Danmark spænder ben for sig selv

Medierne har de seneste måneder påvist en række eksempler på, hvordan dansk-internationale familier ikke kan bosætte sig i Danmark pga. familiesammenføringsreglerne, og en evaluering af de gældende regler lader endelig til at være på vej. Flere og flere politikere har fået øjnene op for problemet og måske kan der endelig blive bragt sund fornuft tilbage i den danske udlændingeret.

Familiesammenføring

Kronik af Anders Bjarklev, rektor for DTU, og Anne Marie Dalgaard, generalsekretær i Danes Worldwide, bragt i Politiken d. 17. februar 2022.

Vi mener, at Danmark bør ændre fokus og omfavne succeshistorierne og hjælpe alle de udlandsdanskere og udlændinge, som gerne vil og kan bidrage i Danmark. For Danmark står foran store udfordringer, der inddrager udlandet: Vores arbejdsmarked skriger på mere arbejdskraft, der er en voksende ældre generation og der bliver født færre børn – alt imens har globaliseringen fuldt fart fremad, mens Danmark aktivt vælger at holde udlændinge ude.

Et oplagt sted at starte er med en gruppe som på alle måder vil være et kæmpe biddrag for Danmark, nemlig udlandsdanskerne og deres ægtefæller og børn.
Da reglerne for familiesammenføring til Danmark for danske statsborgere og personer med permanent opholdstilladelse blev ændret tilbage i 2018 og tilknytningskravet fjernet, var dette en klar forbedring som gjorde, at flere dansk-internationale par ude i verden kunne opnå familiesammenføring til Danmark. Men der er stadig lang vej igen for, at flere danskere kan få deres udenlandske partner til Danmark. Vi ser således, at mange par, der typisk har en attraktiv international uddannelsesbaggrund og/eller erhvervserfaring, der kunne styrke Danmarks innovation og udvikling – aldrig ankommer til Danmark. Kort sagt en lose-lose situation.

Lad os tage udgangspunkt i et konkret eksempel som viser, hvordan de nuværende regler aktivt afholder udlandsdanskere fra at få familiesammenføring og vende hjem til Danmark. Mød danske Mads Rønne Almassalkhi, hvis situation udgør et særdeles trist og helt aktuelt eksempel på dansk lovgivning, der spænder ben for både Danmark, det danske arbejdsmarked og danskere:

Mads blev født på Rigshospitalet i 1983 og voksede op sammen med sin far (ingeniør), mor (dansklærer) og lillebror på Frederiksberg. Men i marts 1999, da han var 15 år gammel, døde hans mor af kræft efter halvandet års sygdomsforløb. Da Mads var i gang med 1.g., valgte hans far i december 1999 i den tragiske situation, at give sine to hårdt ramte drenge en ny start ved at flytte fra Danmark til USA, hvor mange slægtninge på farens side boede. Hvorfor detaljerne her om Mads’ skolegang er vigtige, vender vi tilbage til.

Mads har klaret sig særdeles godt i USA. I dag er han uddannet ingeniør og associate professor specialiseret i bæredygtig energi med en ph.d. fra University of Michigan og dertil en succesfuld serieiværksætter specialiseret i grøn omstilling. Mads arbejder kort fortalt på et felt, som med klimakrisen i helt usædvanlig grad optager fagfolk og erhvervsliv i alle verdenshjørner.

Men dét at han som dreng tilbage i 1999 flyttede (eller rettelig af sin far ’blev flyttet’) til USA er i dag endt ud i en mærkværdig situation – såvel menneskeligt som forsknings- og arbejdsmæssigt. Mads har nu været i USA i 21 år. Udover flotte forskningsmeritter har det ført til ægteskab med en amerikansk kvinde og siden tre fællesbørn. I foråret 2021 fik Mads tilbud om et gæsteprofessorat på DTUs Institut for Elektroteknologi, og dermed opstod en fantastisk mulighed for, at den internationale familie kunne bo sammen og opleve Danmark i et helt år.

Mads gik straks i gang med at forberede opholdet og troede, at den sværeste udfordring ville blive at finde en lejelejlighed i København med plads til 3 børn i skolealderen. Men nej. En lejlighed fandt han hurtigt – men forude ventede i stedet et kafkask mareridt i processen at ansøge om opholdstilladelse for hans hustru i Danmark.

For Mads kan som dansk statsborger sagtens flytte tilbage til Danmark, og det samme gælder hans tre børn, der ligeledes er danske statsborgere. (Mads har undervejs sørget for, at børnene har lært dansk, og familierejserne er da også regelmæssigt gået til Danmark for bl.a. at bevare og udvikle børnenes tilknytning til fædrelandet og gøre en evt. flytning hertil mulig). Men Mads’ hustru og børnenes mor, amerikanske Brittany, kan ikke som sin familie bare bosætte sig permanent i Danmark. For det hindrer Danmarks nuværende regler for familiesammenføring, der i 2018 blev vedtaget af et bredt flertal i Folketinget.

Integrationskravet i det omfattende regelkompleks dikterer, at et dansk-internationalt par samlet set skal kunne opfylde mindst 4 ud af i alt 6 krav. Der er 3 krav til henholdsvis den danske og den udenlandske ægtefælle, der alle handler om sprogniveau, uddannelsesniveau samt erhvervserfaring.

Det var i mødet med Integrationskravet, at det gik op for Mads, at hans engelsktalende og kandidatuddannede hustru Brittany sammenlagt har status af en ’2 ud af 3-point udlænding’. For selvom Brittany selvfølgelig behersker sit modersmål engelsk (+1 point) og dertil har en master i kemi (+1), så lever hun ikke op til kravet om mindst 3 års fuldtidsarbejde indenfor de seneste 5 år. Hun og Mads valgte, at hun tog sig af hjemmefronten da deres første barn kom til – i øvrigt en meget udbredt disposition i amerikanske familier pga. ikke mindst voldsomme udgifter for børnepasning.

Mads har også lært, at han selv, ifølge familiesammenføringsreglerne, kun er en ’1 ud af i alt 3 mulige point’ dansk statsborger… For Mads optjener ifølge reglerne 1 point for at have bestået sin 9. klasse dengang. Men da han som beskrevet ovenfor pludselig blev taget ud af 1.g for at flytte med sin far og bror til USA, så kan han ikke opfylde kravet om i alt 6 års skolegang i Danmark, hvoraf minimum et år skal have været på gymnasialt niveau. Det samme gælder kravet om mindst 5 års fuldtidsarbejde i Danmark. Arbejdserfaring fra Danmark har Mads desværre heller ikke på sit ellers imponerende cv.

Ingen i Danmark kender det nøjagtige antal danske børn, der er opvokset helt eller delvist i udlandet. Men Danes Worldwide estimerer, at der er tale om tusinder der, som Mads, står i en særdeles ufavorabel situation, såfremt de måtte ønske at flytte tilbage til Danmark med deres internationale familie.
Familiesammenføringsreglerne kom i stand med sigte på øget integration, men er ikke udviklet med tanke for denne kategori internationale danskere – og dermed desværre ej heller egnet til at tiltrække dem til det danske arbejdsmarked, der higer efter internationale erfaringer og flere hænder.

Situationen for vores højtuddannede par – gift i 17 år og med 3 dansk-amerikanske børn som pt. klarer sig flot i børnehave og folkeskole i København – er nu, at de tilsammen kun kan opfylde 3 af familiesammenføringsreglernes i alt 6 krav. Således kan Brittany ikke opnå opholdstilladelse i Danmark, og derfor kan familien ikke bosætte sig i Danmark.

Hvis Mads som 16-årig havde gået bare et halvt år længere i gymnasiet for 21 år siden, så ville situationen have været helt anderledes – for familien såvel som for DTU.

Hvis Mads kun havde været amerikansk statsborger, skulle han have ansøgt om sin egen opholdstilladelse baseret på forskningsjobbet på DTU. Og dette havde været ligetil, da en opholdstilladelse som gæsteforsker blot kræver, at en aftale mellem det danske og udenlandske universitet er på plads. Der er her ikke engang tale om en ansættelsesaftale eller, at Mads skulle have løn fra DTU. Som en amerikansk statsborger ville Mads kunne få sin udenlandske familie med til Danmark, hvor der nærmest kun er krav om, at familien skal bo sammen i Danmark samt være selvforsørgende – ingen krav om uddannelse for ægtefællen, om erhvervserfaring og dansk kundskaber.

Det virker som om, at den danske udlændingeret aktuelt ikke stiller krav om integration til en udenlandsk familie, når én ægtefælle kan give noget værdifuldt til det danske arbejdsmarked. Men for en dansk-amerikansk familie – som i Mads og Brittanys tilfælde – opstilles der krav om, at de nærmest skal være integrerede, før de overhovedet er ankommet til Danmark. Det giver ingen pluspoint, at Mads allerede har fundet et job i Danmark, intet plus at Mads har en lang videregående uddannelse, intet plus at alle tre børn er danske statsborgere og intet plus, at børnene også taler dansk. Her sætter Danmark en stopper for egen talenttiltrækning og begrænser innovation og grøn omstilling. Men med hvilken god grund?

Hvis Danmark er lige så seriøs, som landet er ambitiøst om at løse udfordringerne i den grønne omstilling, samt manglen på arbejdskraft i dag og i fremtiden, så bør Christiansborg søge en varig løsning i eget hus, så alle danskere i udlandet, der vil og kan har mulighed for at gavne Danmark. Det er på tide med en grundig forandring af familiesammenføringsreglerne, så Danmark stopper med at spænde ben for sig selv.