Når hjemme ikke er Danmark

Tekst: Christina Grunwald // Foto: Privat

“Jeg er her på grund af menneskene”

Nytårsaften 2011 satte Martin Bjørno sig til rette i flyet i Københavns Lufthavn. Han var 40 år og single og havde netop opsagt sit faste job. Næste morgen, den første dag i det nye år, landede han i Taoyuan Airport i Taiwan. Her næsten 10 år senere fortryder Mattin Bjørno kun én ting…

”Jeg vidste, at det her var for livet. Jeg havde købt en enkeltbillet og regnede ikke med at tage tilbage. Jeg ville prøve mig selv af i noget vildt fremmed. Et sted, hvor folk har en anden hudfarve og en helt anden kultur.”

Taiwan var dog ikke helt fremmed for Martin. I 10 år havde han rejst frem og tilbage til Kina og Taiwan som forhandler af autodele til det europæiske marked.

”Jeg havde en taiwanesisk ven, som havde et trading firma. En dag ringede han og spurgte Hvorfor flytter du ikke bare herud og bliver min partner? Ja… hvorfor gør jeg ikke det, tænkte jeg. Og så sagde jeg mit job op.”

“Folk hjælper hinanden”

Martin talte ikke meget kinesisk, da han flyttede til den lille bydel Neili i Taoyuan. Alt i de lokale supermarkeder var på kinesisk, og det var sjældent, at han mødte andre udlændinge. Heldigvis havde han gode venner, som kunne hjælpe ham.

”Det er typisk taiwanesisk, dét at folk hjælper hinanden. Både venner og fremmede. Ikke længe efter jeg var ankommet, spurgte jeg om vej i en 7-Eleven. En ældre herre prøvede at pege mig i den rigtige retning. Det viste sig at være ejeren af nabobutikken, som solgte scootere. Han lukkede butikken og fulgte mig hele vejen hen til stedet, jeg skulle til. Det sker kun i Taiwan! Fire år senere kom jeg tilbage og købte min første scooter af ham. Han spurgte, hvorfor jeg var kommet så langvejs fra. Så mindede jeg ham om, hvordan han havde hjulpet mig” siger Martin med et grin.

Martin føler sig hjemme i Taiwan på grund af venligheden, men også på grund af livsstilen:

”Jeg kunne have valgt at flytte til langt smukkere steder i verden, men jeg er her på grund af menneskene. Den taiwanesiske mentalitet er meget mere ligesom min egen. Når man går ud at spise, betaler den, som tjener flest penge. Man splitter ikke regningen som i Danmark. Når en person køber ny bil eller nyt hus, siger andre: “Nej, hvor lækkert!” De spørger, hvad det har kostet, fordi penge er vigtige herude – ikke fordi de er misundelige. Når de kender prisen, kan de placere dig i det sociale og økonomiske hierarki. Det betyder selvfølgelig noget, at min økonomi her er meget bedre, end den ville have været i Danmark. Jeg har min egen virksomhed, og så er skatten ikke så høj som i Danmark. Det kan bedre betale sig at arbejde meget.”

Dansk-Taiwanesiske styrker og uenigheder

Martin har nu boet i Taiwan i næsten 10 år. Alligevel spiller danske værdier og vaner en rolle i hans arbejde og privatliv.

Den virksomhed, som Martin og hans taiwanesiske partner Jackie deler, er vokset gennem årene. De har nu 35 ansatte i Taiwan og 3 i Shanghai, Kina. Selvom de har arbejdet sammen i mange år, er der stadig kulturelle forskelle i deres ledelsesstil.

”Jackie og jeg har kendt hinanden i 25 år på godt og ondt. For det meste er vi på samme bane, men selvfølgelig er der kulturelle forskelle. Nå jeg ansætter en assistent, giver jeg personen ansvar. Når Jackie ansætter, tager han ansvaret. Han giver personen en boks at arbejde i, og hvis der skal tages en beslutning, skal der spørges om lov. Der er forskellen på dansk og taiwanesisk kultur tydeligst!”

At Martin er vokset op i Danmark, hvor ligestilling er en del af den nationale selvforståelse, mærkes også i hans ægteskab med Sammi, som er taiwaneser:

”Det er jo en mandeverden herude. Kvinden går ofte hjemme, og manden tjener pengene. Sådan er det ikke mellem Sammi og jeg. Vi er begge virksomhedsejere og diskuterer på livet løs, hvordan vi skal udvikle dem. Det tror jeg, at hun værdsætter ved mig. Samtidig hjælper Sammi mig utrolig meget, fordi hun forstår, hvordan tingene fungerer og kan klare alt det praktiske på kinesisk.”

Noget andet, som Martin har taget med sig fra sin barndom i Danmark, er at spise aftensmad med sin kone hver aften:

”Før jeg mødte Sammi, boede jeg nærmest på kontoret. Der er jo lange arbejdstider i Taiwan i forhold til i Danmark, men nu ønsker jeg ikke at arbejde så meget længere. Jeg er vokset op med, at familien samles til aftensmad. Det er igen blevet vigtigt for mig. Så hver aften spiser vi to sammen.”

Besøger Danmark / Hjem til Taiwan

Martin og Sammi har netop renoveret deres nye lejlighed og har lagt vægt på en europæisk stil. Her har Danmark fået et lille hjørne for at minde ham om, hvor han kommer fra:

”Jeg har lavet et hjørne med dansk design. En PH lampe, Georg Jensen stel, Jacob Jensen ur, en Sammi-designet stol. Nogle af tingene har jeg arvet, andet har jeg købt i Danmark og Taiwan. Dansk design er vigtigt for mig – det er en måde at holde fast i, hvor jeg kommer fra. I denne mørke vintertid har vi næsten 30 stearinlys tændt. Det er jo ikke særlig taiwanesisk. Det er hygge! Jeg må være IKEAs bedste kunde,” griner Martin.

Martin er ikke i tvivl om, at han valgte rigtigt den nytårsaften for næsten 10 år siden:

”Måske er min situation unik. Jeg var stensikker på, at jeg ville blive hele livet i Taiwan. Jeg var single, 40 år, uden kone og børn. Og så havde jeg en opsparing, som jeg kunne investere i den nye virksomhed.”

”Nu er Taiwan mit hjem. Jeg siger altid, at jeg besøger Danmark og tager hjem til Taiwan. Det skyldes 100 procent menneskene omkring mig og nu selvfølgelig min kone Sammi. Og så kan jeg se en meget bedre alderdom for mig her end i Danmark. Klimaet er bedre, og sundhedsvæsenet er i top. Der er ingen ventetid. Sådan husker jeg det ikke, da jeg boede i Danmark. Måske jeg ville føle det anderledes, hvis jeg havde børn. Nej, som det er nu, kigger jeg mig ikke tilbage. Det eneste, jeg fortryder, er at jeg ikke gjorde det 10 år før.”

“Min søn vil bo i Danmark – ikke jeg”

Berit Andersen er mødt tidligt på arbejde for at tale med mig fra Mexico City, mens der er tomt på kontoret, hvor hun er General Manager i Arla Foods Ingredients.

For 12 år siden sagde hun farvel til sit konsulentjob i Danmark og tog til Caribien. Slut med at arbejde 80 timer om ugen. Nu skulle hun være hippie på sin farm, siger hun med latter i stemmen. Her fandt Arla Foods hende, og da de åbnede hovedkontor i Mexico City, flyttede hun med. Senere fik hun sin nuværende stilling.

Berit bor med sin mexicanske mand og sin søn fra et tidligere ægteskab. Hun har ingen planer om at flytte:

”Der er ikke et land på landkortet, jeg hellere ville være i end Mexico. Jeg kan ikke se nogen grund til at flytte herfra. Jeg er virkelig, virkelig glad for landet. Det har alt naturmæssigt og kulturelt og historisk. Jeg ved godt, at jeg ser anderledes ud og har en anden kultur, men jeg synes, at jeg hører hjemme her. Der er nogle ting ved kulturen, som passer til min personlighed. Jeg fylder meget – det er der ikke så meget plads til i Danmark. Det er der i Mexico. Og så har jeg selvfølgelig min familie her. Min dagligdag her. Min mexicanske familie og venner. Alt det, som definerer mig lige nu, er her.”

De første 16 år af Berits liv boede hun i Vestjylland: Det kunne næsten ikke blive mere dansk, som hun siger. Siden da har hun boet i USA, Chile, Caribien og Centralamerika.

Sønnen på 10 år vil gerne flytte til Danmark en dag. Han har lidt af et ’disneybillede’ af landet, fordi han kun har oplevet det i de årlige ferier med masser af familiebesøg og gaver. Med de nuværende regler for statsborgerskab er Berit ikke i tvivl om, at hendes søn skal bo i Danmark, inden han fylder 22 år:

”Min søn har dansk pas, selvom han er født i Den Dominikanske Republik. Han er dansk, fordi jeg er dansk. Men i Danmark skal man på genopdragelsesophold sammenlagt et år, inden man bliver 22 år, for at beholde passet. Jeg kalder det med vilje genopdragelsesophold, for med den tone, der har været derhjemme, kan jeg godt grine – og tude – en gang imellem. Det er så forfærdeligt, at når tyrkere gerne vil have, at deres børn kender til tyrkisk kultur, er det et problem, men danskere… ja, der er det ved lov, at man skal bo et år i Danmark. Han har dog ikke andre pas, så de kan i sidste ende ikke tage det fra ham, men det kunne blive et kompliceret slagsmål.”

Berit regner dog ikke med at flytte med sin søn til Danmark:

”Hvis jeg skulle hjem til Danmark, skulle jeg ikke hjem som dansker, men som udstationeret. Det ville kræve en løn, der tog højde for, at min mand ikke arbejdede, og min søn gik i international skole, og at jeg ikke har et hjem. Men hvilken dansk virksomhed sender en dansker hjem på expatkontrakt? Og den danske stat ser mig ikke som expat. Kun udlændinge kan tage deres mand eller kone med på en expatkontrakt. Så skulle jeg søge familiesammenføring eller opgive mit danske pas. Det ønsker jeg ikke.”

For dansk og for mexikansk – en kulturel blanding

Berit kalder selv sin søn for en kulturel blanding. I skolen får han skudt i skoene, at han er meget dansk, når han kalder en spade for en spade. Når han er på besøg i Danmark, bliver det tydeligt, at han også har en international opdragelse, som støder sammen med den danske.

”Vi har haft situationer i Danmark, hvor danskere ikke helt forstår ham, og han måske ikke forstår danske børn. Et barn sagde engang til ham: “Du er en fucking idiot!” Det er to meget meget stærke ord på engelsk. Så det var meget voldsomt for ham at høre det. I en dansk sammenhæng er det bare et udtryk. Man kan ikke forestille sig, hvor stødende det er. Men det er det.”

Forskelle mellem danske og latinamerikanske værdier er også tydelige i situationer, hvor et barn leger med et legetøj, forklarer Berit:

”I Danmark bliver børn opdraget til, at hvis du leger med noget, skal du dele. Også selvom du ikke har lyst. Vi skal alle være her og har ret til alle ting. I Mexico må man ikke tage et legetøj fra et barn. Det er barnet, der leger med det, indtil barnet vælger ikke at lege med det. Du kan selvfølgelig komme og spørge, om du må være med, men du kan ikke kræve det. I Danmark har jeg oplevet et par misforståelser, da min søn var lille, fordi han sagde “Nej, du skal ikke have mit legetøj”. Og så skældte de danske forældre ham ud. Set med danske øjne virkede han nok intolerant. Med mexicanske øjne manglede de voksne respekt for barnet.”

Selvom det kan være hårdt at begå sig i to forskellige kulturer, mener Berit, at det bliver en styrke for sønnen senere i livet:

”Det er ikke altid let at se på som mor, at han skal tage de kampe. For det er jo lettere, at vi alle sammen er enige og ens. Det gør det nemmere, men også kedeligere. Så han skal lære nogle værktøjer for at begå sig, som ikke alle andre skal. Hvis han flytter til Danmark som en ung mand, skal han lære at navigere i den danske kultur. Men jeg tror, at det bliver lettere for ham, jo ældre han bliver. Han har en bredere kulturel palette at spille på end børn, som kun har boet ét sted. Når du er 10 år, kan du godt forstå, at folk bliver kede af det men ikke hvorfor. For du har ikke så bred en viden og erfaring. Vi voksne kan stadig lave kulturelle fejl, men det er måske lettere for os at se, hvad ligger der bag folks reaktioner og se, hvad man ikke skal sige, fordi det kan såre personen. Fordi personen har været noget andet igennem. Så langt er 10-årige ikke kommet.”

Der er især én ting, som Berit ser hendes søn kan få i Danmark: ”I Danmark føler man sig tryg næsten ligegyldigt, hvor man er, og på hvilken tid af døgnet det er – selv i de store byer. For en ung mand giver det en frihed at kunne bevæge sig omkring og udforske, uden at ens forældre er med. Det giver en følelse af frihed og selvstændighed, som man først får, når man er voksen i Mexico.”

Jeg er dansk – men føler jeg mig dansk?

Der masser af ting ved Danmark, som Berit værdsætter og savner: ”Jeg savner folk, familie og venner. Jeg synes, det er rigtig fedt at tage en cykel og tæske rundt i København. København er en enormt fed storby. Sikker, mangfoldig og med masser af kultur. Jeg elsker at gå en tur med min far ude på bøhlandet og se på kornblomster, som jeg gjorde som barn. Men der er ligeså mange ting, jeg værdsætter i Mexico. Ville jeg vælge dét over det, jeg har her? Næ, det er bare forskellige ting.”

Selvom Berit er dansker og savner Danmark til tider, har hun svært ved at føle sig dansk:
”Om jeg føler mig som dansker? Jeg synes tit, når jeg er hjemme i Danmark, at jeg føler mig ret ’ikke-dansk’. Jeg ser alle de måder, jeg ikke passer ind på længere. Det er ganske naturligt, når man er ude i mange år. Jeg har ændret mig, og det har Danmark også.”

At bo 12 år i udlandet har givet Berit et nyt ståsted for at forstå Danmark og verden generelt:

”Jeg ser, at Danmark lukker sig mere og mere om sig selv. Det er en lille dejlig boble med gode vilkår, og alle skal være ens. Det er svært, hvis du er trekantet og ikke passer ind. Hvis du vil mere eller andet. Der er ikke en forståelse for, at ikke alle ønsker boblen. Verden er dejlig, og hvis man vil passe på det, man har, så nytter det ikke at lukke sig mere og mere og mere om sig selv – hverken politisk eller mentalt.”

Men det er ikke alle, hun deler sine erfaringer og tanker med:

”Jeg kan ikke sidde ved et middagsselskab i Danmark og sige: Danmark har ændret sig. Så går de i forsvarsposition med det samme. Det er ligesom om, min holdning ikke er valid. Som om jeg ikke er rigtig dansk mere. De bliver såret, hvis jeg har en holdning til Danmark. De ser det som kritik i stedet for et andet perspektiv. Det er ikke behageligt! Så kan man ligeså godt lade være. Jeg har oplevet dette mange gange både med arbejdskolleger, venner og bekendte. Men jeg kan nemt se alle de grunde til, at jeg ikke kan passe ind i Danmark længere. Det er faktisk kun folk, som selv har været ude, eller mine nærmeste, som jeg kan tale med det om. Uden at det bliver en diskussion om, hvorvidt Danmark er godt eller ikke godt.”

At ikke selv ønsker at flytte tilbage til Danmark, oplever hun også som svært at tale med danskere om:

”Jeg får virkelig meget negativ feedback, når jeg siger, at jeg ikke har lyst til at komme tilbage til Danmark. Folk tager det personligt. De siger, hvad er der galt med Danmark? Hvad er der galt med os? De ønsker ikke at høre det. De ønsker ikke at høre, at jeg føler, der ikke er plads til sådan én som mig.”

Den danske backup

For Berit er materielle ting ikke vigtige for at skabe et hjem. Hjem er hvor hun har sine nærmeste og er glad:

Jeg fokuserer ikke på konceptet lykke. Lykke kommer og går. Men glad og taknemlig – der hvor man bare er basically glad for tilværelsen og taknemlig. Det er hjem.

Selvom ting ikke definerer hjem, er hendes mest skattede objekter billeder:

”Jeg er priviligeret. Jeg har så mange minder, at jeg ikke kan holde styr på dem. Så når jeg ser billederne, husker jeg dem. Hvis mit hus brændte ned, ville jeg græde over at miste mine billeder! Men jeg er trods alt så dansk, at jeg har en harddisk, hvor alle billederne er på, udenfor min matrikel. Der siger min mexikanske mand: “Ay, que vikinga eres” – ”hold kæft hvor er du dansk, altså!”

Artikel oprindeligt bragt marts 2020 i Danes Worldwides trykte medlemsmagasin DANES.