Breve til fronten 1864

Det er i år 100 år siden, at Danmark fik Sønderjylland tilbage. Eller Nordslesvig som det også kaldes. Men det oprindelige tab var meget større: Hele Slesvig og Holsten.

Philip Julius Schou - Krigen 1864

Artikel oprindeligt bragt juni 2020 i Danes Worldwides trykte medlemsmagasin DANES.
Tekst og foto: Mikkel Schou, Freelancejournalist

Det er i år 100 år siden, at Danmark fik Sønderjylland tilbage. Eller Nordslesvig som det også kaldes. Men det oprindelige tab var meget større: Hele Slesvig og Holsten.

Konflikten begyndte, da de danske politikere ville løse problemet med de tysksindede. Der var stor folkelig opbakning i Danmark til politikernes ønske om, at Slesvig skulle forblive dansk. Også da det i 1864 endte med krig mod Prøjsen (Tyskland) og Østrig og et dansk tilbagetog langt mod nord. En journalist er dykket ned i breve skrevet til sin tipoldefars bror, der var premierløjtnant i Slesvig.

Hertugdømmerne Slesvig og Holsten var ikke en del af det danske kongerige. Men den danske konge var hertug begge steder, som derfor blev regeret fra København. I 1863 besluttede regeringen at skrive grundloven om, så Slesvig, hvor omkring halvdelen var danskere, blev en del af Danmark. Holsten derimod, som var overvejende tysk, kunne slutte sig til Prøjsen.

Det, der siden blev kaldt november-forfatningen, blev vedtaget i København under protest fra Prøjsen og Østrig, som ikke mente, at hertugdømmerne ifølge tidligere traktater kunne skilles. Da den danske regering ikke ville trække den nye grundlov tilbage, besatte prøjsiske og østrigske tropper Holsten den 24. december og truede med at fortsætte op i Slesvig.

Krig eller forhandling

Premierløjtnant ved artilleriet Theodor Valentin Schou skulle forsvare Slesvig ved Dannevirke. Ved årsskiftet fik han en nytårshilsen fra sin far, købmand Hans Henrik Schou i Slagelse. Brevet er dateret den 29. december 1863, og krigen var endnu ikke brudt ud – men regeringen var netop trådt tilbage, fordi ministrene ikke på kong Christian den niendes opfordring ville trække den nye grundlov tilbage for dermed at undgå krig. Faren ønskede sønnen og alle det gamle Danmarks soldater et godt nytår og fortsatte:

”Og gid vi dog have ende på det hele vrøvl (…) Man er så optaget af de ministerhistorier, at man snart bliver gal derover.”

Premierløjtnant Theodor Valentin Schou (præcist årstal for billede desværre ukendt) – senere oberstløjtnant og sidenhen frugtavler i Slagelse.

Mere krigsberedt var den 25-årige købmand i Bisserup ved Skælskør, Philip Julius Schou. Han var bror til den 30-årige premierløjtnant Theodor Valentin Schou. I tre breve til fronten rammer P.J. Schou den første begejstring og siden den standhaftige men håbløse tro på en sejr.

Den 12. januar 1864 var der endnu håb om, at krigen kunne undgås ved internationale diplomatiske forhandlinger.

P.J. Schou skriver til broren, der er ved Dannevirke:

”Jeg er så glad ved at vide, at du nu er i dit rette element og at du hærder dit legeme og styrker din ånd (…) Men Gud give, at hverken du eller nogen anden brav soldat må komme tilbage, førend vi have smagt den søde hævn over de halvgale tyskere for al den fortræd, de nu så længe uden anledning have gjort os. Gid den europæiske krig eller omvæltning, som forestår, må ende til vor lykke og til tugtelse for Tyskland.”

De danske politikere troede længe, at England, Frankrig og Sverige ville gribe ind militært til Danmarks fordel. Men det skete ikke.

Langt fra fronten

P.J. Schou skriver videre om, hvordan han oplever situationen derhjemme:

”Det er ellers, kan du tro, en underlig stilling at sidde rolig herhjemme så langt fra bevægelsen, så ganske overladt til sig selv, så man er ene om at skabe og nære sin stemning og kun har de tørre aviser, som bugne af uddrag af udlandets blade. Vi ser de udkommanderede drage bort, vi give dem et godt ord og et pengestykke med på rejsen, vi strikke uldtøj til armeen, vi holde fireskillingssubskriptioner for de forladte familier, vi tale og opmuntre, vi bidrage til at udbrede mod og fortrøstning blandt folk, men deri består også vort hele fædrelandsforsvar herhjemme, vi gør intet nyttigt, vi stole på andre, på Eder, vore brave soldater.”

Philip Julius Schou, købmand i Bisserup ved Skælskør (præcist årstal for billede desværre ukendt) – senere direktør for Den Kongelige Porcelænsfabrik i København.

En del af forsvaret ved Dannevirke var kunstige oversvømmelser, så fjenden ikke kunne rykke frem. Om det skriver P.J. Schou: ”Det fryser desværre i dag stærkere end de foregående dage og barometeret står meget højt, så det står vel slemt til med Eders ’vandværker’?”

Fjenden ville nu kunne komme forbi Dannevirke ved at gå over de oversvømmede områder, der var frosset til is. Og den 4. februar 1864 besluttede hærledelsen at rømme Dannevirke, da de danske styrker var i undertal.

Få masser af fordele som medlem

Som medlem af Danes Worldwide støtter du vores politiske arbejde for dine interesser som global dansker

Medlemsfordele

  • Gratis juridisk rådgivning og vidensbank
  • Rabat på bl.a. online danskundervisning, sommerskole og sagsbehandling
  • Eksklusive arrangementer og lokale netværk
  • Kun 70 kr. om måneden for hele familien

Tilbagetoget

Den 13. februar 1864 skrev P.J. Schou igen til sin bror, som nu formentlig var i Fredericia. Dannevirke var blevet rømmet, og hæren havde trukket sig op til det nordligste Slesvig. Danskerne troede, at Dannevirke var det sikre værn mod tyskerne, og en rømning blev betragtet som kong Christian den niendes og øverstkommanderende general de Mezas forræderi.

”Gid aldrig du eller nogen anden soldat må tabe denne sag, gid aldrig Eders mod og tapperhed må svigtes af kongens og hans omgivelsers usle holdning. Tak for den beskrivelse, du giver mig af tildragelserne derovre og af Eders sørgelige tilbagetog. Natten mellem fredag og lørdag og selve denne dag, da I trak Eder tilbage, hørte vi her ved stranden (omkring 160 km fra Dannevirke, red.) temmelig vedholdende og levende kanontorden og troede, at nu stod stillingen sin prøve. Vel var vi forberedte på, at stillingen kunne blive taget og skønt uden militær indsigt tænkte vi os også efter en sådan indtagelse vanskeligheden ved et tilbagetog , men vi drømte ikke om nødvendigheden (og kun derom kan der vel tales) af at trække bort uden kamp.”

Til sidste mand

Uden vor tids radio og tv var det svært at få friske nyheder, ser man af brevet.

”Vi kunne hernede, hvor først sent efterretningerne nå frem, ikke afvente aviserne og kørte da op til Slagelse søndag morgen for at høre nyt. Her mødte vi den sørgelige tidende. Jeg skal ikke nægte, at jeg med alle andre delte den almindelige harme og sorg (…) Vi tvivlede ikke et øjeblik om hæren, men vor vrede vendte sig imod kongen (…) Som sagerne er oplyst at have stået ved Dannevirke, må vi takke krigsrådet for dets beslutning at drage tilbage af fri vilje (…) Vi følge krigens gang med stadig spændt opmærksomhed, alle vore tanker og ønsker gå ud på sejr i Eders hånd og hævn over fjenden, og vi er visse på, at det alt vil ske således, fordi vor sag er retfærdig.”

P.J. Schou mente tilsyneladende, at der skulle kæmpes til sidste mand.

”Du kan tro, at jeg herude blandt bønderne kan se, hvor stærkt hjerterne slå, hvor bestemt alle er på at ofre alt for vor ret og ære og aldrig at opgive kampen, før vi ikke have en skilling eller en soldat tilovers (…) Du skulle se, hvorledes min butik om aftenen, når bladene kommer, bugner med folk, som med ivrighed følge mine oplæsninger af telegrammer og korrespondancer.”

Det ser ud til, at P.J. Schou er klar til at ofre sin bror for den gode sag.

”Dig, kære broder, følger vor interesse særlig og derfor beder vi særlig Guds beskærmelse over dig, medens vi dog ønsker dig at komme med i en rigtig varm kamp, og beder dig når du sender tyskerne nogle rigtig drøje skud, da at hilse fra os.”

Mere modstand

Den 25. marts 1864 var de østrigske tropper rykket op gennem Jylland. I aviser og blandt folket hånedes hæren og dens ledere for ikke at kunne stoppe fjendens fremrykning. J.P. Schou ville gerne tro, at hæren gjorde sit bedste. Men til broren skrev han:

”Folket forlanger våbenkamp og sejr, og skønt folket indser, at dette forlangende i det hele taget ej kan opfyldes, mener det dog, at der pletvis kunne være udrettet mere til fjendens skade (…) Når de i fredstid ansete førere har slidt forgyldningen af sig, vil de yngre i krigen opdragne førere melde sig, og da vil vi ved vor udholdenhed, med en med kraft ført guerillakrig gøre vore fjender kede af deres promenade til Jylland, som de desværre hidtil har udført med bekvemmelighed, men rigtignok også uden laurbær.”

Endnu forestillede J.P. Schou sig, at krigslykken ville vende, og at danskerne igen ville få herredømme over Slesvig.

”Da skulle alle de selvbestaltede tyske embedsmænd i Slesvig fly som avner for vinden, ja skal enhver voldshandling blive hævnet i røvernes blod, da skulle vi bygge et nyt Dannevirke ti gange stærkere end tilforn.”

Men sådan kom det ikke til at gå. Danskerne blev stormet den 18. april ved Dybbøl og efter afbrudte fredsforhandlinger igen den 29. juni på Als. Dermed var krigen slut, og Danmark havde tabt hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg. Der skulle gå to generationer, inden det dansksindede Nordslesvig i 1920 kom tilbage til Danmark som Sønderjylland. Flensborg og en grænse ved Ejderen var tabt for altid.

Theodor Valentin Schou overlevede krigen. Han endte sin karriere som oberstløjtnant og blev siden en dygtig frugtavler i Slagelse. Broren Philip Julius Schou blev senere direktør for Den Kongelige Porcelænsfabrik i København.

Begivenhedsforløb i 1864

  • 16. januar: Prøjsen og Østrig stiller Danmark et ultimatum om ophævelse af novemberforfatningen og militær rømning af Slesvig.
  • 1. februar: Østrigske og prøjsiske tropper går med 57.000 mand over Ejderen, og dermed er krigen mod Danmark startet.
  • 5. februar: Tilbagetrækningen fra Dannevirke.
  • 18. april: Stormen på Dybbøl
  • 25. juni: Fredskonferencen i London afbrydes uden resultat.
  • 29. juni: Danmark taber Slaget om Als og Den 2. slesvigske krig slutter militært.
  • 8. juli: Danmark: Regeringen Monrad afløses af regeringen Bluhme.
  • 30. oktober: Fredsaftale indgået i Wien mellem Danmark, Prøjsen og Østrig hvor Danmark afstod hertugdømmerne Slesvig, Holstein og Lauenburg.

Den Store Danske om 1864:
https://danmarkshistorien.lex.dk/Krigen_1864