Det ene ben står solidt plantet i Bangkok, det andet i Ebeltoft.
Det kan man se i den 64-årige Elizabeth Romhilds kunst. Hun beskriver det selv:
»Omgivelserne påvirker enormt meget det, jeg maler. I Ebeltoft kigger jeg ud på naturen. I Bangkok, jamen hold da op, det er jo indbegrebet af en storbys stress og jag i al sin farverigdom. Jeg tror, at hvis jeg boede i Ebeltoft fast, ville jeg i højere grad male horisontale, rolige linjer,« siger hun.
»De farver, jeg bruger, er udtryk for mit eget temperament, men det betyder da noget, at vi i Bangkok har den stærke sol, som giver megen kant til skyggerne og gør det hele mere hårdt i linjerne. Det er her, jeg har fået de røde, blå og orange farver, der hører med til mig. I Ebeltoft varierer farverne anderledes med solskinsvejr og gråvejr.«
Jeg tror, at hvis jeg boede i Ebeltoft fast, ville jeg i højere grad male horisontale, rolige linjer,« siger hun.
Elizabeth Romhild har været autodidakt kunstner i 40 år og har netop samlet alle årene i et tungt værk af en kunstbog, ”Elizabeth Romhild’s Odyssey”. Den er på mere end 300 sider og rummer mange af de over 1.000 billeder, hun har malet. Desuden har hun lavet smykker, porcelænsserier og farverige covers til B&O-højttalere.
Hun kalder selv bogen for »et vidnesbyrd om kunstnerisk udforskning og personlig opdagelse« og håber, at den kan blive brugt som inspiration for unge, der ligesom hende har lyst til at følge deres kunstneriske åre og udtrykke sig med f.eks. en pensel.
»Men for mig er den også en hyldest til kvinder – den fortæller en historie, der går hånd i hånd med positivitet og stolthed. Jeg håber, at folk kan se deres egen styrke i mine malerier. Og deres indre skønhed. Jeg er gammel nok til at vide, at den holder uanset ens alder.«
»Jeg har skrevet korte tekster om, hvordan jeg arbejder, men det er en meget visuel bog, og mest af alt skal den og billederne bare opleves,« siger Elizabeth Romhild, der her kigger på de første tryk sammen med sin mand, Peter Romhild. Bogen koster 750 kr.
Fra Frederiksberg til Armenien
Elizabeth Romhild er født på Frederiksberg, men flyttede som seksårig sammen med sin danske mor og sin armenske far til Iran. Det var her, at hun i 1978, lige før revolutionen i Iran og en uge før hun fyldte 18, mødte Peter Rømhild – navnet blev med tiden til Romhild, det var lettere ude i verden – der var sendt ud af det daværende ØK. Han er født i Norge, men voksede op i Aarhus, hvor hans mor havde en forretning, Norsk Almue.
Året efter blev de gift og boede en kort periode i Iran, indtil revolutionen gjorde det for risikabelt at have et kontor i Teheran. Peter Romhild fik ordre om at lukke det ned og flytte til Riyadh i Saudi-Arabien. Derfra flyttede de videre til Jakarta i Indonesien, som hun beskriver som fuld af kreativ energi: »Dengang var der så mange kunstnere i byen. Jeg begyndte at male – landskaber og havudsigter i akvarel og olie, meget fotografisk.«
Snart flyttede de til Thailand.
Det gør det ikke lettere at tage den, at hun har sit atelier lige ved siden af den lejlighed, de bor i på 25. etage i Bangkok-bydelen Sukhumvit.
»Der savnede jeg landskabet, men så gik jeg i gang med at male nøgenfigurer, for gennem dem fik jeg følelsen af at se et landskab. En kvindekrop, der ligger ned, har nærmest form som et bjerg,« mener hun.
Elizabeth og Peter Romhild har nu haft fast bopæl i Bangkok i 37 år. Det er der, deres to børn voksede op. I dag bor deres søn, Henrik Romhild, i Austin, Texas, med sin mexicanske kone og deres to børn, datteren Wenja Romhild i København.
Det store spørgsmål
Lige nu stiller forældrene sig ofte »milliondollars-spørgsmålet« om, hvor de selv skal bo.
»Peter er 73 år og pensioneret, og jeg kan jo etablere mig alle steder. Det er ideelt for os at bo begge steder, men vi kan da godt mærke, at det bliver hårdere at tage de lange ture,« siger Elizabeth Romhild.
»Når vi kommer tilbage til Danmark til sommer, skal vi kigge hinanden i øjnene og tale om, hvad vi gør. Det er en svær beslutning.«
Det gør det ikke lettere at tage den, at hun har sit atelier lige ved siden af den lejlighed, de bor i på 25. etage i Bangkok-bydelen Sukhumvit. »Der lever jeg en stor del af mit liv, men selvfølgelig kan jeg skabe et nyt atelier et andet sted. Det er ikke det, der skal afholde os fra at flytte.«
