De viljestærke vikinger er faret vild

Artiklen er skrevet af Jens Peter Tang Dalsgaard og bragt i DANES 2020

Hånden på hjertet: vi danskere holder meget af dansk danskhed. Let underspillet stolthed, krydret med lidt falsk beskedenhed, og tilsat en smule rørstrømskhed – og selvhøjtidelighed, når der tales (selv)rosende om Danmark og danskere. Falder snakken derimod på de ømtålelige sider af vores kultur og adfærd, ser vi hurtigt rødt (og hvidt). Hvad sker der?

Druk

Danmark er igen i 2020 europamester i unges fuldskab og fore­gangsland i svir. Thomas Vinterbergs prisbelønnede film Druk indrammer alkoholens betydning for dansk beruselse og iden­titet og spændingsfeltet mellem styrke og svaghed. Vor fælles selvopfattelse er vel nærmest, at det at fulde sig er noget, vi altid har gjort og altid gør. At det ligger i de seje vikingegener som en fødselsret. Dansk drikkekultur har med vores ry som drikfældige grundlagt i 800­-tallet mere end 1.000 år på bagen og det siges, at skål kommer fra det engelske skull (hovedskal) – vikinger der drak mjød af slagne angelsaksiske fjenders kranier. Den kære myte smigrer vores selvopfattelse.

I 1800-­tallet var fire liter øl på en arbejdsdag normalt. Ved 1900-­tallet var det reduceret til ’kun’ to liter, da maskiner i indu­strien fordrede mere mådehold. Faste øl­ og rygepauser var stadig udbredt på arbejdspladserne indtil for få årtier siden. Jeg erindrer kantinen på min fars tekniske skole som en tåge af røg og øl. Nogle lærere var alkoholikere. Man snakkede ikke om det. Stil­tiende accept. Man skålede. Jeg mindes drukfesterne i gymnasiet og håndboldklubben i 1970-­80’erne. Sjovt, vildt og uforsvarligt.

Det er godt med et glas til måltidet og hyggen. Men vi tørster efter og begærer mere. Drukfesten fortætter vanedannende der­udad, og dårskaben går i arv. ”Fordi vi har den alkoholkultur, vi har, tror jeg, at der går længere tid, før forældre, venner og de unge selv opdager, at deres forbrug er problematisk”, som pro­fessor Anette Søgaard Nielsen, specialiseret i alkoholforskning på Syddansk Universitet, skrev i et debatindlæg i Berlingske Tidende januar 2020.

Vi har en historisk­-kulturelt forankret holdning til alkohol, der vægter friheden til at drikke, som det (hik) passer os – meget, meget højt.

Porno

I 1967 ændrede Folketinget straffelovens § 234 og frigav tekst­-pornografien. I 1969 var det billedpornoen, og Danmark blev foregangsland for pornoens frigivelse og udbredelse.

”I 11 år var Danmark verdens børnepornomekka – hvorfor greb ingen ind?”, lød overskriften på en artikel i Jyllands­-Posten juli 2020. I 1970’erne forsynede vi verdens pædofile med børne­porno, fordi det hos os var lovligt.

Jeg er vokset op i et Danmark med pornografi i dagblade og pornoblade i kiosken. Købte i skjul, fristet, beklemt og med nedslået blik – men tænkte ikke dybere over det. Der er sagt og skrevet meget om emnet. Pornomisbrug skader sjælen og kan efterlade os følelsesmæssigt og åndeligt utro og afstumpede. Det kan forvrænge synet på sex, kærlighed og parforhold. Træne os til at fokusere på udseendet og det ydre i stedet for at se på menneskets indre karakter. Formørke og forhærde vores hjerter. Internet­porno er i dag en global svøbe.

På styrkesiden tæller vores demokratiske tradition og velfærds­model. Et velfærdssamfund, der er skabt ud fra ønsket om at gøre op med social uretfærdighed og sikre trygge rammer og muligheder for alle. Det er dejligt at kunne fortælle ude i verden, at Danmark over generationer har udviklet et mere lige og ligeværdigt samfund. At vi kan betale skat med god samvittighed, til gode formål. At vi sørger for fri uddannelse og offentlig syge­sikring til alle. At vi tror på god regeringsførelse.

Den melding mødes mange steder med et ’det kunne aldrig lade sig gøre her’. Dertil er der for mange modstridende, magt­fulde egeninteresser på spil i mange kulturer. Store klasseforskel­le og manglende fællesskab. Nedbrudte menneskelige relationer og dyb mistillid.

Vederhæftighed

Danmark rangerer også højt på globale lister over antikorruption, omend vores score falder for femte år i træk. Vi er stadig blandt verdens mest ærlige (og blåøjede). Man kan næsten altid stole på folk og fæ, selv på de småberusede. Vi tror på den frie retsstat. Myndighederne og politiet er venner, ikke fjender, der beskytter friheden.

Vi er befriende pålidelige. Selv TV­-avisens nyhedsoplæsere ligner – for det meste – oprigtige, jordnære mennesker med skæve tandsæt og leverpostejfarvet hår, stort set fri for sminkede facader, plastisk kirurgi, tandpasta­smil og botox­indsprøjtnin­ger, som ellers bliver normen rundt omkring. Du kan se rynker, hudfejl og buskede øjenbryn og læse grimasser. Det er tillidsvæk­ kende. Charmerende, hyggeligt og frigørende på sin egen facon.

Vi har tale­, trykke­ og forsamlingsfrihed, under ansvar. Fri­heden løber (som alkoholen) i blodet, forankret i Grundloven: ”Den personlige frihed er ukrænkelig. Ingen dansk borger kan på grund af sin politiske eller religiøse overbevisning eller sin afstamning underkastes nogen form for frihedsberøvelse (§ 71 Stk. 1)”. Vores forfatning fra 1849 skulle sikre lighed og frihed.

Men friheden kan trues indefra og udefra. En løssluppen kultur, der forherliger druk, porno, fri sex, stoffer, udskejelser og mangel på selvkontrol, fører let til skørlevned og misrøgt af friheden. Fri­hed bliver til misbrug og afhængighed. Til svækket dømmekraft og ansvars-­forflygtigelse. Som fortabte sønner og døtre på vild­ spor. Og den går meget, meget let i arv. Forstemmende.

”Manglen på dømmekraft kan næres i en kultur, hvor det er naturligt at tro, at vi i høj grad ved egen vilje og forstand kan leve tilstrækkeligt etisk,” skrev Sørine Godtfredsen, sognepræst og journalist, i en kommentar i Berlingske Tidende oktober 2020.

Omkostningerne for den enkelte, familien og samfundet er velkendte. Men det er, som om vi ikke vil indse og indrømme det over for os selv. Er det vores blinde, slørede plet? Vi er oplyste, retskafne borgere. Vi bedrager ikke gerne andre, men bedrager vi frivilligt os selv? Dyd og ærbarhed er blevet til gammeldags fyord. Frivolitet hyldes i stedet. Hvad foregår der? Har Shake­speares Hamlet på ny fået ret i, at “Something is rotten in the state of Denmark”?

Troslivet

Det danske frisind bryder sig paradoksalt nok (for hvor frit er det så?) ikke om, at der sættes spørgsmålstegn eller pilles for meget ved danskheden. ’Nej, nej det passer vist ikke helt, det du siger, ha ha. Det kan vi ikke lige genkende, gamle ven’. ’Den går ikke Granberg, ha ha. Nu ikke forstyrre hyggen. Ikke så frelst og hellig. Og hvad bilder du dig i øvrigt ind med en løftet pege­ finger!’ (Men hvem er det så egentlig, der løfter pegefingeren?). ’Sæt dig nu i stedet ned og få en bajer eller to, så ved man da, hvor man har dig. Skål og hyggehejsa.’

Som en overfølsomhed, en fobi, et tabu. Hvorfra stammer denne manglende vilje og evne til selverkendelse? Er det med­ født selvretfærdighed? Vikingestolthed? Kierkegaards angst? Hårde hjerter? Ølhunden? Janteloven? Du skal ikke tro, du er klogere end os, bilde dig ind, at du er bedre end os, eller tro, du kan lære os noget (Jantelovens bud nummer 3, 4 og 10). Oveni en kulturel skavank (skørlevned), tilføjes en anden (fornæg­telse), og tømmermændene styrkes.

Savner vi viljestærke, vildfarne vikinger i virkeligheden vilje og styrke til at skue indad og indrømme egne svagheder og fejl? Savner vi kristen ydmyghed, mod og visdom til at se os selv i de kære blå, blodskudte øjne? Er det måske humlen i det hele? I 826 lod vikingekongen Harald Klak sig døbe som den første danske kristne vikingekonge. Næppe af overbevisning, men nok snarere for at konsolidere kongemagten. Harald Klak endte med at drive sørøvervirksomhed. Møder vi stadig i dag kristendommen lige så halvhjertet, mistroisk, fordomsfuldt og på egne præmisser som de gamle vikinger?

Vi kan til enhver tid komme troen i møde med tvivl og nys­gerrighed. Spørge og søge åbenhjertigt. Genoplive og styrke de sjælelige muskler. Finde det levende, personlige forhold til Kristus, der betyder så meget mere for vores Gudsskabte iden­titet og fællesskab, end vi gør os klart. Man oplever ny åbenhed og interesse over for kristendommen (Kristeligt Dagblad, 2020). Det bliver igen legitimt at tale om det, mange af os nok har allersværest ved: Gud, Jesus og Helligånden. Igen legitimt at kalde sig kristen og (er)kende sin tro uden flovhed eller blufær­dighed. Det er rigtig godt nyt også for danskheden. Løft bægeret for det i denne julehøjtid. Livet er så meget mere og bedre end skål.