Ved udgangen af maj 2023 får omkring 25.000 borgere i udlandet, tilsendt den årlige leveattest, og derfor kan det være en god ide at holde lidt ekstra øje med postkassen.
Med leveattesten skal danskere bosat i udlandet bekræfte, at de fortsat er i live, og at de fortsat ønsker at få udbetalt dansk pension, mens de er bosat udenfor Danmark. Leveattesten bliver leveret i en enten fysisk eller digital version, når den i den kommende tid ankommer med enten Udbetaling Danmark, International Pension eller ATP Livslang Pension som afsender.
Hvis du har MitID, bliver attesten leveret i din digitale postkasse, alternativt kommer den digitale version med et link til en digital blanket, hvor det bekræftes, at du fortsat skal have udbetalt pension. I den fysiske version skal leveattesten udfyldes og sendes retur.
Kontakt rådgivningen
Vores jurister kan hjælpe med rådgivning og sagsbehandling indenfor fx familiesammenføring, statsborgerskab, skat, pension og flytning ind og ud af Danmark.
Hvis man gerne vil sikre sig den fortsatte pensionsudbetaling, er det vigtigt, at den udfyldte leveattest sendes retur, så Udbetaling Danmark, International Pension eller ATP Livslang Pension modtager den senest 31. august 2023. Sker det ikke, stopper udbetalingen af pensionen.
Leveattester sendes ikke til pensionister i alle lande. Hvis man bor i Tyskland, Sverige, Norge, Australien, Island, Polen, Schweiz, Spanien eller Frankrig, modtager man som udgangspunkt ikke en leveattest. Årsagen er, at Udbetaling Danmark, International Pension og ATP Livslang Pension får oplysningerne tilsendt direkte fra myndighederne i disse lande. Der kan dog være undtagelser.
Får du en leveattest tilsendt, skal den besvares – også selvom du bor i et af ovenstående lande. Udbetaling Danmark, International Pension og ATP Livslang Pension får ikke automatisk opdateringer, hvis du flytter. Derfor er det vigtigt at opdatere sin adresse. Det kan du gøre på www.borger.dk/opdater-udenlandsk-adresse.
Hvis du i fremtiden gerne vil kunne læse digital post og logge på Udbetaling Danmarks og ATP’s selvbetjeningsløsninger fra udlandet, skal du have MitID. Se hvordan på www.mitid.dk.