Forstå sagerne
Højesteret afsagde den 3. september 2025 og den 3. oktober 2025 to domme om personer, som i en årrække var blevet betragtet som danske statsborgere, men som senere fik besked om, at de efter myndighedernes vurdering aldrig havde erhvervet dansk statsborgerskab.
Den første sag (den 3. september 2025)
Højesteret slog i denne sag fast, at udgangspunktet fortsat er, at en afgørelse om dansk statsborgerskab kan omgøres, hvis det senere viser sig, at lovens betingelser ikke var opfyldt.
Højesteret fastslog samtidig, at der kan være særlige tilfælde, hvor myndighederne skal tage hensyn til personens berettigede forventninger, og hvordan personen har indrettet sit liv.
Hvis en person havde en berettiget forventning om at være dansk statsborger og havde indrettet sit liv herefter, skal myndighederne derfor foretage en konkret afvejning mellem hensynet til håndhævelsen af loven på den ene side og hensynet til den berørte borger på den anden side.
Vi har tidligere beskrevet sagen i denne artikel.
Den anden sag (den 3. oktober 2025)
Denne sag handler om en kvinde, som blev født i Danmark i 1969 af en dansk far og en australsk mor. Hun blev registreret som dansk statsborger ved fødslen og levede i næsten 50 år i den tro, at hun var dansk statsborger. I 2018 meddelte Udlændinge- og Integrationsministeriet hende imidlertid, at hun efter ministeriets vurdering aldrig havde erhvervet dansk statsborgerskab.
Dommens indhold
Kvinden blev født i Danmark i 1969. Hendes mor var australsk statsborger, og hendes far var dansk statsborger.
Efter reglerne på tidspunktet for hendes fødsel kunne hun kun have erhvervet dansk statsborgerskab efter sin far, hvis hendes forældre var gift. Ifølge CPR-registret var forældrene blevet gift i Australien i 1958, og kvinden blev derfor registreret som dansk statsborger.
I 1971 flyttede familien først til Holland og året efter til Storbritannien, hvor kvinden siden har boet.
Mange år senere søgte hendes søn om bevarelse af dansk statsborgerskab. I forbindelse med behandlingen af hans sag modtog Udlændinge- og Integrationsministeriet en britisk vielsesattest, som viste, at kvindens forældre var blevet gift i England i 1988.
Ministeriet lagde derfor til grund, at forældrene først var blevet gift i 1988 og ikke i 1958. Det betød, at hun ikke havde erhvervet dansk statsborgerskab efter sin far.
I juli 2018 fik hun derfor besked om, at hun ikke var – og aldrig havde været – dansk statsborger.
I maj 2019 søgte kvinden om og fik australsk statsborgerskab efter sin mor.
Hun søgte herefter om at erhverve dansk statsborgerskab ved naturalisation på lempeligere vilkår. I januar 2021 fik hun afslag, efter at hendes sag havde været forelagt Folketingets Indfødsretsudvalg. Hun indbragte herefter sagen for de danske domstole.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at retssagen ikke direkte handlede om ministeriets afgørelse fra 2018 om, at hun aldrig havde været dansk statsborger.
Sagen for Højesteret handlede derimod om afslaget fra 2021 på hendes ansøgning om at få dansk statsborgerskab ved naturalisation og om, hvorvidt hun havde krav på godtgørelse efter EU-retten eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Rettens afgørelse
Kvinden fik ikke medhold i, at afslaget fra 2021 skulle ophæves, og at sagen skulle sendes tilbage til fornyet behandling.
Højesteret vurderede, at hendes påstand reelt indebar, at domstolene skulle pålægge myndighederne at optage hende på et lovforslag om dansk statsborgerskab. Det kan domstolene ikke. Efter grundloven er det Folketinget, der meddeler dansk statsborgerskab ved lov, og Højesteret afviste derfor denne del af sagen.
Inden Højesteret nåede frem til dette resultat, fremhævede retten et andet interessant spørgsmål.
Burde sagen fra 2018 have været genoptaget først?
Højesteret understregede, at domstolen ikke kunne tage stilling til, om ministeriets afgørelse fra 2018 var rigtig, fordi kvindens sag og påstande i retssagen ikke var udformet sådan.
Højesteret måtte derfor i den konkrete retssag lægge afgørelsen fra 2018 til grund uden at prøve den.
Men Højesteret henviste samtidig til sin tidligere dom fra den 3. september 2025. I den dom fastslog Højesteret blandt andet, at hensynet til en persons berettigede forventninger og den måde, personen har indrettet sit liv på, i særlige tilfælde kan betyde, at personen opretholder sit danske statsborgerskab, selvom de formelle betingelser for oprindeligt at erhverve statsborgerskabet ikke var opfyldt.
På den baggrund udtalte Højesteret, at det havde været rigtigst, hvis det først var blevet afklaret, om ministeriets afgørelse fra 2018 skulle genoptages, inden Højesteret tog stilling til afslaget på kvindens senere ansøgning om naturalisation.
Det skete imidlertid ikke, og ingen af parterne havde bedt om, at sagen blev udsat, mens spørgsmålet om genoptagelse blev afklaret.
EU-retten kan have betydning
Højesteret fastslog desuden, at EU-retten som udgangspunkt skal inddrages, hvis en person, der hidtil er blevet anset som dansk statsborger og dermed unionsborger, får besked om, at vedkommende aldrig gyldigt har haft dansk statsborgerskab.
Det er især relevant, hvis personen ikke er statsborger i et andet EU-land og derfor mister sit unionsborgerskab som følge af afgørelsen.
I sådanne situationer skal myndighederne vurdere, om konsekvenserne for personen og eventuelle familiemedlemmer er forholdsmæssige. Det kan blandt andet have betydning, hvilken tilknytning personen har til Danmark og andre EU-lande.
Hvem kan dommen være relevant for?
Dommen kan især være relevant for personer, som gennem længere tid er blevet anset som danske statsborgere, men som senere har fået besked fra Udlændinge- og Integrationsministeriet (eller en dansk myndighed, som tidligere havde ansvar for området) om, at de ikke er – og aldrig har været – danske statsborgere.
Det kan f.eks. være personer, hvor der senere er opstået tvivl om gamle oplysninger eller dokumenter vedrørende forældrenes statsborgerskab, ægteskab eller andre forhold, som havde betydning for erhvervelsen af dansk statsborgerskab.
Det er dog ikke ensbetydende med, at alle sådanne sager kan genoptages, eller at en genoptagelse nødvendigvis vil føre til et andet resultat. Der skal foretages en konkret vurdering af den enkelte sag.
Hvordan får jeg genoptaget min sag?
Hvis du tidligere har fået besked om, at du ikke er og aldrig har været dansk statsborger, kan du anmode Udlændinge- og Integrationsministeriet om at få din sag genoptaget.
I din henvendelse bør du forklare de forhold, som efter din opfattelse taler for, at sagen skal vurderes igen. Det kan blandt andet være oplysninger om, hvorfor du havde rimelig grund til at tro, at du var dansk statsborger, og hvordan du har indrettet dit liv herefter.
Hvis ministeriet vurderer, at der er grundlag for genoptagelse, vil sagen blive behandlet på ny. Ministeriet vil blandt andet vurdere dine berettigede forventninger og, hvor det er relevant, om det efter EU-retten vil være uforholdsmæssigt indgribende at fastholde, at du aldrig har været dansk statsborger.
Skal vi hjælpe dig med din sag?
Sager om dansk statsborgerskab kan være meget komplekse og kan afhænge af både reglerne på tidspunktet for din fødsel, gamle dokumenter og registreringer samt nyere praksis fra de danske domstole og EU-Domstolen.
Vores juridiske rådgivning kan hjælpe dig med at vurdere din konkrete situation og mulighederne for at få en tidligere afgørelse genoptaget.
Kontakt vores rådgivere, hvis du tidligere har fået besked om, at du aldrig har været dansk statsborger, selvom du gennem længere tid har været registreret eller behandlet som dansk statsborger.
Lad os stå for sagsbehandlingen
Vores team af erfarne jurister kan hjælpe dig med sagsbehandlingen af din ansøgning om statsborgerskab eller familiesammenføring. Vi hjælper med at finde den nødvendige dokumentation, udfylde ansøgningen korrekt og holde kontakten med de relevante myndigheder.
Baggrundsmateriale
Udlændinge- og Integrationsministeriet har udarbejdet et notat, der gennemgår Højesterets to domme og deres betydning for tidligere afgjorte, verserende og fremtidige sager. Notatet beskriver desuden mulighederne for at få genoptaget tidligere afgjorte sager.
