Er du og din familie klar til at tage på eventyr, enten ude i den store verden eller tilbage i hjemlige rammer? Vi har samlet en liste over syv inspirerende bøger i forskellige genrer og til forskellige aldersgrupper. De er velegnet til børnefamilien, uanset om I drømmer om at udforske nye kulturer eller finde jer til rette efter en udlandsophold.
Har du anbefalinger til anden oplagt litteratur for den globale børnefamilie, hører vi meget gerne fra dig på danes@danes.dk. Venligst skriv “boganbefaling” i emnefeltet.
Rejsen til New York – dengang og nu
Billedbog for børn i alderen 4-10 år. “Rejsen til New York – dengang og nu” er den første danske billedbog for børn om dansk udvandring i mange år. Den fortæller om to piger, der bor i det samme hus i Danmark med over 120 års mellemrum. Begge skal rejse til New York. Nora, i 2024, glæder sig til at rejse med sin mor på ferie til den spændende amerikanske storby. Anna, omkring år 1900, skal udvandre til Amerika med sin familie og skal sige farvel til sine bedsteforældre, sit hus, venner m.v. (Anna finder dog heldigvis ud af, hvordan hun kan skrive/tegne breve for at holde kontakt med sine bedsteforældre, og da bogen slutter, ved vi, at de kommer til at se hinanden igen).
Blød landing
Denne letlæste og underholdende bog giver et billede af, hvad udstationerede familier kan forvente, blive udfordret på, og hvad der skal til for at trives i livet ude.
Bogen bygger på viden om familieliv, kulturmøder, samt erfaringer fra egne udstationeringer – men ikke mindst på en lang række interviews med både voksne og børn, der har prøvet kræfter med livet i forskellige lande. Den giver dermed en grundig og levende beskrivelse af situationen for børn, teenagere, den medfølgende og den udsendte.
Få 25 % rabat som medlem her.
Online danskundervisning på flere niveauer
Danes Worldwide tilbyder online danskundervisning til børn, unge og voksne på flere niveauer. Du kan følge undervisningen, når det passer ind i din hverdag, og du får altid personlig feedback på dine opgaver.
Vi starter løbende nye hold over året, så du kan starte, når det passer dig.
Helt væk
Historien om en almindelig familie fra Amager, der tager hverdagslivet op til revision. Hvad handler tilværelsen egentlig om? Familien realiserer drømmen, som mange har, men få tør føre ud i livet. De køber en båd og sejler ud i verden. De vil være væk så længe som muligt. Det bliver til næsten tre år på de store verdenshave. En tur, der tager familien halvvejs rundt om jorden.
Fra Amager til Australien. En tur med masser af modstand. Et moderne eventyr med de vildeste oplevelser og det stærkeste sammenhold. Men også om nedture, ulykker og fyring. Og om hvor sindssygt svært det var at komme hjem til hverdagen i Danmark igen.
Kom godt hjem
“Kom godt hjem” er en håndbog til inspiration for både familier på vej hjem efter en udstationering og familier, der allerede er kommet hjem. Bogen belyser overvejelser, praktiske problemer og konsekvenser, når familien skal etablere sig på ny. For nogle forløber hjemflytningen og reintegrationen gnidningsfrit, for andre er det en kompliceret affære, som kan have store personlige og familiemæssige effekter og konsekvenser. “Kom godt hjem” bygger på viden og erfaringer fra en lang række familier, der er vendt hjem efter en udstationering. Desuden bidrager professorer i blandt andet udstationeret ledelse, pædagogik og uddannelse, psykologer, psykoterapeuter, karriererådgivere og andre fagfolk, som har forsket i de problemstillinger, bogen tager op.
Go!
For børn fra 6-13 år, der skal udstationeres med deres familie. En udstationering er både et spændende nyt kapitel og en stor omvæltning for hele familien. Udstationeringen vil ofte påvirke børn på en anden måde end voksne, fordi børnene er midt i deres udvikling. Det kan derfor være overvældende at blive hevet ud af sine vante rammer for at tilpasse sig en ny kultur og siden finde fodfæste tilbage i Danmark. Det har stor betydning for børns trivsel i denne proces, at de oplever sammenhæng i tilværelsen og kan forstå og håndtere de udfordringer, de møder. “Go! Min ultimative guidebog før, under og efter vores ophold i udlandet” er en guidebog og scrapbog til børn, der udstationeres med deres familier. Bogen hjælper barnet til at skabe mening og sammenhæng af deres oplevelser både før, under og efter udstationeringen. Barnet guides til at samle minder, holde kontakter og bearbejde svære tanker og følelser. Bogen er fyldt med citater og gode råd fra børn, der selv har været udstationeret, hvor de deler tanker og erfaringer om opvæksten i udlandet og hjemkomsten til Danmark.
Få 10 % rabat som medlem her.
Third Culture Kids – Growing Up Among Worlds
In this 3rd edition of the ground-breaking, global classic, Ruth E. Van Reken and Michael V. Pollock, son of the late original co-author, David C. Pollock have significantly updated what is widely recognized as The TCK Bible. Emphasis is on the modern TCK and addressing the impact of technology, cultural complexity, diversity & inclusion and transitions. Includes new advice for parents and others for how to support TCKs as they navigate work, relationships, social settings and their own personal development.
Danskerne findes i mange modeller
Portrætter af 15 unge med bindestregsidentitet. Hvornår er man dansk (nok)? Hvad vil det overhovedet sige at være dansk? Og kan man være dansk, selvom man også er noget andet? Gennem 15 interviews med unge med bindestregsidentitet viser bogen, hvordan man sagtens kan være dansker og ‘noget andet’ på en og samme tid. Du kan blandt andre møde Sophie, der er del af det danske mindretal i Tyskland, Natascha, der fra sin mor har chilenske rødder, Mohammed, der talte arabisk hjemme og dansk i børnehaven, og Ali, der sammen med sin hustru vælger det bedste til fra både den danske og somaliske kultur.