Efter at have haft hele verden som sin arbejdsplads nyder han nu livet i Bretagne

I mange år havde Jan Ponsbek som ansat i den franske koncern Total ansvaret for koncernens kemiske produkter i ikke mindre end 66 lande. Han har således rejst verden rundt, men har tabt sit hjerte til Frankrig, hvor han i dag bor i Bretagne sammen med sin franske kone.

mand

Af Henrik Malmgreen

I en alder af 78 år har Jan Ponsbek måttet opgive en af sine elskede fritidsinteresser, nemlig at ro. Efter at være gået på pension nyder han nu livet i Saint Quay-Portrieux i Bretagne, men selv om byen ligger lige ud til den engelske kanal, er tidevandet så kraftigt, at strømmen simpelthen er for stærk. Det er et af de steder i verden, hvor man oplever størst forskel på flod og ebbe, nemlig helt op til 11 meter, så Jan Ponsbek må i stedet tænke tilbage på sin tid i Paris.

»Sammen med min kone Catherine boede jeg 22 år i byernes by, og jeg har ikke tal på de mange gange, jeg har roet op og ned ad Seinen. Nu er kræfterne ikke længere til det, men til gengæld har jeg stor fornøjelse at spille golf med gode venner,« fortæller Jan Ponsbek, der er blevet bidt af spillet og gerne spiller flere gange om ugen, hvis det kan lade sig gøre. Efter 42 i udlandet nyder han nu sit otium i det lille lokalsamfund, hvorfra der er fri udsigt til kanaløerne Jersey og Guernsey.

Blive eller rejse hjem

Med Golfstrømmen som nærmeste nabo er klimaet dejligt hele året rundt. Om vinteren falder termometeret kun sjældent til under nul grader, og om sommeren bliver der ikke så stegende varmt, som det var tilfældet i Provence ved Toulon, hvor Jan Ponsbek også har boet en årrække, efter at han gik på pension. Her nød han ligeledes livet og brugte blandt andet mange timer i en lille båd på Middelhavet, men efter otte år var det slut.

»En af årsagerne til, at vi solgte vores hus her og flyttede til Bretagne, var den intense hede om sommeren, lige som de kraftige mistralvinde efterhånden blev lidt af en plage. Det er meget stride vinde og varigheden af dem er på grund af forskellige meteorologiske forhold over tid taget til, så vi fandt ud af, at vi nok ville befinde os bedre lidt længere nordpå,« forklarer Jan Ponsbek, der i forbindelse med flytningen overvejede, hvorvidt det var tid at flytte hjem til Danmark.

Det var imidlertid på en rejse for min første arbejdsgiver, en engrosvirksomhed, der handlede med maskiner til plastindustrien, at jeg mødte min kone.

Har rejst i hele verden

Parret fandt imidlertid drømmehuset i Saint Quay-Portrieux med blot 3.500 indbyggere, hvor det ind til videre er blevet til en halv snes år, og når Jan Ponsbek er bidt af Frankrig, skyldes det primært to ting. For det første er hans kone fransk, og for det andet har han gennem en menneskealder arbejdet for blandt andre den franske koncern Total, for hvem han rejste verden rundt og til sidst havde det globale salgsansvar for deres kemiske produkter i ikke mindre end 66 lande.

»Oprindelig er jeg uddannet som værktøjsmager, men tog senere en uddannelse som maskiningeniør. Det var imidlertid på en rejse for min første arbejdsgiver, en engrosvirksomhed, der handlede med maskiner til plastindustrien, at jeg mødte min kone. Jeg havde været på besøg på en fabrik i Italien for at se dem blive produceret, og på vej hjem til Danmark i bil gjorde jeg et stop i Heidelberg for at møde unge mennesker på min egen alder,« uddyber Jan Ponsbek.

Jan Ponsbek
Hele livet har Jan Ponsbek elsket sejlsport, lige som roning har været en stor fritidsinteresse. Selv om Saint Quay-Portrieux ligger lige ud til den engelske kanal, er kræfterne ikke til det mere. I stedet har han kastet sig over golf og gamle veteranbiler, så der er ikke nogen problemer med at få tiden til at gå. (Foto: Privat)

Var nabo til Versailles

Heidelberg er som bekendt en universitetsby, og det var altså her – i cafeteriet på det lokale vandrehjem – han tabte sit hjerte til en ung, fransk kvinde. Jan Ponsbek talte ikke fransk, og hans tilkommende talte ikke dansk, men tysk kunne de begge, så i starten blev det den fælles kommunikationsplatform, lige som det tyske sprog blev afgørende for, at parret slog sig ned i Schweiz, hvor Jan Ponsbek fik job.

Få masser af fordele som medlem

Som medlem af Danes Worldwide støtter du vores politiske arbejde for dine interesser som global dansker

Medlemsfordele

  • Gratis juridisk rådgivning og vidensbank
  • Rabat på bl.a. online danskundervisning og sommerskole
  • Eksklusive arrangementer og lokale netværk
  • Kun 70 kr. om måneden for hele familien

»Der boede vi et par år, inden vi flyttede til Danmark, hvor min kone blev ansat i Spies-koncernen og siden lærte dansk. Jeg fik ansættelse i Superfoss, og her arbejdede jeg med kunder som Shell og Total, der senere tilbød mig en stilling i Frankrig. Så efter 10 år i Danmark flyttede vi til Paris, hvor vi boede både med Versailles og den franske skuespiller Gerard Depardieu som næsten naboer,« fortæller Jan Ponsbek.

Jeg vil dog gerne påpege, at jeg elsker at besøge Danmark, blandt andet fordi jeg har en gammel ven fra ungdommen, som jeg efterhånden har kendt i 60 år.

Elsker at besøge Danmark

Godt nok har han over årene af og til lidt af hjemve, men som tilværelsen efterhånden har formet sig, er der ikke meget, som tyder på, at han vender hjem til Danmark. Sammen med Catherine har han to voksne børn, og de har begge fået den franske kultur og den franske livsstil så meget ind under huden, at de i dag er bosat i Frankrig. Umiddelbart er der således ikke meget, der ansporer til at rykke teltpælene op.

»Jeg vil dog gerne påpege, at jeg elsker at besøge Danmark, blandt andet fordi jeg har en gammel ven fra ungdommen, som jeg efterhånden har kendt i 60 år. Når jeg er hjemme på besøg, er der således ikke noget bedre end at falde ind et sted sammen med ham og så blive beværtet med en god sildemad, et glas øl og en snaps,« slutter Jan Ponsbek, der ikke har problemer med at få tiden til at gå i Saint Quay-Portrieux, hvor han i dag også er medlem af en veteranbilklub.

Blå bog:
Navn: Jan Ponsbek.
Alder/by: 78 år og fra København.
Uddannelse: Værktøjsmager og maskiningeniør.
Job/titel: Pensioneret.