Problemer med dansk debatkultur

TEKST: RASMUS BARUD, FREELANCEJOURNALIST

Der var måske engang, hvor den underliggende præmis for en debat var, at der ikke gik noget af de deltagende, hvis de skulle få en aha­oplevelse undervejs og på stående fod indrømme, at der måske var noget om modpartens argumenter. Men ikke mere.

Det er sjældent, at man bliver klogere af at høre debatter eller deltage i dem. Delta­gerne tænker kun på, hvad de selv vil sige i stedet for at lytte og prøve at sætte sig i modpartens sted.

Grundlæggende hand­ler debatter i dag om, at der skal findes en vinder og en taber, det er en boksekamp på ord, og formålet er ikke at nå til enig­ hed eller finde fælles fodslag. Det mener foredragsholder og generalsekretær for Foreningen Brobyggerne, Özlem Cekic, der selv har siddet i Folketinget i otte år for SF (hun er ikke længere medlem af partiet, red.).

Forstå din modpart

”Det er sjældent, at man bliver klogere af at høre debatter eller deltage i dem. Delta­gerne tænker kun på, hvad de selv vil sige i stedet for at lytte og prøve at sætte sig i modpartens sted,” forklarer Özlem Cekic.

Så som et alternativ til at debattere os ud af vores uenigheder har hun startet foreningen Brobyggerne. Dette dialog­ fremmende projekt bygger på og fremmer de danske traditioner om forskellighed og uenighed, hvor alle kan føle sig ligeværdi­ge og velkomne i en kritisk og konstruktiv samtale. Her er Dialogkaffe (se faktaboks) en af de vigtigste grundsten, et projekt hun har arbejdet på siden 2010, da hun begyndte at opsøge de mennesker, der sendte hende hademails. For dem fik hun
mange af.

Fra Brobyggernes hjemmeside
”Vi har på tværs af vores politiske og religiøse forskelle etableret Foreningen Brobyggerne – Center for Dialogkaffe. Vi håber, at det bliver en massebevægelse, hvor den enkelte borger tager personligt ansvar for samtalen. Målet er ikke, at alle skal blive enige, men at vi skal udvikle og skærpe evnen til at rumme vores uenighed og forskellighed. Det er en gigantisk udfordring og kan være en smertefuld proces, men det er fundamentet for et vitalt og bære- dygtigt demokrati.”

Det er muligt at støtte det danske debattiltag via foreningens hjemmeside Brobyggerne.dk.

Af de mange møder har hun lært, at folk ofte intet kendskab har til de mennesker, som de har stærkeste holdninger til.

De billeder, vi ofte bygger af ’de andre’ i vores hoveder, de passer simpelt­hen ikke, når man mødes med folk og giver sig tid til at tale med dem.

De kender dem ikke, har aldrig drukket en kop kaffe med dem, og det er netop den manglende kontakt, der er problemet, forklarer hun. For når den mangler, optrappes kon­flikterne, og fjendebillederne opstår.

”Men når man møder folk og taler med dem, så ser man jo, at de ikke er så forskel­lige fra en selv. De folk, jeg mødes med til dialogkaffe, har ofte de samme drømme for deres børn, som jeg har for mine, og jeg har endnu ikke besøgt nogen, der øn­sker krig i Danmark eller som er landsby­tosser. De billeder, vi ofte bygger af ’de andre’ i vores hoveder, de passer simpelt­hen ikke, når man mødes med folk og giver sig tid til at tale med dem.”

Fjendebilleder

Og det er netop den mistillid og de fjendebilleder, der ofte følger det manglende kendskab til ’de andre,’ der skærper tonen i debatten og gør det svært at tale sam­men.

Det er udtryk for, at vi i fællesskab er nødt til at gå tilbage til demokratiets kerne, nemlig at tale om de ting, vi er uenige om.

Og selv om Danmark traditionelt er et land med høj tillid til vores institutio­ner og mellem borgere, er det ved at ændre sig, hvilket bekymrer Özlem Cekic.

”Målinger viser, at utrygheden i sam­fundet er stigende, og flere mennesker er utrygge ved at bo ved siden af nogen med en anden politisk holdning end dem selv. Det er udtryk for, at vi i fællesskab er nødt til at gå tilbage til demokratiets kerne, nemlig at tale om de ting, vi er uenige om. Og ikke med det formål, at vi alle skal mene det samme, men for at kunne rum­me de forskelligheder, der er. Tolerance og frihed går hånd i hånd, og jo mere tole­rance, desto mere frihed.”

Men hvordan opstår disse fjendebilleder, tror du?

”Det er utroligt svært at give et enkelt svar på. I ti år har jeg opsøgt folk, der har had, frustrationer og følelser af afmagt mod andre befolkningsgrupper. Og jeg er kommet frem til flere svar. En del skyldes, at internettet har bundet os meget tættere sammen, alt er kommet tættere på. Du kan sidde i Varde og se, hvad der sker på Nørrebro, eller i København og se, hvad der sker i Myanmar. Og folk bliver forar­gede over, det de ser. Det er helt naturligt, og det er med til at skabe vores holdnin­ger.”

Et andet svar ifølge Özlem Cekic er medierne, der som opdrag fortæller om de ting, der ikke fungerer, men ofte glem­mer at fortælle de gode historier også.

”Man kan ikke bebrejde folk, at de bliver forargede over, at der eksempelvis er problemer med indvandrere et sted i Danmark. Men billedet er meget mere nuanceret, for der er også mange ting, der rent faktisk fungerer godt, men som man ikke hører om,” siger hun og uddyber:

”Så der er mange grunde til, at folk bli­ver utrygge. Derfor er der heller ikke ét svar på, hvordan vi bliver bedre til at tale med hinanden. Det vil også være politisk dovent at komme med ét svar, der skal løse alle problemer. Sådan hænger verden ikke sammen, det skaber bare større pola­risering.”

Personligt ansvar

Mens debatniveauet på den ene side ska­ bes af politikerne og medier, så understre­ ger Özlem Cekic også en væsentlig faktor, nemlig det personlige ansvar. De fleste af os mødes med dem, der minder om os selv.

Vi er nødt til at mødes på tværs, lytte og sætte os ind i hinandens situation og eksempelvis forstå, at man ikke er racist, fordi man mener, at vi ikke skal tage imod alle flygtninge.

De har samme baggrund i kultur, etnicitet, uddannelse og religion. Og det giver nogle udfordringer, når vi støder sammen med folk uden for vores ekko­ kamre, der mener noget andet end vi selv, forklarer hun. For når det sker, så er de fleste først og fremmest optaget af at overbevise andre om, at de selv har ret i deres syn på ver­den.

”Og der må man spørge sig selv, om det er det bedste udgangspunkt for en samta­le med andre mennesker. For hvordan skal det bygge bro, hvis man insisterer på at blive stående, og det er den anden, der skal komme over til dig? Det er ikke en ligeværdig samtale. Og der har vi alle sam­men et personligt ansvar for at møde an­dre uden dæmonisering og fordomme. Nuancerne og dilemmaerne får vi i mødet med de andre. Derfor er mødet så vigtigt.”

Konkret opfordrer hun derfor folk til at tænke over, hvordan de selv kommunikerer i mødet med andre mennesker samt på de sociale medier, og stille sig selv spørgsmålet: Er den måde, jeg kommuni­kerer på, en del af løsningen?

”Vi er nødt til at mødes på tværs, lytte og sætte os ind i hinandens situation og eksempelvis forstå, at man ikke er racist, fordi man mener, at vi ikke skal tage imod alle flygtninge. Men vi er enormt hurtige til at stemple hinanden og udelukke hin­anden fra samtalerne ved at sige, ’det der, det gider jeg ikke høre på’. Folk har ofte en tendens til at tro, at forandringen skal komme udefra: Nu må politikerne gøre noget, medierne må gøre noget, de andre må blive bedre til at debattere. Men hvad gør du egentlig selv?”

Teksten er et uddrag fra en artikel, der oprindeligt er bragt i Danes Worldwides trykte medlemsmagasin DANES i april 2021.