At vende tilbage til Danmark efter en periode i udlandet kan være en spændende, men også udfordrende oplevelse – især når det gælder jobsøgning. Mange Danes Worldwide-medlemmer giver udtryk for, at international erfaring ikke altid bliver værdsat som håbet eller forventet. For at illustrere disse udfordringer og præsentere konkrete strategier til succes, har vi interviewet karriereekspert Steen Kræmer Rasmussen, som bl.a. står bag de anerkendte bøger Scor jobbet til samtalen og Hit med jobbet.
Her i artiklen deler Steen Kræmer Rasmussen indsigter, der er et miks af personlige erfaringer, generelle observationer og resultaterne af utallige samtaler med jobsøgende. Hans tilgang til feltet udspringer af en grundlæggende nysgerrighed efter at forstå, hvad der præcist gør en kandidat succesfuld i ansøgningsprocessen.
Det viser sig, at det ikke nødvendigvis er dem med flest kvalifikationer, der bliver kaldt til samtale – men snarere dem, der tør mene noget i deres ansøgning. At brænde igennem på skrift er nemlig den første store øvelse i jobsøgningsprocessen.
Danske virksomheders Danmark-centrerede tilgang
En af de mest markante udfordringer for danskere, der vender hjem fra udlandet, er den hyppige – og til tider lettere provinsielle – Danmark-centrerede tilgang hos mange virksomheder.
“Problemet med en stor del af danske virksomheder er, at de er centrerede omkring netop Danmark. Har du i stedet erfaring fra Tyskland, Frankrig eller Sverige, ser danske arbejdsgivere det ofte ikke som direkte overførbart. Der er desværre – generelt set – en mangel på anerkendelse af, at international erfaring kan omsættes til noget værdifuldt i en dansk kontekst,” siger Steen Kræmer Rasmussen.
Problematikken bliver særlig tydelig i fx sundhedssektoren, hvor ventetiden på en autorisation – selv for udenlandske sygeplejersker med mange års erfaring – kan være op til 18 måneder.
“Jeg læste en artikel om en dansk kvinde, der boede i USA og havde 18 års erfaring som oversygeplejerske. Alligevel var det ikke nok til at opnå en dansk sygeplejerskeautorisation. Man tænker jo: Hvad sker der? Det er de samme mekanismer, vi ser i mikroformat ude i virksomhederne. Langt de fleste rekrutteringer i Danmark sker desværre ud fra ønsket om at minimere fejlansættelser snarere end at realisere potentiale,” forklarer han.
Strategier til at overkomme udfordringerne
I bestræbelserne på at tackle jobsøgningsudfordringerne understreger Steen Kræmer Rasmussen vigtigheden af at præsentere sine kompetencer målrettet. Bogen Hit med jobbet kortlægger strategier til at præsentere sig selv effektivt og tilpasse ansøgninger til den enkelte virksomheds behov.
Det handler om at kunne udtrykke sine styrker og formulere dem, så de fremstår direkte relevante for virksomheden
“Inden du søger et job, skal du sætte dig grundigt ind i virksomheden – og researche den til bunds. Det gælder om at forstå de rette perspektiver og måske kontakte den rekrutterende leder for at stille skarpe spørgsmål. Det ruster dig til bedre at vise, hvordan dine spidskompetencer matcher virksomhedens behov.”
Bias i samtalen – byg bro
Steen Kræmer Rasmussen peger desuden på vigtigheden af at forberede sig grundigt til jobsamtalen. I sin seneste bog introducerer han nogle “samtaleregler”, hvoraf en af de vigtigste er, at “intervieweren ofte vælger dem, der ligner ham eller hende selv”.
For udlandsdanskere betyder det, at det er nødvendigt at bygge en bro til intervieweren:
“Undersøg, hvem intervieweren er – hvad er deres baggrund, uddannelse, interesser eller foreningsliv? Find ligheder, der giver dig et forspring. Og lad mig være tydelig: Det værste råd, man kan give til en jobsamtale, er blot at være sig selv. Det går ikke. Du skal finjustere og fremstå som den version af dig selv, der passer bedst til virksomheden, intervieweren og jobbet.”
På vej hjem
De fem livssituationer
Udlandsdanskere kan ofte opdeles i fem overordnede livssituationer i forhold til at vende “hjem” til det danske arbejdsmarked. Man kan sagtens høre til i flere af kategorierne på samme tid:
- De udstationerede. Denne gruppe består af personer, der er blevet udsendt af danske virksomheder. De vender typisk hjem til en stilling i den samme organisation, de allerede er ansat i.
- De medfølgende M/K. Her er der tale om personer, der har opholdt sig i udlandet som følge af en partners udstationering.
- De professionelle eventyrere. Denne gruppe har på eget initiativ søgt mod udlandet og opnået lokal ansættelse – enten i udenlandske virksomheder eller i danske organisationer med international tilstedeværelse.
- De unge studerende. Disse er unge mennesker, der selv har valgt at tage til udlandet for at studere – enten i form af enkelte semestre eller hele uddannelsesforløb.
- De unge ‘Third Culture Kids’. Dette er børn og unge, som har opholdt sig i udlandet i kortere eller længere perioder i forbindelse med deres forældres arbejde.
Netværkets betydning og CV-underværker
Jobsøgning handler ikke kun om ansøgninger og samtaler. Netværk spiller en afgørende rolle. Ifølge Danmarks Statistik blev 30% af alle job i Danmark i 2024 besat gennem netværk.
Netværk skal plejes og udvides hele tiden – uanset om du bor i udlandet, er på vej hjem eller har været hjemme længe
CV’et bør derudover være kort og præcist. Undgå unødvendig information. Som han formulerer det: “Brug korte, virkningsfulde formuleringer som ‘Jeg lærte at xxxxx’ i stedet for blot at opliste opgaver fra tidligere jobs.”
Genvind det danske sprog
Selvom rekrutteringsprocesser varierer meget fra land til land, har Steen Kræmer Rasmussens pointer også vist sig brugbare i lande som Norge, Finland og Holland.
“Mine bøger fokuserer dog især på det danske arbejdsmarked. Jeg giver konkrete tips og værktøjer til at skrive stærke ansøgninger, forberede sig grundigt til samtaler og bruge sit netværk effektivt,” forklarer han.
Afslutningsvis pointerer han en vigtig detalje for udlandsdanskere:
“Det er helt afgørende ikke at sende et signal om, at du har glemt det danske sprog – hverken mundtligt eller skriftligt. Demonstrér en vedvarende forståelse for dansk kultur og sprog. Og søg hjælp, hvis det danske trænger til en opfriskning.”
Om Steen Kræmer Rasmussen
Steen Kræmer Rasmussen er cand.merc. og journalist – kendt for sin skarpe profil, sit engagement og sin evne til at sige tingene, som de er.
Han driver Kræmer Kommunikation, hvorfra han rådgiver om strategisk kommunikation og effektiv jobsøgning i både offentlige institutioner og private virksomheder.
Derudover underviser han og holder kurser for både ledige og ansatte – blandt andet på jobcentre, i a-kasser og fagforeninger.

Køb, læs og bliv endnu klogere
Her køber du Steen Kræmer Rasmussen bøger ’Scor jobbet til samtalen’ og ’Hit med jobbet’: www.hitmedjobbet.dk/butik. Bøger sendes naturligvis til hele verden (både som fysisk bog, e-bog og lydbog ved køb på hjemmesiden).