Da vi forlod Danmark, havde vi ikke bare pakket vores hjem ned. Vi havde også besluttet os for at tage vores tre børn med ud i verden.
Verden som klasseværelse
Vi har nu været på vores jordomrejse i lang tid og bevæget os gennem lande og kulturer, som på mange måder ligger meget langt fra den hverdag, vores børn kendte i Danmark. De har oplevet ting, man ikke kan læse sig til i en skolebog: mødt mennesker, der lever helt anderledes end os, lært nye ord, smagt mad, de aldrig havde set før, og oplevet både natur, storbyer og hverdagsliv på den anden side af kloden.
Men midt i alt det fremmede har det været vigtigt for os at holde fast i noget helt dansk.
Et lille stykke Danmark – uanset hvor vi er
Derfor har Elliot og Leo gået i skole online under hele rejsen med Danes Worldwide.
Det har vist sig at være langt mere end bare et spørgsmål om at holde deres danskkundskaber ved lige. Undervisningen har været en fast del af vores hverdag – et lille stykke Danmark, som vi har kunnet tage med os, uanset om vi har befundet os i en lejlighed i Armenien, i en autocamper, eller på den anden side af jorden.
Når undervisning og oplevelser spiller sammen
Og det har faktisk været ret fantastisk at opleve, hvordan de to ting kan spille sammen.
Når børnene lærer om Danmark hjemmefra, sidder de måske senere samme dag et helt andet sted i verden og oplever noget, der på en eller anden måde sætter undervisningen i perspektiv. Omvendt giver alt det, de oplever på rejsen, også noget at tage med tilbage til undervisningen.
Skole på rejsens præmisser
Det fungerer selvfølgelig ikke helt som en almindelig skoledag. Vi har ikke altid et skrivebord, ro omkring os eller de samme rutiner fra uge til uge. Nogle gange foregår skoledagen i vores autocamper. Andre gange skal vi lige finde et sted, hvor internetforbindelsen er god nok. Vi har måttet lære at få skole, rejse, oplevelser og familieliv til at hænge sammen.
Men netop derfor har det været vigtigt, at undervisningen har været fleksibel og til at håndtere.
Lærerne gør undervisningen nærværende
Og så betyder lærerne mere, end man måske lige forestiller sig, når undervisningen foregår gennem en skærm.
Vi har været så utroligt glade for den positive energi, der altid kommer fra underviserne. Både den konstruktive feedback, begejstringen og de opmuntrende ord til Elliot og Leo. For børnene bliver det ikke bare “skole på en computer”, men en kontakt til mennesker og en undervisning, som føles virkelig – også selv om læreren, og de andre elever, sidder mange tusinde kilometer væk.

Online Skoledansk 0.-9. klasse
Giv dit barn mulighed for at komme tilbage til skolesystemet i Danmark på alderssvarende niveau. Samtidig får dit barn undervisning i dansk kultur og hverdagsliv gennem de forskellige opgaver og videoer. Vi laver nye film hvert eneste år, så emnerne altid er aktuelle.
Vi er støttet af Børne- og Undervisningsministeriet og har erfarne dansklærere, som udvikler undervisningen.
Dansk handler også om tilhørsforhold
For os handler det derfor heller ikke kun om, at drengene skal kunne stave korrekt eller følge med fagligt, når vi en dag vender hjem. Det handler også om tilhørsforhold. Når man rejser så længe, bliver børnene hele tiden præsenteret for nye måder at leve på. Det er noget af det smukkeste ved rejsen. Men vi har samtidig været bevidste om, at de også skal have mulighed for at holde fast i deres eget udgangspunkt.
Dansk er deres sprog. Danmark er deres hjem. Og selv om de lige nu oplever verden på en måde, som de færreste børn får mulighed for, skal de også kunne finde tilbage til det, de kommer fra.
Det er måske det mest overraskende ved at rejse så langt væk hjemmefra: Man bliver ikke nødvendigvis mindre knyttet til sit hjem. Man opdager måske snarere, hvad det egentlig betyder.
Et fast holdepunkt i en foranderlig hverdag
For Elliot og Leo har den danske online skole med Danes Worldwide derfor været en lille, men vigtig del af vores store rejse.
Et fast holdepunkt i en hverdag, hvor næsten alt andet hele tiden forandrer sig.

