Sprogets op- og nedture

Artikel oprindeligt bragt juli 2021 i Danes Worldwides trykte medlemsmagasin DANES.
Sprogklumme: Malene Grue Østergaard – Cand.mag. i engelsk og japansk (Københavns Universitet) og Master i journalistik (Syddansk Universitet).

Få af os er i tvivl om, hvad der er op, og hvad der er ned. Op er den vej, din tivoli-helium-ballon flyver, hvis du slipper snoren. Ned er den vej, din løftede kaffekop falder, hvis du slipper hanken. Op og ned er det, vi sammen med andre ord som ud, ind, frem og tilbage kalder steds- eller retningsadverbier. De fortæller os, hvor noget befinder sig i forhold til noget andet, eller hvor noget bevæger sig hen. Vi kigger op på stjernerne på himlen og ned på fiskene i vandet. Vi kører op over bakken og ned i dalen. Men op og ned betegner langt mere end det.

Langt fra udelukkende geografisk

Helt grundlæggende har de to ord ovenstående betydninger, men de betegner også andre positioner end dem på den vertikale skala. Hvis vi selv bor i København, så tager vi ned for at besøge mormor på Falster. Mens vi skal op til farmor i Skagen. Vi kan også have været på ferie et sted nede i Sydtyskland, og mange af os vil kunne huske børnesangen ”Oppe i Norge der boede tre trolde”. Det er ikke fordi, Sydtyskland ligger under havets overflade, mens troldene befinder sig i de høje norske bjerge et godt stykke over havoverfladen. Vi opererer her med en geografisk skala, hvor op er nordpå, og ned er sydpå. Præcis som på kompas og landkort.

Men den varierende betydning af op og ned stopper ikke her. De to skalaer blander sig i vores hverdagssprog, hvor vi kan støde på sætninger som ”Den har jeg købt nede i Føtex” eller ”Er der nogen, der skal have noget med oppe fra bageren?”. De to butikker ligger ikke nødvendigvis hverken nede eller oppe i forhold til den talende eller nord-syd rent geografisk. Her flyder grænserne ud, og op og ned bliver en mere udefinerbar retningsangivelse i familie med andre retningsbetegnelser som fx henne og ovre. Dog bruges disse retningsbetegnelser kun, når vi taler om en specifik Føtex eller bager. Hvis vi taler om, at varen kan fås i en hvilken som helst Føtex i landet, så undlader vi typisk retningsbetegnelsen og siger bare ”Den har jeg købt i Føtex”.

I nogle sprog er retningsbetegnelsen blevet en så fast bestanddel af et ord, at det fuldstændig har mistet sin rumlige betydning. Det ser vi fx i ord som det amerikanske ”downtown”, som nu blot betyder centrum (i en større by) og det engelske adjektiv ”uphill”, som betyder besværlig eller anstrengende (”It turned out to be an uphill match”).

Alt i livet går op og ned!

Måske er du, lige som jeg, én, som fra tid til anden tænker lidt over, hvor livet tager dig hen? Er det total optur eller ren nedtur? Går det fremad? Kommer du videre? Er der stilstand eller måske endda tilbagegang? Alt andet lige vil de fleste af os hellere fremad og op end ned og tilbage … i de fleste af livets henseender.

I den vestlige verden og den vestlige verdens livsfilosofi er (næsten) alt, der bevæger sig frem og op, godt, og alt hvad der bevæger sig tilbage eller ned, er forbundet med noget dårligt eller uønsket … og i sidste ende død!

Det er relativt nemt at få øje på inspirationen til denne dikotomi (todeling): oppe er Himmelen, Gud, Lyset og De frelste; nede er Helvede, Satan, mørket og De fortabte. Vi er ikke i tvivl om, hvor det er bedst at opholde sig, og i hvilken retning, vi skal bevæge os. Todelingen manifesterer sig fysisk i hele vores samfund. Direktøren har aldrig kontor nederst i kontorbygningen, præsten står oppe på prædikestolen eller oppe ved alteret, og kongens slot ligger som regel højt, så han kan se ned på sine undersåtter, som forventes at bøje sig i støvet for monarken. Vi stræber konstant efter at komme op ad stigen; om det så er mod berømmelse, flere penge, mere viden, mere magt, mere indsigt eller nærmere Gud er individuelt, men frem og op, det er vejen, og vi bliver hjulpet godt i den retning af sproget.

Ord og vendinger som optur, op­løfte, oplive, ophøje og se op til betegner alle noget eftertragtelsesværdigt og positivt, mens nedrig, nedgøre, nedværdige, nedslående og nedtur alle står for noget negativt. Det samme ses i mange andre vestlige sprog: fx uplifting, thumbs up, übermensch, überlegen, haute couture og haute cuisine; og i den negative lejr: fx downfall, down and out, unterschätzen og basse classe. Det samme gælder i øvrigt bevægelsen hen mod målet, som er kendetegnet ved frem­skridt, frem­gang, fremtid og se frem til i modsætning til til­bageskridt, tilbagegang, tilbagefald eller det at være ”lidt til­bage”. Vi skal helst bevæge os fremad og opad hele tiden. Stilstand er karakteriseret ved nulvækst og mangel på fremdrift og udvikling … og det er ikke ønskværdigt i vores kultur.

Todelingen viser sig i øvrigt også i opfattelsen af menneskekroppen, hvor tanken og fornuften (det ophøjede og oplyste, overjeg’et) er placeret nærmest himlen, i hovedet, mens underlivet og de nedre regioner fostrer smuds og nedværdigelse.

Mødet med den virkelige verden

Men ingen opdeling er fuldkommen. Nogle af op-ned-metaforerne får problemer, når de møder den virkelige verden.

Det ser vi fx i metaforerne ”op ad bakke” og ”ned ad bakke”, hvor det første burde være et udtryk for noget positivt, mens det andet skulle være det modsatte. Men sidder du på en cykel, kan det være svært at se det positive i den bakke, du er på vej op ad. Mens følelsen af frihed og vind i håret kan få smilet frem hos selv den mest udasede cyklist, så det er måske alligevel ikke så slemt, når det går ned ad bakke.

Kina

Kineserne opererer med samme op/ned-akse, som vi gør i Vesten, når de skal dele tilværelsen op
i godt og dårligt, men deres forhold til at bevæge sig frem og tilbage i tiden er lige omvendt af Vestens. I Kina siger man [yi qian], som betyder ”foran mig”, når man taler om fortiden, og [yi hou], som betyder ”bag mig”, når man taler om fremtiden. Kineserne vender altså ryggen mod fremtiden og har ikke på samme måde noget imod at være ”tilbageskuende”.

Buddha og Nirvana

Andre livsfilosofier har et andet forhold til konstant opadstræben og udvikling. Buddha satte sig ifølge legenden under Bo-træet og mediterede i syv dage for at opnå et højere bevidsthedsniveau, endelig erkendelse … oplysning. Han skulle ikke bestige noget bjerg. Han skulle ingen steder hen rent fysisk – faktisk skulle han overhovedet ikke bevæge sig. Ren stilstand – ingen handling! Det ville aldrig være gået hos os i den vestlige verden! Buddha fandt dog frem til, at hverken fuld fart fremad eller total stilstand og askese var det, vi burde tragte efter. Den gyldne middelvej midt imellem de to yderpunkter er der, hvor man kan finde fuld sindsro, fuldkommen erkendelse og Nirvana. Nirvana er en tilstand og ikke et sted og kan derfor hverken befinde sig oppe eller nede, længere fremme eller længere tilbage.

Eksempler på op-ned- og frem-tilbage-modsætningspar

• optur – nedtur
• opløftet/oplivet/opstemt – nedtrykt
• se op til – se ned på
• opmuntre – nedgøre
• opsving – nedgang
• opbygge – nedbryde
• fremgang – tilbagegang
• fremmelig – tilbagestående
• fremskridt – tilbageskridt

Sproget bygger verden

Der har været en verden lang tid før sproget, og sproget har udviklet sig, fordi vi har haft behov for at beskrive noget i verden. Men vi bruger også sproget til at opbygge vores verden og opfattelsen af den. Op-ned-dikotomien er et eksempel på, hvordan vi med vores brug af op og ned underbygger og forstærker opfattelsen af, at alt det, der befinder sig oppe, er godt og eftertragtelsesværdigt, mens alt, hvad der nede, er skidt og uønsket.