Han har taget en kæmpe bid af The Big Apple – og han er slet ikke mæt endnu

Lige siden Alexander Hilton besøgte New York for første gang i 2016, har han været begejstret for den amerikanske storby. Nu bor han sammen med sin colombianske kone midt på Manhattan og har fået drømmejobbet i en dansk virksomhed.

Som oberst i Forsvaret og med flere missioner til blandt andet Irak, Afghanistan og Bosnien i bagagen samt ikke mindst en periode på 4 år i USA som militærrådgiver for FN har Alexander Hiltons far på mange måder været inspirator og drivkraft for den udlængsel, han selv har. En udlængsel, han får opfyldt som bosat i New York, hvor han arbejder som Executive Assistant i det danske modefirma Rains for den ligeledes danske CEO Jan Stig Andersen.

»Undtagen opholdet i USA, hvor både min mor og lillebror var med, har min far aldrig haft familien med på sine udstationeringer. Da han fik jobbet ved FN-missionen var jeg imidlertid flyttet hjemmefra og var derfor ikke med på denne, men der er ikke nogen tvivl om, at hans internationale livssyn i den grad har pirret min lyst til at komme til udlandet,« fortæller Alexander Hilton fra sin lejlighed på Manhattan.

Bor centralt i New York

Sådan cirka på linje med Empire State Building bor han sammen med sin hustru Daniela i det relativt nyopførte kvarter Hudson Yards, der ligger ganske tæt ved Pennsylvania Station, som er et trafikalt knudepunkt. Desuden ligger parrets lejlighed tæt ved Lincoln tunnelen, der fører over til New Jersey, hvor Rains har sit amerikanske hovedkontor. Da han flyttede til New York i august 2019, havde han en plan om at blive der i to år, men nu er der altså gået fire.

»At jeg er blevet så længe, skyldes blandt andet, at jeg mødte min colombianske hustru Daniela, der er opvokset i USA. Desuden har jeg et rigtig spændende job i Rains, som både er meget afvekslende og utrolig lærerigt,« forklarer Alexander Hilton, der er uddannet som Cand. Merc. Jur. på Copenhagen Business School. Det er imidlertid ikke så meget jura, han anvender i dagligdagen.

Alexander Hilton bor i et af New Yorks nyere boligområder, nemlig Hudson Yards, som man finder på vestsiden af Manhattan lige ud til Hudson floden. Herfra er der fornem udsigt ned til finansdistriktet og det nye One World Trade Center. (Foto: Privat)

Er en del af ledelsesteamet

Afsættet i juraen har dog givet en metodisk kompetence, som han har stor glæde af under udførelse af de mange forskelligartede opgaver, der primært har med virksomhedens forretning at gøre. Det kan være alt lige fra en analyse af de aktuelle logistikomkostninger til budgetlægning og planlægning af kommercielle aktiviteter. Han fungerer med andre ord som et par ekstra og ikke mindst observante øjne med direkte reference til Jan Stig Andersen.

Blå bog

Navn: Alexander Hilton.

Alder/by: 27 år og fra Lynge.

Uddannelse: Cand. Merc. Jur.

Job: Executive Assistant i Rains North America.

»Jeg er en del af det amerikanske ledelsesteam, hvor jeg supporterer vores CEO i forbindelse med driften af Rains North America. Det handler primært om at være med til at sikre, at vi følger den strategi, vi har lagt, samt sikre at vi er ajour med det, vi kalder for vores Must-Win Battles. Jeg er meget involveret i vores vækststrategi og har derudover et ansvar i forhold til forretningsudvikling og procesoptimering,« uddyber Alexander Hilton.

Få masser af fordele som medlem

Som medlem af Danes Worldwide støtter du vores politiske arbejde for dine interesser som global dansker

Medlemsfordele

  • Gratis juridisk rådgivning og vidensbank
  • Rabat på bl.a. online danskundervisning, sommerskole og sagsbehandling
  • Eksklusive arrangementer og webinarer
  • Lokalt netværk med andre danskere i dit område
  • Kun 70,- pr. mdr. for hele familien

Er slet ikke færdig med USA

Under sit studie var han i 2016 på et udvekslingsophold i New York, og det var her, kærligheden til The Big Apple blev lagt. For at få et arbejdsvisum og opholdstilladelse var han dog nødt til at færdiggøre sin uddannelse først. Siden har han så taget en gevaldig bid af æblet, og han er slet ikke færdig med at fordøje byen. Han er jævnaldrende med sin kone, og New York byder på masser af oplevelser for det unge par.

»Det er en by med masser af energi, men meget af vores fritid bruger vi også på at rejse rundt i USA, så vi har ikke umiddelbart nogen planer om at forlade New York. Her er hverdagen i sig selv en oplevelse, og der er så mange spændende tilbud indenfor såvel sport som kultur,« siger Alexander Hilton, der føler, at han i den grad har været heldig med sin tilværelse.

Hans styrke er effektivitet

Hvad karrieren bringer på sigt, er svært at spå om, men at arbejde i USA for en dansk virksomhed med en klart defineret vækststrategi passer fint ind i hans plan om at arbejde med virksomhedsledelse. En plan der for alvor blev styrket, da han inden eventyret hos Rains i en periode arbejdede for en anden dansk virksomhed med ambitioner om vækst, nemlig ViaBill. Her fandt han ud af, at hans styrke ligger i at gøre ting så effektivt som muligt.

»Noget af det, jeg har haft succes med i USA, er meget enkelt. Medbring en get-it-done-attitude således, at du viser, at du kan eksekvere. Tag ejerskab over opgaverne, selvom de på papiret måske ikke er dit ansvar. Min rolle i Rains er lidt mere strategisk, men vi er heldigvis stadig i en størrelse, hvor jeg er involveret i dagligdagens aktiviteter. Jeg synes det er spændende at have overblikket og være med til at styre retningen for vores forretning,« slutter Alexander Hilton.