Han elsker livet i Berlin – men glæder sig også til at vende hjem til Danmark

Om ude eller hjemme er bedst, er 28-årige Martin Thrysøe lidt i tvivl om. Lige nu nyder han at bo og arbejde i Berlin, men han glæder sig til på et tidspunkt at flytte tilbage til Danmark for at stifte familie.

Martin Thrysøe

Et gammelt ordsprog siger at »Ude er godt, men hjemme er bedst.« Det er mange enige i, men 28-årige Martin Thrysøe har ikke noget imod også at vende ordsproget til »Ude er bedst, men hjemme er godt.« Faktisk er han meget ambivalent i forholdet til det at bo og arbejde i udlandet. Grundlæggende er han dog af den overbevisning, at hans udlandsophold er med til at sætte hans opfattelse af Danmark i perspektiv.

»Jeg har boet fast i Berlin i snart 5 år, hvor jeg arbejder med online marketing som konsulent for en tysk virksomhed. Jeg havnede i Berlin kort efter at have færdiggjort min kandidatuddannelse i sommeren 2017, hvor jeg havde behov for at komme lidt ud efter at have suset gennem det danske uddannelsessystem uden hverken pause eller sabbatår,« forklarer Martin Thrysøe.

Et år er blevet til fem

Flytningen til Berlin var mest tænkt som en slags sabbatår eller i hvert fald mental pause efter endt uddannelse, men livet i Berlin har givet ham så mange glæder, at det indtil videre er blev til mere end bare et enkelt år. Martin Thrysøe elsker dagligdagen i Berlin, som han oplever som en spændende, pulserende og ikke mindst multikulturel by, hvor der bestandig bydes på nye oplevelser. »Hver gang et familiemedlem eller en ven spørger mig, hvornår jeg vender hjem til Danmark, plejer jeg at sige, at for hver dag, der går, bliver jeg mere og mere glad for Berlin, men samtidig bliver jeg også mere og mere sikker på, at jeg en dag vender hjem til Danmark. Det er lidt en modstridende udmelding, men den beskriver meget godt både min kærlighed til Berlin og min opfattelse af, hvor godt, vi har det hjemme i Danmark,« siger Martin Thrysøe.

Sætter livet i perspektiv

Med den udtalelse understreger han, at man får et ganske andet syn på livet i Danmark, når man i en periode ser det udefra. Foreløbig er han nået til den konklusion, at når alle faktorer tælles sammen på score boardet, ja så vinder Danmark, så den dag, hvor det bliver tid at stifte familie og få børn, er Martin Thrysøe ikke i tvivl om, at kursen igen sættes mod hjemlandet.

»Eksempelvis lader det tyske skolesystem, i hvert fald her i Berlin, en del tilbage at ønske i forhold til det danske, så det er bestemt en af de faktorer, der gør, at jeg er overbevist om, at jeg på et tidspunkt flytter hjem igen. Hvornår det kommer til at ske, ved jeg ikke, men det er bestemt ikke sådan, at jeg fortryder min tid i udlandet. Tværtimod har det været med til at sætte tilværelsen i perspektiv,« uddyber Martin Thrysøe.

Nu skal Tyskland digitaliseres

Han har en Cand. Merc. med speciale i marketing fra CBS i København og arbejder i den tyske virksomhed Ommax, der er en konsulentvirksomhed, som hjælper primært tyske virksomheder med at komme i gang med den digitale transformationsproces. På det punkt hinker Tyskland efter i forhold til mange andre europæiske lande, men nu begynder der for alvor at ske noget.

Få masser af fordele som medlem

Som medlem af Danes Worldwide støtter du vores politiske arbejde for dine interesser som global dansker

Medlemsfordele

  • Gratis juridisk rådgivning og vidensbank
  • Rabat på bl.a. online danskundervisning og sommerskole
  • Eksklusive arrangementer og lokale netværk
  • Kun 70 kr. om måneden for hele familien

»Det er lidt lige som en ketchupeffekt, så jeg har travlt med både at hjælpe vores kunder med digitale strategier og at profilere vores egen virksomhed i det digitale univers, herunder på de sociale medier. Vi har ramt et hul i markedet og hjælper blandt andet en række tyske virksomheder, der arbejder globalt, så vi er inde i en god udvikling og regner med at vokse kraftigt de kommende år,« fortæller Martin Thrysøe.

Byen lå død under Coronaen

På et tidspunkt for år tilbage boede hans bror i Berlin, og det var under et besøg hos ham, at kærligheden til den tyske by begyndte at spire. En anden bror bor i Paris, så drømmen om at flytte til udlandet har Martin Thrysøe ikke fra fremmede. Men det skulle først være efter endt uddannelse, da han altid har været meget målbevidst i sine studier. Men så var det også blevet tid til at stoppe op og finde den rigtige kurs i livet.

»Lige nu er det at bo og arbejde i Berlin det rigtige valg for mig, blandt andet fordi de kulturelle tilbud er så mangfoldige. Derfor var tiden med Corona ganske svær for en by som Berlin, nemlig fordi alt var lukket ned. Det siger sig selv, at det rammer meget hårdt i en by, hvor det sociale liv er det helt store omdrejningspunkt, men nu er tingene heldigvis normaliseret,« slutter Martin Thrysøe.

Blå bog
Navn: Martin Thrysøe.
Alder/by: 28 år og fra Vallensbæk.
Uddannelse: Cand. Merc.
Job/virksomhed: Marketingkonsulent i Ommax.
Artiklen er udarbejdet i samarbejde med Jyllands Posten.