BaneGaarden – et dansk bud på bæredygtig kultur

Tekst: Theresa Nguyen
Fotos: Rasmus Ursin Knudsen / BaneGaarden

Langs baneterrænet fra Københavns Hovedbanegård ud ad Vesterbro mod Sydhavn står ni udtjente trælader, som DSB tidligere brugte til at tørre og opbevare træ til jernbanesveller. De historiske lader fra 1909 stod tomme i cirka 70 år, men danner i dag rammerne om den danske hovedstads seneste kulturområde – BaneGaarden.

Efter en forsigtig åbning midt i coronaepidemien sidste sommer byder stedet nu på madoplevelser, kultur, skolebesøg og produkter, som alt sammen tager udgangspunkt i bæredygtighed. Ambitionen er også på sigt at skabe et internationalt videndelingsmiljø for grønt iværksætteri.

På kort tid har BaneGaarden udviklet sig til at være en vigtig driver på det store godsbaneterræn langs jernbanerne, der nu er i gang med at blive transformeret fra et 365.000 kvadratmeter stort og lukket DSB-område til en helt ny bydel – ved navn Jernbanebyen – præget af bæredygtighed midt i København.

30 års erfaring med bæredygtighed

Firkløveret bag visionen om at skabe ”det næste kapitel inden for bæredygtighed” består af Janne Axelsen, arkitekt og tidligere International Relations Manager i Lundbeckfonden, Thomas Nordahl, hen- des mand og ejer af ejendomsselskabet Sandbjerg Gruppen samt Søren Ejlersen og Thomas Harttung, der er duoen bag virksomheden Aarstiderne, som siden 1999 har specialiseret sig i at distribuere økologiske måltidskasser direkte til døren.

De fire havde kun kendt hinanden i et års tid, da de i efteråret 2018 skrev under på en lejeaftale med DSB og indgik i et samarbejde om at restaurere træladerne med henblik på at skabe et ”fælleskabsfremmende miljø” med fokus på grønne initiativer og bæredygtig inspiration til de besøgende. Idet de alle fire har arbejdet for og med bæredygtighed de sidste 30 år, fandt de hurtigt ud af, at deres syn på verden og fremtiden var slående ens.

”Vi har alle en grad af sindssyge. Det skal man jo have, når man kaster sig ud i et projekt som BaneGaarden,” siger Janne Axelsen og griner til en nikkende Søren Ejlersen.

Vi sidder i restaurant Lade 609s udendørsareal. Personalet vimser ind og ud for at lægge sidste hånd på det opdækkede langbord, der står klar til personalemaden, inden aftenens to testmiddage bliver skudt i gang. Side om side sidder de to partnere og fortæller om deres egne grønne madvaner, der mestendels er plantebaseret og ellers består af ”lidt, men godt” kød. Der er ikke meget, de to er uenige om, og Søren Ejlersen husker tydeligt deres allerførste møde.

”Jeg så ryggen af Janne første gang på hendes kontor i det hus, som min kone og jeg endte med at købe af Janne og Thomas – og det er der, vi bor i dag. Jeg endte med at lære dem rigtig godt at kende, fordi jeg jo syntes, at huset var skruet knaldgodt sammen, og der var masser af detaljer, som jeg lige skulle finde ud af.”

Janne Axelsen tilføjer med et smil: ”Men faktisk mødte vi hinanden for første gang, da jeg – for at det ikke skal være løgn – interviewede Søren til mit speciale om Aarstiderne på RUC i 1999 eller 2000. Men det kan han nok ikke huske.”

Parallelt parløb

Selvom de to partnere ikke deler erindring om deres allerførste møde, har de lige siden dengang arbejdet med bæredygtighed i hvert deres felt. Parallelt med at Aarstiderne blev startet op af Thomas Harttung og Søren Ejlersen i slutningen af 90’erne, begyndte Janne Axelsen og Thomas Nordahl at renovere gamle vinduer og ejendomme.

I 2017, efter huskøbet og mens Søren Ejlersen og Thomas Harttung stadig var i dialog med DSB omkring overtagelsen af træladerne, mødtes de alle fire. Her hørte Janne Axelsen og Thomas Nordahl om projekt BaneGaarden og ”det ekstreme renoveringsarbejde med træladerne”, der alle havde store huller i taget og andre beskadigelser efter syv årtiers forfald.

”Jeg er sådan en, der forelsker mig, når jeg ser noget, hvor jeg intuitivt kan mærke, at det her er der noget i. Så jeg blev ved med at snakke med DSB i et par år, og da jeg så introducerede Thomas Harttung for Janne og Thomas, var der ret god kemi og sådan en making sense, og så blev det en realitet, at vi fire gik sammen,” fortæller medstifteren af Aarstiderne, der i regnskabsåret 2019 havde en omsætning på 661 millioner kroner.

Søren Ejlersen forklarer videre, at den lange proces med at bejle til DSB og sidenhen at søge støtte fra Realdania, der i alt har bevilliget 14 millioner kroner til projektet, ikke er usædvanlig.

”Som iværksætter er jeg vant til, at sådan noget tager syv år. Det er ikke nogen hemmelighed, at der er noget med tallet syv. Jeg kan vise dig en slags forretningsplan, som jeg faktisk skrev for syv år siden, men som iværksætter er man meget vant til at vente på noget timing. Klik, siger det så, og så ved man, at nu er den manglende brik der.”

For Janne Axelsen og hendes mand blev betænkningstiden angående deres deltagelse ikke lang, selvom de på daværende tidspunkt var i færd med at købe hus på Mallorca og i en periode faktisk pendlede til København derfra.

”Lidt ligesom Søren siger, er der det med timing, og så er der den følelse, vi har omkring at være iværksætter, at når du kan mærke, at dét her, det kan jeg ikke lade være med, så må man sgu finde vejen dertil. Og det var sådan vi havde det med BaneGaarden – fordi det er et fantastisk projekt.”

Internationale ambitioner

Det helt unikke ved BaneGaarden bunder i, at bæredygtighed gennemsyrer alle elementer af projektet. For mens spisestederne serverer plantebaseret mad, skal arrangementer og omgivelserne inspirere og videregive viden til gæsterne, så de tager hjem og foretager adfærdsændringer, der kan bidrage til en mere bæredygtig hverdag. Sidst, men ikke mindst, bliver træladerne ligeledes renoveret på bæredygtig vis.

”For os er bæredygtighed ikke kun mad, men også byggematerialer og måden at materialer, du har, i stedet for at producere nyt. Og det er jo også det, vi har gjort herinde på BaneGaarden. Hvorfor ikke bruge eksisterende materialer, som allerede har givet CO2-aftryk i verden, og bruge dem ordentligt og finde ud af at optimere anvendelsen af dem. Hvordan kan man være grøn på en holistisk måde? Det er sådan, vi tænker,” siger Janne Axelsen og fremhæver, at projektet i sidste ende skal give sorte tal på bundlinjen.

”Vi har lejet arealet og laderne af DSB på nogle ret fornuftige vilkår, fordi vi sætter i stand. DSB har siden hen bundet sig op på at dække brandsikring, og så har vi partnere hånden ret meget på kogepladen, så vi hæfter også for mange penge. Derfor er det vigtigt for os, at det her ikke kun er et filantropisk projekt, men at det også er et projekt, der skal udvise økonomisk bæredygtighed. Vi vil gerne lave noget med så høj en barre, at det bliver et internationalt projekt, der kan inspirere og give lyst til, at man faktisk kan søsætte steder som BaneGaarden andre steder i verden. Vi kommer ikke til vejs ende med klimadiskussionen, hvis det alt sammen foregår i mikrostørrelse. Vi skal ud og nå en vis skala, ikk’.”

Selvom udbredelse af BaneGaarden er et vigtigt element i projektet, skal det ske på den rigtige måde, pointerer de entreprenante partnere og understreger, at de ”kun er glade, hvis nogen kopierer tilgangen”. Men ofte hersker der en misforstået indfaldsvinkel til bæredygtige koncepter, der vokser sig store, forklarer Søren Ejlersen.

”Hermès’ formand – altså dem med tasker – skrev til mig og ville ind og se BaneGaarden, fordi han havde hørt om det. Vi kommer til at råbe ud som en grøn megafon både til Vesterbro, til København, til Danmark og til verden. Tag nu de der hundrede Niels Brock-elever, der var her i morges, som arbejder med oplevelsesøkonomi og er interesserede i, hvordan vi kan tiltrække en masse amerikanere og kinesere, der skal ind og spise på BaneGaarden, på Gemyse (vegetarisk restaurant, red.) i Tivoli og på Noma – det håber jeg sandelig ikke, der er nogen, der kommer her for,” siger han med eftertryk.

”For det er jo ikke bæredygtigt. Jeg vil gerne have, der kommer nogen, som er virkelig interesserede i, hvordan de kan gå hjem og kopiere det, vi laver her derhjem­me, så vi kan kickstarte dem til at gøre en forskel. Og det er jo dét, folk nogle gange misforstår – skal vi ikke lave bæredygtig turisme? Kæden hopper fuldstændig af…”

For de to iværksættere handler BaneGaarden om mere end grøn mad og bæredygtigt byggeri. Konceptet handler i høj grad om ”social sammenhængskraft og om at være et eksempel, som andre vil kopiere, efterligne, tage godbidder af ude i verden. For der er rigtig meget på planeten Jorden, som er holdt i live på grund af lobbyisme og mærkelige skaleringsmekanismer,” mener Søren Ejlersen.

“Spis elefanten i bidder”

Projektets heldige start, der udover DSB’s velvillighed og Realdanias støtte omfatter en ordning, hvor 50 skolebørn hver dag kommer forbi til en biodiversitetsrejse, blev dog hurtigt mødt af udfordringer fra Københavns Kommune.

”Jeg var med til det første møde, som Janne og jeg holdt med kommunen, og jeg var simpelthen ved at springe over skrivebordet, fordi de brugte 55 minutter ud af 60 på at fortælle os, at vi ikke får lov til noget som helst. De sidste fem minutter kunne vi så lige nå at snakke om dispensation,” erindrer Søren Ejlersen klukkende sammen med sin partner, hvis læringskurve indenfor brand har været en stejl affære, fordi træladerne pludselig – eller naturligvis – skulle brandsikres, da anvendelsen af dem skiftede til at involvere køkkener og forsamlinger af mennesker.

I renoveringsarbejdet fungerer Janne Axelsen som primus motor og projektleder i kommunikationen mellem BaneGaarden og Københavns Kommune. Bygningsreglementet er i udgangspunktet en stopklods for flere af projektets mål og ambitioner. Lige nu forsøger hun at skaffe tilladelse til etablering af kontorer på nogle af de øverste etager i træladerne, som blot er én ud af mange udfordringer.

”Ifølge lokalplanen og Planloven kan kommunen ikke give dispensation for kontorer herude, og så har jeg prøvet at udfordre dem på, hvad et kontor er. Et kontor er ifølge kommunen et sted, hvor du bruger computer. Så har jeg sagt ’prøv at hør’, det her er en computer i dag,” siger hun og vifter med sin mobiltelefon.

”Og det er bare sådan en helt lavpraktisk ting, og det arbejder vi jo så på. Alle interessenter skal jo være glade og kunne se sig selv i det her projekt – og det kan Københavns Kommune faktisk. De har også været en smaddergod samarbejdspartner i det. Vi har bare alle skullet lære hinanden og de forskellige dagsordner at kende.”

Forhindringerne til trods er de erfarne projektmagere optimistiske og stærke i troen på, at brikkerne nok skal falde på plads. De har før mødt modgang og påpeger, at en dygtig iværksætter skal besidde et særligt sæt egenskaber.

”Man kan sige, at lige med det her projekt handler det om, at hvis du ikke vil knække sammen på det, så skal du være virkelig god til at spise elefanten i bidder. Og det tror jeg, at man generelt skal kunne som iværksætter, fordi man skal kunne se sig igennem faser og sige: ’Okay, hvad tager vi her, hvad kan vi her, hvordan gør vi’, så man ikke tror, man kan det hele på én gang. Det kan vi da også se med BaneGaarden, for selvom vi alle fire er erfarne og drevne iværksættere på hver vores måde, så er der ting, der har ændret sig undervejs, fra da vi startede til nu, både med anvendelse af tingene, funktioner for laderne, udtryk, rækkefølge, alt muligt,” fortæller Janne Axelsen.

Ifølge Søren Ejlersen, der oprindeligt er uddannet kok, kræver vejen mod succesfuldt iværksætteri en kombination af evner og mod.

”Du skal have en masse mod. Du skal kunne gå foran, og så er det en fordel at stå med en klar idé, et produkt, som lyser op, frem for at gå i andres fodspor. Så skal du også være i stand til at omringe dig med de rigtige mennesker, hvor mange har svært ved at alliere sig med nogen, der er dygtigere end dem selv. For hvis du tror, du kan det hele selv som iværksætter, så går det galt,” siger han.

”Når du lærer at komme ind til kernen af et håndværk, kan du oversætte det til alle mulige andre discipliner, og det var det, der gjorde mig til iværksætter. Typisk er iværksætteri jo det, som du siger, Janne, noget med at kaste sig ud i noget, du ikke kan lade være med – noget verden har brug for, som du bliver i et med. Og som regel er det helt irrationelt, især hvis du kaster dig ud i noget, som så kan noget andet end gennemsnittet.”

Ikke for pænt og poleret

Stort set alt, hvad Søren Ejlersen har startet op i sit liv, er indledningsvist blevet mødt af protester fra mennesker omkring ham. Det har dog aldrig stoppet den 54-årige far til fire. Heller ikke, da det gjaldt BaneGaarden og den tilhørende handlingsplan, der har ændret form mange gange, siden den første tanke blev nedfældet.

”Ligesom med Aarstiderne så sagde alle – lige fra bankforbindelser til venner og bekendte og selv min far, der er gammel bankmand: ’Hvad er det, I laver, det er jo helt vanvittigt det der’, og så beviser den der skøre, skæve og smukke idé, at den faktisk ender med at blive en rigtig god forretning. Den bliver stærk, og den bliver en arbejdsplads for rigtig mange mennesker, og den bliver til en kæmpe inspiration for andre derude.”

Janne Axelsen har ikke oplevet samme grad af protester, men for hende har det vigtigste altid været at vælge projekter, som kan gøre en forskel og samtidig bevare sjælen i bygningerne – ikke mindst hvad angår BaneGaardens gamle trælader.

”Kunsten og balancen er delikat i forhold til at sætte i stand, så vi både kan opfylde nutidens behov, men ikke gøre tingene for pæne og for polerede. Der er ligesom et point of no return, hvis vi kommer til at kippe over, så kan vi ikke gen-hente det tabte. Og det gør vi os enormt umage med, og derfor har vi faktisk også arbejdet med mange lidt mindre håndværkere og entreprenører, så vi kan følge processerne tæt. For det der med brand og Miljø og Teknikforvaltning, ja, det er svært, men det er, hvad det er. Det andet handler i virkeligheden om, at vi kan risikere at ødelægge det, vi gerne ville med det herude, hvis ikke vi gør os umage,” siger den 56-årige mor til tre, der sammen med sin mand i november 2020 – ved siden af projekt BaneGaarden – overtog, renoverede og nu driver Danmarks næstældste boghandel, Creutz Boghandel, på Ærø, hvor parret bor.

Adspurgt om, hvorvidt BaneGaarden på et tidspunkt bliver solgt til højest bydende, er de to partnere helt enige: ”Det her er en rejse, der aldrig slutter.”

Artikel oprindeligt bragt juli 2021 i Danes Worldwides trykte medlemsmagasin DANES.