Danes Worldwide har leveret online danskundervisning til danske børn og familier i udlandet i over 30 år. Vi har igennem årene undervist børn, unge og voksne fra samtlige kontinenter og verdenshjørner – på alle niveauer. Denne erfaring bruger vi til at sammensætte varierede undervisningsforløb, hvor fokus er på den enkelte elevs læring. Som forælder kan du også hjælpe læringen godt på vej ved at skabe nogle gode rammer omkring undervisningen. Vi har samlet et par enkle råd her.
1. Kig på opgaverne i løbet af ugen
Det kan være en god idé at kigge på opgaverne i løbet af ugen. Blot se opgaveformuleringen igennem, skim eventuelle tekster eller se filmene igennem. Så kan hjernen begynde at forberede sig lidt på opgaveløsningen. Man kan gå og fundere lidt over opgaven, og samtidig kommer det heller ikke som en overraskelse, hvad der faktisk skal laves, og hvor lang tid der er til hver opgave.
2. Skab struktur i undervisningen
Hjælp dit barn med at skabe struktur i undervisningen. Det kan være en god idé at lave faste tider, hvor der skal laves onlineundervisning, men det er lige så vigtigt at sætte tid af til faste pauser. Ingen kan holde ud at arbejde i for lang tid ad gangen.
Online danskundervisning på flere niveauer
Danes Worldwide tilbyder online danskundervisning til børn, unge og voksne på flere niveauer. Du kan følge undervisningen, når det passer ind i din hverdag, og du får altid personlig feedback på dine opgaver.
Vi starter løbende nye hold over året, så du kan starte, når det passer dig.
3. Gør opgaveløsningen hyggelig
Vores onlineundervisning er opbygget fleksibelt, så eleverne kan arbejde med opgaverne, når det passer ind i deres skema. For mange er opgaveløsningen en weekendaktivitet, og det skal forberedes godt. Der skal være luftet ud i lokalet, så der er ilt nok til hjernen, og lidt snacks må gerne være klar. Det må gerne være lidt hyggeligt, når man skal i gang.
4. Snak om opgaverne
Det er en god idé at spørge ind til de opgaver, der skal løses i undervisningen: “Hvad handler det om?”, “hvad synes du om emnet?” og “hvordan har du tænkt på at løse opgaven?”. Det hjælper eleven med at få brugt de ting, som de undervises i.
Vil du vide mere? Vores dygtige lærere sidder altid klar med råd og vejledning
5. Husk, at det ikke er et selvstudium
Onlineundervisningen hos Danes Worldwide er ikke et selvstudium. Der er altid mulighed for at skrive og spørge sin lærer om hjælp. Flere opgaver lægger også op til gruppediskussion, og eleven har mulighed for at se, hvad de andre i klassen har svaret på opgaverne.