Danes Worldwide takker for muligheden for at afgive høringssvar. Vi hilser det indledningsvist velkommen, at man foreslår at udvide bestemmelserne i §§ 29 og 30 i EU-opholdsbekendtgørelsen til fordel for medfølgende familiemedlemmer til danske statsborgere udsendt af staten.
Det har stor betydning, at medfølgende familiemedlemmer som er kommet til Danmark på en opholdstilladelse, får mulighed for at bevare deres tidsbegrænsede eller tidsubegrænsede opholdsret i Danmark under statslige udstationering, jf. de nye § 29, stk. 3, og § 30, stk. 2. Det skaber større tryghed ved udsendelsen, beskytter familiens enhed og forebygger tvivlsspørgsmål og udfordringer i forhold til hjemvenden til Danmark for familiemedlemmerne. Vi finder det også positivt, at ophold i op til 12 måneder under statsudsendelse kan medregnes ved ansøgning om tidsubegrænset ophold i Danmark.
Desværre ses de privatudsendte og deres medfølgende familiemedlemmer ikke at være omfattet af forslaget, og Danes Worldwide opfordrer derfor til, at der også tages højde for denne gruppe – medfølgende familiemedlemmer til udstationerede fra danske virksomheder, NGO’er mv., som befinder sig i en tilsvarende situation som statsudsendtes familier. Dette vil bidrage til at skabe ligebehandling, styrke retssikkerheden og sikre, at familier, der tjener danske interesser i udlandet, ikke bliver stillet urimeligt og forskelligt afhængigt af udsendelsestypen.

Vores mærkesager
Danes Worldwide arbejder for at sikre de globale danskeres stemme på alle de politikområder, som påvirker danske statsborgere. Med debatindlæg og kommentarer i de store dagblade søger vi at skabe debat om de problemstillinger, som påvirker globale danskere.

