Kære Ane Halsboe-Jørgensen
Jeg skriver til dig i anledning af den sidste uges debat om kontanthjælp og den nyindførte arbejdspligt, som ikke blot rammer adopterede danskere, men også danske børn født i udlandet og danske statsborgere, der har opholdt sig i udlandet i mere end 12 sammenhængende måneder.
Indledningsvis vil jeg gerne udtrykke min glæde over, at ministeren har tilkendegivet, at adopterede danskere skal undtages de nye kontanthjælpsregler for arbejdspligt. Med dette brev opfordrer Danes Worldwide til, at ministeren også genovervejer, om ikke de to andre grupper af danske statsborgere skal undtages på linje med de adopterede danskere.
Ingen af disse grupper er jo indvandrere, men danske statsborgere, der enten sagesløst er blevet født i udlandet under f.eks. forældrenes udstationering for en dansk virksomhed eller den danske stat, eller måske har dygtiggjort sig under studier eller har tjent danske eksportinteresser og dermed bidraget til samfundet.
Det var ikke denne persongruppe, som lovforslaget havde til hensigt at omfatte.
Danes Worldwide foreslår derfor konkret følgende:
- At danske børn født i udlandet sidestilles med de adopterede danskere. Når adopterede kan undtages, kan de danske børn født i udlandet også undtages.
- At der findes en løsning for de danske statsborgere, der har været udrejst af Danmark i mere end 12 sammenhængende måneder, så de ikke bliver omfattet af arbejdspligten.
Jeg ser frem til at høre fra dig, og stiller mig naturligvis til rådighed for yderligere drøftelser.
Med venlige hilsener
Michael Bach Petersen
Generalsekretær

Omstridt lovgivning rammer også anden gruppe – men de får ikke hjælp
“En udlandsdansker er ikke indvandrer, en udlandsdansker er dansk statsborger. Det her rammer jo helt skævt. Hensigten med loven er at få indvandrere ud af kontanthjælpssystemet, men den skal jo ikke ramme sagesløse danskere, blot fordi de har boet i udlandet.”
Sådan udtaler generalsekretær Michael Bach Petersen sig om sagen. Lovgivningen om arbejdspligt rammer skævt, når udlandsdanskere og danske børn født i udlandet også omfattes!