Det er svært for udlandsdanskere at vende hjem

Artiklen er udgivet 20. juli 2025 i Kristeligt Dagblad søndag, e-avis.

Flere og flere danskere lever det globale liv. Det anslås, at antallet af danskere bosat i udlandet har været støt stigende de seneste 50 år, og man ved med sikkerhed, at tallet er steget med 50.000 fra 1990’erne til i dag. I dag bor, hvad der svarer til Danmarks tredjestørste by, 250.000 danskere, i udlandet. Det viser tal fra organisationen Danes Worldwide, der har til formål at agere bindeled mellem Danmark og danskere ude i verden.

Ofte er det karrieremuligheder, der får danskerne til at rejse ud, og kærligheden, der får dem til at blive ude i verden. Langt de fleste vender imidlertid hjem igen. Men det er sjældent så let, som man skulle tro.

Mange udlandsdanskere bliver ligefrem mødt med skepsis, når de atter er retur i deres hjemland. Det gælder både på et personligt plan, hvor det kan være svært at knytte nye relationer efter et udlandsophold, men også på arbejdsmarkedet, hvor mange har svært ved at få job trods af internationale kompetencer. Det fortæller Michael Bach Petersen, som er generalsekretær i Danes Worldwide.

“I en tid, hvor vi taler meget om behovet for kvalificeret arbejdskraft, er det jo ret besynderligt,” siger han.

Så hvorfor er det så svært for danskere at vende hjem?

Det lange seje træk

Ifølge Michael Bach Petersen oplever mange udlandsdanskere en mur af love og regler, der både gør det svært at forblive dansk statsborger og at vende tilbage til Danmark.

”Vi har masser af love og regler, som med fordel kan ændres. Det gælder alt fra statsborgerskabsregler, når man er dansk barn født i udlandet, over muligheden for at få en udenlandsk ægtefælle med til Danmark og til karaktervurderelser til det danske system, hvis børnene for eksempel har taget en international gymnasieuddannelse,” siger han.

”Men så er der også det generelle syn på udlandsdanskere og alle fordommene om dem. Der er brug for et helt anderledes syn på danskere i udlandet og den værdi, de bringer Danmark, og vi bør gøre det langt nemmere og mere attraktivt for dem at tage ud og kunne vende hjem til Danmark igen. Det er det lange, seje træk.”

For ordet ”udlandsdansker” kan stadig skabe associationer til enten skattefly eller -gæld.

Fordommene kan Jakob Holm nikke genkendende til. Siden 2011 har han boet i udlandet, først i USA, hvor han var lektor i skandinavisk litteratur og kultur ved The University of Texas, og i dag i England, hvor han arbejder som pressetalschef ved den danske ambassade i London. Han udtaler sig her som privatperson.

”Jeg oplever stadig, at mange ser på udlandsdanskere som nogle, der har forladt stammen. Nogle, som har vendt ryggen til hyggen og rejst væk fra verdens bedste land,” siger Jakob Holm, der også holder foredrag om udlandsdanskerne.

Omvendt har han i udlandet oplevet at blive en del af stammen på ganske kort tid. Da han i forbindelse med sin flytning fra USA til England skulle lukke sin amerikanske bankkonto, blev han af bankmanden spurgt, hvor længe han havde boet i Texas.

”Fem år,” svarede Jakob Holm.
”Then you’re Texan,” lød svaret prompte fra bankmanden.

Jakob Holm siger:
”Hvis man som franskmand i Danmark ville lukke sin bankkonto efter at have været i landet i fem år, så ville bankmanden aldrig sige: ’Jamen, så er du jo dansker’. Det lover jeg dig.”

At det er ildeset at vende ryggen til Danmark er ikke noget nyt. Også da danskere fra midten af 1800-tallet tog chancen og emigrerede til mulighedernes land, USA, i håbet om et bedre liv, var der skepsis at spore blandt den resterende befolkning. Det fortæller seniorforsker ved Frederiksborg Nationalhistorisk Museum Tina Langholm Larsen, der blandt andet har forsket i de danske udvandrere.

Nye idéer

Især så man ned på dem, der rejste væk af enten religiøse eller politiske årsager.

”De religiøse udvandrere, som var mormoner og baptister, syntes man var forfærde, mens socialisterne, anført af Louis Pio og Paul Geleff, blev anset som dagdrømmere. Og særligt fra den politiske højrefløj havde man en idé om, at de var landsforrædere. I stedet for at tage ansvar for det land, de var født og opvokset i, svigtede de fædrelandet og stak af,” siger Tina Langholm Larsen.

I slutningen af 1800-tallet var det især unge, der ikke længere så en lys fremtid i Danmark, som tog rejsen over Atlanten.

”De var ikke udsat for helt de samme fordomme som de foregående grupper. I stedet var man på en eller anden måde mere trist over at opleve den her store ungdomsflugt fra især landområderne. Det var sørgfuldt, at de ikke havde lyst til at blive i Danmark.”

Selvom man ikke kan sætte lighedstegn mellem datidens og nutidens udvandrere, så deler de alligevel et særligt træk, der kan være vanskeligt for andre danskere at sluge, mener Tina Langholm Larsen.

”De deler en vis opportunisme, som måske kan komme i modstrid med det danske ideal om fællesskab og lighed,” siger hun.

Men der er grund til at tro på forandring, når det gælder synet på udlandsdanskere. På grundlovsdag udtalte Lars Løkke Rasmussen (M), at der vil komme et udspil, som skal udgøre ”danmarkshistoriens første egentlige politik for danskere i udlandet”, og der blev nedsat et udvalg, som skal undersøge muligheden for at udvide udlandsdanskeres stemmeret, der lige nu bortfalder efter to år.

Også Jakob Holm tror på en forandring i takt med, at der kommer flere ikke-danskere på det danske arbejdsmarked, og man får øjnene op for det, udlandsdanskerne kan vende hjem og bidrage med ude fra verden:

”For det er jo faktisk sådan, at det ikke kun er i Danmark, man kan få gode idéer. Det kan man i hele verden.”