Debatindlæg i Politiken af Jens-Otto Horslund og Michael Bach Petersen, hhv. bestyrelsesformand og generalsekretær i Danes Worldwide.
Danmarks tredjestørste by ligger uden for landets grænser. Omkring 250.000 danskere bor, arbejder og studerer rundt om i verden. De repræsenterer danske virksomheder, skaber netværk, bringer viden hjem og styrker Danmarks position internationalt. Alt sammen noget Danmark mere end nogensinde har brug for i en ny geopolitisk virkelighed.
Alligevel bliver de sjældent tænkt ind, når nye love og administrative løsninger udformes. Først når regler om statsborgerskab, uddannelse, pension eller digitale løsninger rammer skævt, opdager man konsekvenserne.
Derfor har vi et enkelt ønske til Folketinget efter at det tidligere på ugen trådte sammen: Gør det til en fast del af lovarbejdet at undersøge konsekvenserne for danske statsborgere i udlandet.
Det samme problem går igen
For nylig samlede Danes Worldwide politikere, eksperter og omkring 300 deltagere fysisk og online til De Globale Danskeres Parlament på Christiansborg. Her blev der fremlagt eksempler fra vidt forskellige dele af lovgivningen.
Danskere, der har boet mere end to år i udlandet, mister som udgangspunkt deres stemmeret til Folketinget. Unge oplever problemer med at bevare eller dokumentere deres danske statsborgerskab. Internationale uddannelser, karakterer og meritter passer ikke altid ind i det danske uddannelsessystem. Pensionister kan have optjent de samme rettigheder, men få forskellige udbetalinger, afhængigt af hvor de bosætter sig. Og myndigheder og kommuner kan stille forskellige krav til den dokumentation, borgerne skal fremskaffe, hvilket i sig selv er problematisk rent forvaltningsmæssigt.
Hver sag har sin egen forklaring. Hver regel sit eget ministerium. Men mønstret er det samme: Danske statsborgere i udlandet er usynlige i lovgivningsprocessen. De bør tænkes ind fra starten.
Det handler ikke om at lempe udlændingepolitikken. Det handler om mennesker, der allerede er danske, og om at sikre, at Folketinget kender konsekvenserne for dem, når nye regler bliver vedtaget.
Laura skulle dokumentere sin oldefars fødsel
Laura Zakarias’ sag viser, hvordan det kan se ud i praksis. Hun blev født i Köln af en dansk far og en ungarsk mor, men flyttede til København som seks måneder gammel og er vokset op i Danmark.
Da Laura søgte om at bevare sit danske statsborgerskab, fik hun efter 11 måneders sagsbehandling 30 dage til blandt andet at fremskaffe sin oldefars fødselsattest fra 1907 på kirkekontoret i Vrå og sine bedsteforældres vielsesattest. Myndighederne kunne på det foreliggende grundlag ikke fastslå, om hun havde fået dansk statsborgerskab ved fødslen.
Fra sit studie i Skotland måtte Laura altså foretage en nærmest arkæologisk udgravning i sin egen slægt for at dokumentere et statsborgerskab, som hun var vokset op med. Sagen bliver behandlet i Udlændinge- og Integrationsministeriet, selv om hun ikke søgte om at komme til Danmark eller om at blive dansk.
Det afgørende her er ikke den juridiske teknik i 22-årsreglen. Lauras sag viser konsekvensen af et system, hvor danske statsborgere i udlandet først bliver opdaget, når de er kommet i klemme.
På De Globale Danskeres Parlament gav Lauras sag anledning til stor undren blandt de deltagende folketingspolitikerne. Flere pegede på, at et sådant forløb ikke burde forekomme i et retssamfund som det danske.
Et fast spørgsmål i lovarbejdet
Det kan ændres, hvis centraladministrationen gør hensynet til udlandsdanskere til en fast del af forberedelsen af ny lovgivning. Når et lovforslag bliver gennemgået, bør der stilles et enkelt spørgsmål: Hvilke konsekvenser har forslaget for danske statsborgere, der bor, arbejder eller studerer i udlandet?
Det er ikke et spørgsmål om særlige rettigheder til udlandsdanskere. Det er et spørgsmål om, at Folketinget kender konsekvenserne af sin egen lovgivning for alle danske statsborgere.
I nogle tilfælde vil det føre til ændringer i et lovforslag. I andre vil det være tilstrækkeligt med klare og ensartede retningslinjer til myndigheder og kommuner. Og nogle gange vil konklusionen være, at reglerne skal gælde præcis som
foreslået. Forskellen er, at beslutningen så er truffet med alle danske statsborgere, uanset bopæl, for øje.
Det kræver hverken en ny myndighed eller en omfattende reform. Det kræver blot, at Folketinget stiller det samme spørgsmål, som allerede stilles om økonomiske, administrative og klimamæssige konsekvenser: Hvad betyder dette lovforslag for danske statsborgere i udlandet?
Hvis ikke konsekvenserne undersøges på forhånd, vil problemerne fortsat først blive opdaget, når borgere som Laura rammes.
Danskere i udlandet er ikke udlændinge. De er danske statsborgere. Derfor bør det være en selvfølge, at ny lovgivning vurderes ud fra konsekvenserne for alle danskere, uanset hvor i verden de bor.
