v/ Astrid Gufler, uddannelsespolitisk chef, Djøf, Michael Bach Petersen, generalsekretær, Danes Worldwide og Palle Steen Jensen, direktør, EDU.
Internationale kompetencer er vigtige for en lille åben økonomi som den danske, og danske unge med international erfaring er afgørende for dansk erhvervsliv. Det skal derfor være nemt for danske unge at studere i udlandet og vende hjem til Danmark og fortsætte i det danske uddannelsessystem. Det er det ikke. Alt for mange danske unge mangler oplysning om mulighederne og tilskyndelse til at bruge dem. Det gør det svært at komme afsted, og ofte endnu sværere at vende hjem.
Denne problematik sætter vi fokus på med konferencen Værdien af international uddannelse for Danmark, som vi afholder på Christiansborg den 13. januar 2026. Målet er, at langt flere danske studerende opnår international studieerfaring til gavn for både den enkelte, men også for Danmark.
Men tallene er ikke gode. De seneste 10 år er antallet af danske studerende med international erfaring ikke steget, og nye tal fra tænketanken DEA viser, at ca. 15 % af de danske dimittender på videregående uddannelser i 2023 havde studeret et eller flere semestre i udlandet. Det er på trods af, at EU i 2024 har sat et mål på 23 % for “learning mobility” samt at der er en stigende efterspørgsel fra dansk erhvervsliv på arbejdskraft, der kan arbejde og begå sig i en international kontekst. I Norden har flere lande konkrete strategier for at øge antallet af studerende, der tager til udlandet – med mål på op til 50%. I Danmark blev der i forbindelse med Globaliseringsforliget i 00’erne lavet en række tiltag (bl.a. indførelse af Udlandsstipendiet) og senere kom der også øget fokus på internationalisering. Men vi har endnu ikke lavet en national strategi eller sat specifikke mål for den udgående mobilitet.
Der er flere faktorer, der tilsammen kan forklare problemerne, der spænder lige fra det gymnasiale niveau til de studerende som færdiguddannede bliver young professionals.
De unge har gjort deres del. Nu er det på tide, at Danmark gør sin.
Tilpas uddannelsessystemet til den globaliserede verden
Når danske unge vælger en international gymnasial uddannelse som IB eller EB, skulle man tro, at man i Danmark ville kvittere med anerkendelse. I stedet oplever mange en unfair konvertering af karakterer, der ikke honorerer det høje faglige niveau og gør det vanskeligere at forudsige, om man kan optages på en dansk videregående uddannelse.
Problemet forstærkes af rigide fagkrav, der ikke tager højde for, at faglighed kan se forskellig ud uden at være dårligere. Eksempelvis anerkendes faget ”Global Politics” på IB ikke som pendant til samfundsfag i Danmark, alene fordi det ikke har ”dansk” kontekst. Det siger en del om det danske systems rigiditet, når et globalt orienteret fag ikke vurderes som relevant i en globaliseret verden.
Billedet gentager sig til dels på de videregående uddannelser. På trods af gode akademiske resultater er det langt fra sikkert, at danske studerende i udlandet efter endt bachelor kan
vende hjem til Danmark og fortsætte deres studier, fordi de udenlandske kvalifikationer ikke altid anerkendes. Resultatet? Mange vælger at blive i udlandet, hvor universiteter og arbejdsgivere står klar til at tage imod dem.
SU-systemet: En motor der hoster, når man krydser grænsen
SU er en unik dansk styrkeposition, og for mange er det SU, der gør et studieophold i udlandet muligt. Men SU-systemet behandler ikke alle studerende ens.
Studerende i Danmark råder over 58 klip, svarende til knap fem års fuldtidsstudier. I udlandet uden for Norden? Kun 48. Altså et år mindre end den tid, der ofte kræves for at tage en bachelor og en kandidat.
For unge danskere betyder det et år uden forsørgelse. For Danmark betyder det færre, der tør tage afsted.
Problemerne stopper ikke her. Danske unge i USA får kun tre års SU til en fireårig bacheloruddannelse, uanset at mange amerikanske uddannelser fagligt ligger på et højt niveau fra dag ét. Det betyder, at vi reelt fravælger nogle af verdens mest prestigefyldte uddannelser for danske unge, medmindre de er økonomisk privilegerede.
Hertil kommer en frustrerende sagsbehandlingstid hos SU på op mod fem måneder og en kommunikation, der efterlader mange unge i vildrede om helt basale krav til dokumentation, bopæl, skatteforhold og sundhedsforsikring.
Vi sender unge ud i verden – men gør det unødigt svært for dem at vende hjem igen.
Når de unge vender hjem, venter et nyt problem: Ingen vil tale med dem
Efter endt uddannelse i udlandet skulle man tro, at danske unge blev mødt med åbne arme på det danske arbejdsmarked. I stedet oplever alt for mange, at mange danske virksomheder er skeptiske over for deres baggrund og profil.
De danske studerende i udlandet fortæller, hvordan rekrutteringsbureauer i London, Berlin eller Amsterdam står klar, mens det eneste brev fra Danmark kommer fra SU, der vil sikre sig, at de stadig er indskrevet.
Vi har i årevis lagt massiv politisk energi i at tiltrække udenlandsk arbejdskraft og det er klogt. Men samtidig lader vi danske unge med international erfaring passere forbi uden så meget som et opkald. De kunne bidrage med netværk, sprog, tværkulturelle kompetencer og erfaringer fra nogle af verdens bedste universiteter.
Det er kort sagt talentspild – og dårlig brug af SU, for den sags skyld.
Problemet er ikke de unge. Problemet er systemet.
Samlet står Danmark tilbage med et optagelsessystem, der bøvler med at anerkende internationale uddannelser, og SU-regler, der reelt forskelsbehandler danske unge i udlandet.
Vejledningen om mulighederne er så fragmenteret, at mange unge mister modet og opgiver. Når Udlandsstipendieordningen i dag kun anvendes af under en tredjedel af, hvordan den blev brugt for 10 år siden, er det et problem. Og hvis arbejdsmarkedet ikke formår at se værdien i danske unge med international erfaring, er det et problem. Hertil kommer, at der – i modsætning til i Norge – ikke findes en samlet, offentlig instans, der kan rådgive og støtte dem. Vi sender unge ud i verden, men vi hjælper dem ikke på vej, og vi gør det unødigt vanskeligt for dem at vende hjem igen.
Danmark kan gøre det bedre uden at opfinde noget nyt
Løsningerne er ikke komplicerede.
Danmark bør sikre en fair og forudsigelig konvertering af internationale gymnasiekarakterer samt en fleksibel anerkendelse af fag fra internationale uddannelser.
På SU-området kræver det en udvidelse af udlandsstipendiet, så det også omfatter bachelorstuderende, samt en ligestilling af SU-klip for danske studerende uanset om de læser i eller uden for Danmark.
Dertil kommer behovet for en samlet guide om skat, bopælsregler og sundhedssikring for studerende, hurtigere sagsbehandling hos SU, en database over danske studerende i udlandet, som virksomheder kan rekruttere fra, og vigtigst af alt, en central rådgivningsenhed, der ligesom i Norge kan give unge reel hjælp.
De danske uddannelser skal samtidig – i modsætning til i dag – have et incitament til aktivt at hjælpe deres studerende ud på studieophold.
Uden disse politiske tiltag vil vores syn på udveksling ikke afspejle det niveau, Danmark burde ligge på, hvis man efterstræber et globalt udsyn.
Hvad vil vi egentlig med vores unge?
Hvis Danmark som lille nation vil have global rækkevidde, må vi begynde at behandle unge globale danskere som en styrke, ikke et administrativt irritationsmoment.
Det kræver, at vi indretter uddannelsessystemet efter den virkelighed, de lever i: En verden, hvor talent flytter sig hurtigt, hvor kompetencer ikke stopper ved landegrænser, og hvor vi ikke længere kan regne med, at de unge vender hjem, hvis vi ikke vil have dem.
De unge har gjort deres del. De har kæmpet sig ind på topuniversiteter, taget chancer, investeret tid og penge i at blive dygtige, også for Danmarks skyld.
Nu er det på tide, at Danmark gør sin del.
