Det ‘nye’ verdenssprog

Sprogklumme: Malene Grue Østergaard

Vi har i Danmark efterhånden vænnet os til, at hver gang en politiker eller en anden officiel person træder frem på skærmen, står der en livligt gestikulerende person ved siden af. Det er ikke kun fordi, de fleste politikeres kropssprog er lige så interessant som en søndagstur i gågaden under corona­nedlukningen og godt kunne trænge til lidt pep. Det er simpelthen en tolk, der oversætter politikersprog til det sprog, som af mange opfattes som verdens mest internationale sprog, nemlig tegnsprog.

70 millioner tegnsprogstalende

På verdensplan er der ca. 70 millioner, der har tegnsprog som første eller andet sprog. Det svarer nogenlunde til indbyggertallet i Storbritannien eller Frankrig. I Danmark er der omkring 3000­-4000, der udelukkende taler tegnsprog til dagligt som deres mo­dersmål, mens ca. 20.000 gør brug af tegnsprog i deres kommu­nikation.

Tegnsprog består af en blanding af tegn, der betegner speci­fikke ord og handlinger, og et håndalfabet med 26 håndformer, som repræsenterer bogstaverne i alfabetet. Hvis ikke man har et specifikt tegn for et ord/fænomen eller navn, så kan man stave det vha. håndalfabetet.

Tegnsprog tales med overkroppen, fortrinsvis hænderne og ansigtet, og dansk tegnsprog blev første gang registreret brugt af lægen Peter Atke Kastberg i 1807, hvor han oprettede Danmarks første døveskole efter inspiration fra Frankrig. Frankrig var tidligt ude med et systematiseret tegnsprog, og mange af de tegnsprog, vi ser i verden i dag, er udviklet efter fransk forbillede. Derfor minder fx amerikansk tegnsprog mere om fransk end om britisk engelsk tegnsprog – helt uafhængigt af det talte sprog.

Tegnsprog er et naturligt sprog, der på samme måde som det talte sprog udvikler sig, fordi en gruppe mennesker har behov for at udtrykke sig. Og ligesom hos de traditionelle varianter for­svinder gamle tegn og nye kommer hele tiden til, efterhånden som der bliver brug for dem. (På dansktegnsprog.dk findes fx den opdaterede liste Coronategn version 2.0, som indeholder tegn for ”proportionalitetsprincip”, ”incidens”, ”gensekventering”, ”anerkendelsesværdigt formål” og mange andre topaktuelle ord.)

Tegnsprog bygger på en grammatik og indeholder faste vendinger og slangudtryk, præcis som det talte sprog.

Dumme Danmark?

Ser man lidt nærmere på forskellige landes tegnsprog, vil man fx opdage, at det amerikanske tegn for Danmark og det danske tegn for ”dum” minder utrolig meget om hinanden. Og nej, det er altså ikke fordi amerikanske tegnsprogsbrugere generelt har noget imod danskerne. De synes ikke nødvendigvis, at vi er dumme. Men sammenfaldet af de to tegn illustrerer en vigtig pointe: Tegnsprog er ikke internationalt!

Det ligger snublende nært at tænke, at det at lave et fælles internationalt tegnsprog må være et oplagt skridt for nationale tegnsprogsorganisationer. Med tegnsprog er man jo fuldstændig fri af det talte nationalsprog. Og hvorfor er der så ingen, der har gjort det?

Langt de fleste læsere af DANES har uden tvivl oplevet ude omkring i verden, at sprog ikke blot er et spørgsmål om ord og grammatik. Det er i høj grad også et spørgsmål om kultur. For alle ord opstår i en kulturel sammenhæng. Det gør alle tegn også.

På amerikansk tegnsprog er tegnet for ”æg” en bevægelse, der viser et æg, som bliver slået ud på en pande. Fried eggs er noget, man kender til i USA. I Danmark består tegnet for æg derimod af en bevægelse, der viser en teske, som slår på et imaginært kogt æg. I Danmark er tegnet for ”præst” en bevægel­se med hånden i en halvbue rundt om forsiden af halsen, som angiver en præstekrave, men i Sverige har præster ikke kraver på. De har i stedet en lille hvid flip, og derfor er det svenske tegn for ”præst” en bevægelse, hvor to fingre angiver en lille flip foran halsen.

Og man kan blive ved: indere danser meget anderledes end danskere, og finner har for vane at slå hinanden med birke­ kviste, når de går i sauna. Det gør man ikke andre steder i verden. Sådanne forskelle kan man se på tegnsproget.

Det skal for en god ordens skyld siges, at der har været gjort adskillige forsøg på at lave fællesnationale tegnsprog. Allerede i begyndelsen af 1900­-tallet forsøgte man at lave et fællesnordisk håndalfabet, men forsøget gik i vasken, da de nordiske broderfolk ikke kunne blive enige om, hvilket håndalfabet, der skulle være det fælles. Siden 1977 har vi dog i Danmark gjort brug af det internationale håndalfabet, som blev vedtaget af World Federation of the Deaf i 1963. Norge og Sverige har beholdt deres egne håndalfabeter.

En smule fælleskultur

Selvom tegnsprog ikke er ens overalt i verden, er der alligevel visse tegn, som minder meget om hinanden. De kaldes ikoniske tegn og betegner oftest noget, man kan observere i den fysiske verden, fx ”et kryds” eller ”at drikke”. Tegnene ligner hinanden i forskellige tegnsprog, på samme måde som et dansk kryds (X) ligner et svensk, britisk, congolesisk eller vietnamesisk kryds i den virkelige verden.

Derudover fornægter USA, og det engelske sprogs indflydelse generelt, sig heller ikke på tegnsprogsområdet. Mange tegnsprog­stalende i hele verden benytter sig af amerikansk tegnsprog (ASL – American Sign Language), når de skal tale med hinanden på tværs af nationale grænser.

Der findes faktisk også en form for internationalt tegnsprog, IS (International Signs), men det er ikke et standardiseret sprog med regler og grammatik som andre anerkendte tegnsprog. Det er mere en stor samling tegn (mange af dem af den ikoniske slags), som kan bruges til at tale en form for pidgin-tegnsprog, der kan forstås verden over.

Sprog eller hjælpemiddel?

Det er meget forskelligt, hvordan tegnsprog opfattes i forskellige lande verden over. I nogle lande opfattes det som et nationals­prog, et officielt sprog. Det gør det fx i New Zealand, som har tre officielle sprog: engelsk, maori og tegnsprog. I andre lande opfattes det som et arbejdssprog, et regionalsprog eller et mino­ritetssprog.

I Danmark opfattes tegnsprog som et minoritetssprog. Indtil 2014 opfattede man faktisk slet ikke tegnsprog som et reelt sprog, men som et hjælpemiddel, men i 2014 blev dansk tegnsprog anerkendt som et selvstændigt sprog på linje med fx spansk, fransk og tysk. Man er altså formelt tosproget, hvis man taler dansk og dansk tegnsprog.

Artikel oprindeligt bragt april 2021 i Danes Worldwides trykte medlemsmagasin DANES.