide, da de har haft børn på online danskundervisningen. Men ud over det så spørger jeg de nye, om de vil være medlemmer. Mange har dog allerede været i kontakt med Danes Worldwide, inden de flytter ud, så mange er allerede medlemmer, når de kommer hertil. Men jeg husker at poste på vores facebookgruppe angående de forskellige nyheder, som Danes Worldwide poster, for at holde folk opdateret.”

Emil Bredahl (33)
Har boet i Seoul, Sydkorea, de sidste 14 år. Er gift med sydkoreanske Yumin og har en lille datter, lina, på et år. Arbejder som konsulent med danske virksomheder og har for 6 måneder siden udgivet en bog om Danmark sammen med sin kone. Repræsentant siden 2018.
”Grunden til at jeg valgte at blive repræsentant var, at jeg beundrer det arbejde, Danes Worldwide har gang i. Det er nogle vigtige sager foreningen kæmper for, og det ville jeg gerne være en del af og på samme tid få en mulighed for at hjælpe danskere bosiddende her i Seoul. Som en god repræsentant er det vigtigt, at maner åben og nem at komme i kontakt med, at man også har sat sig ind i de ting, man skal vide, og at man heller ikke holder sig tilbage fra at kontakte danskere her i landet.
Jeg møder altid nogle nye danskere gennem nogle, som kender nogle, og gennem de bekendtskaber møder jeg nye mennesker hele tiden og får dem fortalt om, hvem Danes Worldwide, og hvad vi laver.”

Har vi repræsentanter i dit område? Det kan du tjekke her. Har du spørgsmål eller ideer til vores repræsentant-korps? Så hører vi gerne fra dig.