Er du blevet familiesammenført til Danmark efter de danske regler (se nederst i artiklen for info om EU-reglerne), er din opholdstilladelse knyttet til samlivet med din danske ægtefælle eller partner. Hvis samlivet ophører – for eksempel ved separation, skilsmisse eller dødsfald – vil Udlændingestyrelsen vurdere, om din opholdstilladelse skal inddrages eller ikke forlænges.
Få adgang nu
Bliv medlem af Danes Worldwide
Medlemsfordele
- Adgang til alle artikler og vidensbank
- Juridisk rådgivning og rabat på sagsbehandling
- Rabat på bl.a. online danskundervisning og sommerskole
- Adgang til events og lokale netværk
- Kun 70 kr. om måneden
Allerede medlem?
Log indDet betyder ikke automatisk, at du skal forlade Danmark. Udlændingestyrelsen foretager altid en konkret og individuel vurdering af din situation og dine personlige forhold, før der træffes en afgørelse.
I vurderingen kan der blandt andet blive lagt vægt på:
- hvor længe du har boet i Danmark
- din tilknytning til arbejde, uddannelse, foreningsliv eller lokalsamfund
- dine tilknytning til familie og venner i Danmark
- din alder, dit helbred og andre personlige forhold
- hvor stærk din tilknytning er til dit hjemland eller tidligere bopælsland
- om det ville få konsekvenser for dine nære familiemedlemmer i Danmark, hvis du blev tvunget til at udrejse
Hvis din danske ægtefælle eller partner er død, skal Udlændingestyrelsen tage særligt hensyn hertil, også selv om du kun har opholdt dig i Danmark i kortere tid.
I den forbindelse kan der blandt andet blive lagt vægt på, om du har vist vilje og evne til at integrere dig i Danmark, for eksempel gennem arbejde, uddannelse, aktiv jobsøgning, danskundervisning eller engagement i lokalsamfundet.
Hvor længe har du haft opholdstilladelse i Danmark?
Der skelnes mellem familiesammenførte udlændinge, som har haft opholdstilladelse i Danmark i mere eller mindre end to år.
Hvis du har haft opholdstilladelse i Danmark i mere end to år
Hvis du har opholdt dig i Danmark i mere end to år, så er der en formodning for, at du har opnået en sådan tilknytning til landet, at det kan være særligt belastende for dig at skulle forlade Danmark. Det betyder, at opholdstilladelsen som det klare udgangspunkt bevares, hvis du har gjort en indsats for at integrere dig i det danske samfund.
Det kan ikke præcist angives, hvilken indsats der kræves, men de samme eksempler som nævnt tidligere – for eksempel arbejde, uddannelse, danskundervisning og engagement i lokalsamfundet – gør sig også gældende her. Det vil igen altid bero på en konkret og individuel vurdering.
Hvis du har haft opholdstilladelse i Danmark i mindre end to år
Hvis du har opholdt dig i Danmark i mindre end to år, har du typisk ikke opnået samme tilknytning til det danske samfund som en udlænding, der har opholdt sig her i længere tid. Det vil dog være en tungtvejende omstændighed i tilknytningsvurderingen, hvis du eksempelvis har fået arbejde, er under uddannelse eller har gennemført en uddannelse i Danmark.
Hvis du hverken har arbejde eller uddannelse, kan det i stedet have betydning, hvis du aktivt søger job, deltager i danskundervisning eller på anden måde engagerer dig i foreningsliv eller lokalsamfundet. Det kan også tillægges betydning i vurderingen, hvis du deltager aktivt i dine børns institutioner, skole eller fritidsaktiviteter.
Børn i Danmark, forholdene i dit hjemland og karakteren af din tilknytning til Danmark vil fortsat indgå i vurderingen, som altid foretages konkret og individuelt.
Særligt hvis du er pensionist
Hvis du er pensionist og ikke har tilknytning til arbejdsmarkedet, kan andre forhold få større betydning i vurderingen af din opholdstilladelse. Det kan for eksempel være:
- din alder og dit helbred
- hvor længe du har boet i Danmark
- din tilknytning til familie eller netværk i Danmark
- hvor stærk din tilknytning er til dit hjemland
Krav om selvforsørgelse efter 5 år
Hvis din opholdstilladelse bevares efter din danske ægtefælles eller partners død, vil der normalt blive stillet et krav om, at du efter 5 år skal kunne forsørge dig selv. De 5 år regnes fra tidspunktet, hvor du får afgørelsen om at bevare opholdstilladelsen.
Hvis du efter denne periode modtager kontanthjælp, kan din opholdstilladelse som udgangspunkt ikke forlænges. Mindre enkeltstående ydelser, der ikke er direkte relateret til forsørgelse, vil dog normalt ikke have større betydning.

Kontakt rådgivningen
Vores jurister kan hjælpe med rådgivning og sagsbehandling indenfor fx familiesammenføring, statsborgerskab, skat, pension og flytning ind og ud af Danmark.
Vurderingen afhænger af den konkrete situation
Det afgørende er således, at vurderingen altid beror på de konkrete omstændigheder i den enkelte sag. Udlændingestyrelsen skal blandt andet tage hensyn til opholdets længde, tilknytningen til Danmark og de personlige forhold, der gør sig gældende for den efterlevende. For mange vil det derfor være muligt at bevare opholdstilladelsen, særligt hvis man har opbygget en reel tilknytning til Danmark og har vist vilje til at integrere sig i det danske samfund.
Hvis du er familiesammenført efter EU-retten
Som familiesammenført efter EU-retten, typisk fordi I har boet i et andet EU-land inden tilflytning til Danmark, er der andre regler, der gælder ved dødsfald.
Har du boet i Danmark i mindst et år, har du ret til at blive boende, så længe du er i arbejde eller kan forsørge dig selv økonomisk.
Hvis du har boet i Danmark i kortere tid end et år, vil udlændingemyndighederne foretage en konkret vurdering af din situation. Hvis du er tilstrækkeligt tilknyttet til Danmark, kan de give dig lov til at blive boende i Danmark. I vurderingen kan det bl.a. indgå, om du er i arbejde, under uddannelse, taler dansk, har nær familie i Danmark m.v.

