1. Du er din egen projektleder!
Da jeg flyttede til USA, opdagede jeg hurtigt, at jeg var nødt til at være projektleder i mit eget liv. Intet sker automatisk her – alt kræver, at du selv følger op. I Danmark er vi vant til, at systemet holder dig i hånden: Du får et CPR-nummer, så er du i gang. Her er det helt anderledes. Du skal selv registrere dig hos myndighederne, sørge for, at dine forsikringer er korrekte, og sikre, at dine dokumenter når frem til de rette instanser. Hvis du ikke følger op, sker der ingenting.
Det var meget tidskrævende og føltes overvældende i starten, men efterhånden lærte jeg, at der ikke er nogen centralisering at stole på her – det hele afhænger af din egen indsats.
2. Kreditværdighed
Din kreditværdighed – credit score – har kæmpe indflydelse på næsten alle økonomiske forhold herovre. Jeg troede, at det ville være nok at have penge på kontoen, men nej. Uanset hvor meget jeg havde sparet op, kunne jeg ikke lease en bil eller låne penge til en bolig, fordi jeg manglede en historik i deres kreditsystem. Alt i USA bygger på en score, der viser, hvor godt du har håndteret dine økonomiske forpligtelser over tid.
Den første overraskelse kom, da jeg fik mit første kreditkort. Kreditten var på sølle 300 dollars! Og jeg kunne ikke bare bruge det, som jeg ville – nej, ideelt set, for at bygge og vedligeholde sin ”credit score”, skal man holde sig under 30 % af kreditgrænsen; eller endnu bedre 10 %. Det var også vigtigt at betale af i små bidder for at opbygge en god og kontinuerlig historik. Det føltes absurd langsomt og omstændeligt, men der var ingen vej udenom.
Jeg lærte hurtigt, at uden en god kreditscore var der mange døre, der lukkede, og det tog tid at vænne sig til det her system, hvor man bliver nødt til at leve med en form for økonomisk prøveperiode, før man får adgang til noget så simpelt som en billigere leasingaftale eller bedre lånevilkår. Og som sagt er det ligegyldigt, om man har penge på kontoen!
3. Boligmarkedets faldgruber
Jeg troede, det ville være nemt at finde et sted at bo/leje, men boligmarkedet her er lidt af en jungle. Uden en credit score er det svært/umuligt at låne penge til en bolig på bare nogenlunde favorable vilkår. Vi gik efter en lejebolig, og det har også sine udfordringer. Mange udlejere er kun interesserede i at optimere lejeindtægt på kort sigt, og det betyder, at de ofte ikke gør meget ud af vedligeholdelse.
Spørgsmål, jeg aldrig ville have tænkt på at stille i Danmark, blev pludselig nødvendige: Hvordan er isoleringen, virker alle installationer ved indflytning, kan jeg være sikker på, at ting bliver repareret, hvis det går i stykker?
En del udlejere bor andre steder i USA eller i udlandet, og hvis de ikke har en administrationsaftale med et lokalt firma, kan reparationer og almindelig vedligeholdelse tage urimeligt lang tid. Det er ikke overraskende, at man er mindre beskyttet som lejer i USA, men det var alligevel en øjenåbner for mig, hvor kortsigtet nogle udlejere optræder.
4. Velgørenhed frem for skatter
Velgørenhed og donationer fylder langt mere i USA end i Danmark. Her er det helt normalt at donere penge direkte til en god sag, frem for at acceptere tilsvarende højere skatter. Folk vil selv bestemme, hvad deres penge går til, og det er en vigtig del af kulturen – også sammenlignet med Danmark.
Jeg blev hurtigt introduceret til charity-løb og arrangementer, hvor man enten deltager, eller blot donerer, uden at forvente noget tilbage. Det er ikke noget, man italesætter, men det er bestemt velset, at man som en god borger deltager, og så er det en god måde at få sig et lokalt netværk.
5. Biler og kørekort
I USA er bilen konge. Med mindre du bor midt i en storby, er bilen en absolut nødvendighed.
At få bil og kørekort i USA er dog mere tricky, end man skulle tro. Det første problem var at skaffe en bil, fordi jeg ikke havde en amerikansk adresse eller kreditscore. Det hele blev et spørgsmål om at finde kreative løsninger for at komme rundt, herunder for at finde bolig og få en adresse.
Da jeg skulle have amerikansk kørekort, var det en oplevelse i sig selv. Jeg opdagede, at mit danske (og internationale) kørekort blev ugyldigt i samme øjeblik, jeg startede ansøgningsprocessen. Det betød, at jeg pludselig stod uden mulighed for lovligt at køre bil, indtil jeg havde gennemført teori- og praktisk prøve. For at tage køreprøven skulle jeg endda stille med en bil, ejet af en person, der havde haft kørekort i mindst et år, og vedkommende skulle deltage under køreprøven – noget, der gjorde processen endnu mere bøvlet. Man kommer rundt om dette ved at kontakte en kørelærer, som for et begrænset beløb lægger bil (og ”krop”) til, ofte inkl. en køretime, så man kender bilen.
Det mest bizarre var dog selve køreprøven. Alle prøvetagere kører den samme rute og udfører de samme øvelser (som forinden var gennemgået med kørelæreren). Alt var nærmest koreograferet, og det føltes som en slags formalia frem for en rigtig test af mine evner. Processen var omstændig, og jeg lærte endnu en gang, at overraskende mange ting i USA kræver forberedelse, fleksibilitet og en god portion tålmodighed.
Brug guiden “På vej ud”
I vores guide finder du alt, hvad du har brug for at vide, når du skal flytte til udlandet. Vi giver dig overblikket, så du kan glæde dig til dit nye eventyr.
6. Ikke ét land – men 50
Vi danskere har en tendens til at tro, at USA er ét samlet land, men det er nok rigtigt at sige, at det består af 50 stater, der fungerer som individuelle enheder. Hver stat har sine egne love, regler og værdier, og det kan have stor betydning for alt fra våbenlovgivning til skattesystemer og kulturelle normer.
Jeg bor for eksempel i Massachusetts, som er en relativt progressiv stat. Men kører jeg bare til nabostaten New Hampshire, bliver forskellene tydelige – både i regler og holdninger. En lokal ven advarede mig om, at politiet i New Hampshire formentlig ville vælge at stoppe mig frem for en lokal bilist, hvis jeg kørte for stærkt, alene fordi jeg havde Massachusetts-nummerplader. Det samme ville man ikke opleve, hvis man kom fra Vejle og kørte i København, eller fra Danmark og kørte i Tyskland.
Det minder mig lidt om Europa – vi er forenet i en union, men stadig meget forskellige. Og selvom amerikanerne taler samme sprog, er de kulturelle forskelle mellem staterne mindst lige så markante som forskellene mellem europæiske lande. Det kræver virkelig, at man tilpasser sig og sætter sig ind i de lokale forhold, for USA er alt andet end homogent.
7. Netværk er nøglen
Socialt set er der gode, etablerede netværk i USA, som er aktive både på sociale medier og med forskellige lokale aktiviteter. De kan hjælpe med svar på mange ”dumme” spørgsmål og fremme en hurtigere integration.
Fagligt set er der rigtig meget i erhvervslivet, der handler om personlige netværk. Jeg havde troet, at mine kvalifikationer og erfaring ville være nok til at åbne døre, men det rækker langt fra altid. Herovre betyder det enormt meget, hvem du kender, og hvem der anbefaler dig. Folk ansætter rask væk deres tidligere studiekammerater fra Harvard eller deres gamle kolleger fra Marine Corps – og det er helt normalt og betragtes ikke som nepotisme.
Jeg opdagede også, at andre nationaliteter åbenlyst hjælper hinanden. Indere, italienere, kinesere – de hjælper deres landsmænd med at komme i gang, også selvom det bare er et midlertidigt job. Det var fascinerende at se, hvordan de virkelig støtter hinanden med at komme i gang.
Som danskere er vi ikke vant til at bruge personlige netværk på samme direkte måde i jobsammenhæng. Vi er nok lidt mere tilbageholdende og tager Janteloven med på rejsen.
