Høringssvar vedrørende udkast til forslag til lov om ændring af udlændingeloven, integrationsloven og lov om dansk indfødsret

Danes Worldwide har skrevet et høringssvar til Udlændinge- og Integrationsministeriet vedrørende udkast til forslag til lov om ændring af udlændingeloven, integrationsloven og lov om dansk indfødsret

En person med en pen underskriver et Høringssvar-dokument på et udklipsholder ved et bord, hvor naturligt lys falder ind gennem et vindue i nærheden.

(Indførelse af krav om og betaling af gebyr for ansøgning om opholdstilladelse som udstationeret, nedlæggelse af Det Nationale Integrationsråd og forlængelse af erklæringsadgangen for tidligere danske statsborgere, m.v.) (sagsnr. 2025-9246) 

Danes Worldwide takker for muligheden for at afgive høringssvar vedrørende forslaget om forlængelse af erklæringsadgangen for tidligere danske statsborgere, der har fortabt deres statsborgerskab efter den tidligere indfødsretslovs § 7. Danes Worldwide ser meget positivt på forslaget om at forlænge adgangen med yderligere fem år og værdsætter, at ønsket om en forlængelse er blevet imødekommet.

Danes Worldwide er enig i ministeriets vurdering af, at der fortsat jævnligt konstateres fortabelse af dansk statsborgerskab i sager, der vedrører erhvervelse af fremmed statsborgerskab før den 1. september 2015. Det er derfor afgørende, at erklæringsadgangen ikke ophører, mens der fortsat findes en gruppe, som endnu ikke er blevet opmærksom på muligheden for generhvervelse. Adgangen udgør en relativ enkel sagsbehandling og genopretter en retsstilling, der er bortfaldet som følge af tidligere regler, som i dag er ophævet.

Som det fremgår af lovudkastet, konstateres fortabelse af dansk statsborgerskab efter den tidligere § 7 ofte længe efter, at fortabelsen faktisk er indtrådt, og uden at den berørte har haft kendskab hertil. Mange tidligere danske statsborgere har derfor i årevis – i nogle tilfælde årtier – levet i den tro, at de fortsat var danske statsborgere, og har først sent fået kendskab til deres retsstilling.

De fremlagte tal for anvendelsen af erklæringsadgangen viser tydeligt, at muligheden for generhvervelse af det danske statsborgerskab dækker et reelt og vedvarende behov. Det forhold, at erklæringerne fordeler sig over en bred vifte af lande, understreger endvidere, at der er tale om en globalt spredt gruppe, som ikke nødvendigvis nås effektivt gennem almindelig information fra danske myndigheder. Det er her også værd at bemærke, at ansøgerne især kommer fra Nordamerika og vores tætteste nabolande, som Tyskland, Sverige og Norge.

Ideelt så Danes Worldwide dog gerne, at tidsfristen for erklæringsadgangen helt ophæves. Da fortabelse fortsat konstateres mange år efter, vil en permanent erklæringsadgang sikre størst mulig retssikkerhed og ligebehandling. En tidsubegrænset ordning afspejler desuden, at der er tale om generhvervelse af et tidligere dansk statsborgerskab – ikke tildeling af statsborgerskab til personer uden forudgående tilknytning til Danmark.

Afslutningsvis finder Danes Worldwide anledning til at påpege de meget lange sagsbehandlingstider på 18–20 måneder ved ansøgninger om generhvervelse af dansk statsborgerskab. Disse må anses for uforholdsmæssigt lange, særligt når der er tale om generhvervelse af et tidligere dansk statsborgerskab.

Danes Worldwide opfordrer derfor til, at der sideløbende med en forlængelse, og helst en ophævelse, af tidsfristen iværksættes tiltag, der kan nedbringe sagsbehandlingstiderne og sikre en mere effektiv og adækvat administration.

danes worldwide, mærkesager

Vores mærkesager

Danes Worldwide arbejder for at sikre de globale danskeres stemme på alle de politikområder, som påvirker danske statsborgere. Med debatindlæg og kommentarer i de store dagblade søger vi at skabe debat om de problemstillinger, som påvirker globale danskere.

Det kæmper vi for