Undskyld, vil De være så venlig at læse denne sprogklumme?

SPROGKLUMME: MALENE GRUE ØSTERGAARD

Da magasinets redaktør Øivind Holtermann høfligt spurgte mig, om jeg ”kunne have lyst til at skrive en sprogklumme om høflighed?”, tænkte jeg umiddelbart: Ok, det er noget med at engelsk, fransk og tysk – ja snart sagt alle sprog – har mange flere høflighedsfraser end dansk: please, bitte, s’il vous plaît, per favore, gozaimasu.

Måske er det en del af forklaringen på, at vi danskere ikke er så gode til at udtrykke høflighed rent sprogligt. Og vores flade samfundsstruktur med udpræget fokus på lighed gør måske også sit. Da jeg fik tænkt over og gravet i emnet, blev det klart for mig, at høflighed er så meget mere end blot høvisk tale.

høflig (adjektiv)
Udtale: [‘ høfli]
Oprindelse: fra nedertysk hövelik eller tysk höflich, egentlig ”som man opfører sig ved hoffet”, afledt af Hof ”fyrstehof”, jævnfør høvisk
Betydning: som opfører sig venligt, opmærksomt og hensynsfuldt over for andre, i overensstemmelse med almindelig god skik

Kilde: Den Danske Ordbog

Uhøflige danskere – vi ka’ godt, men vi vil ikke

Lad os først aflive myten om, at vi danskere ikke kan være høflige, fordi vores sprog ikke indeholder så mange høflighedsfraser som andre sprog.

Det er korrekt, at briterne kan få nærmest enhver sætning til at lyde høflig ved at sætte please forrest eller bagerst i sætningen: ”Can I have the sugar, please?” Men alle sætninger med please er ikke nødvendigvis høfligt ment, fx ”Please don’t be an idiot!”. Tyskerne kan gøre det samme med bitte og italienerne med per favore.

Men vi danskere kan sagtens være høflige. Vi kan fx sige ”Vil du være så venlig at række mig sukkeret?”, hvilket minder rigtig meget om det franske ”S’il vous plaît?”. Vi kan også være høflige ved at fjerne os fra en direkte ordre som fx ”Ta’ lige skraldet med ud” og i stedet appellere til modtagerens gode vilje med ”Gider du at tage skraldet med ud?” eller endnu mere høfligt ”Ville det være muligt for dig at tage skraldet med ud?”

Vi er på fornavn med statsministeren og synes, at det er sejt, når Kim Larsen i sit hit fra 1976 Hva’ gør vi nu, lille du? gik op til ministeren og sa’ ”Du der! Få fødderne ned og ta’ hatten af!”

Så vi kan godt, men vi gør det bare meget sjældent, fordi vi er stolte af at være ligestillede og ligefremme i Danmark. Der er stort set ingen forskel på, hvordan man taler fra Folketingets talerstol og fra lærerbordet i en 9. klasse i Folkeskolen. Lige med undtagelse af Dronningen tiltaler vi alle hinanden med du, hvilket ville være utænkeligt i fx Tyskland og Frankrig. Vi er på fornavn med statsministeren og synes, at det er sejt, når Kim Larsen i sit hit fra 1976 Hva’ gør vi nu, lille du? gik op til ministeren og sa’ ”Du der! Få fødderne ned og ta’ hatten af!”

Vi gør en dyd ud af at være lige og opfatter i mange situationer tydelig sproglig høflighed som i bedste fald lettere komisk og i værste fald som upassende leflen for den person, man taler til. Vi er ikke just voldsomt autoritetstro, og det afspejler sig i vores sprog og vores opførsel. Vi tilstræber at være i øjenhøjde. Og det er netop det, mange andre nationaliteter opfatter som uhøfligt, når de møder danskere i forretningslivet, i selskabslivet, eller hvor vi nu støder ind i hinanden.

Hvis noget fungerer ineffektivt, ændrer vi det, så det fungerer bedre – også uden nødvendigvis at have spurgt om lov først.

Effektivitet og høflighed

Vi danskere er kendt ude i verden for vores selvstændige effektivitet og protestantiske arbejdsmoral, som vi har til fælles med flere andre lande i Nordeuropa. Hvis noget fungerer ineffektivt, ændrer vi det, så det fungerer bedre – også uden nødvendigvis at have spurgt om lov først.

Høflighed tager som regel tid og er derfor i sin essens ineffektivt. Man bruger flere ord, når man skal formulere noget høfligt, og man bruger tid på at tale om emner, som ikke nødvendigvis har noget at gøre med grunden til, at man er i selskab med hinanden, men som man kommer ind på af venlig høflighed eller fordi, traditionen dikterer det.

Hvad angår effektivitet og punktlighed overgår tyskerne alle andre nationer i Europa, og de bliver derfor også ofte opfattet som utroligt uhøflige, når de til et forretningsmøde efter et (dog altid venligt) ”guten Tag” går direkte til punkt 1 på dagsordenen uden den mindste snak om vind og vejr eller forsinkelser i togtrafikken.

Som en del af den danske effektivitet har vi danskere ofte fokus på at fatte os i korthed og ikke spilde folks tid med, hvad vi anser for, unødvendige informationer.

Til sammenligning bruger vi danskere som regel lige et par minutter på at spørge ind til gæsternes rejse eller kommentere på forplejningen, før vi går i gang med den formelle del. Danskernes smalltalk anses af tyskerne som useriøst og i værste fald uprofessionelt. Men det vil enhver veluddannet forretningsperson naturligvis have lært at tackle på et kursus i cross-cultural business behaviour.

Som en del af den danske effektivitet har vi danskere ofte fokus på at fatte os i korthed og ikke spilde folks tid med, hvad vi anser for, unødvendige informationer. Derfor bliver vi ofte af fx franskmænd og italienere og andre sydeuropæere opfattet som lidt studse og korte for hovedet.

For italienerne er det vigtigt og høfligt at sætte tingene ind i en videre social, kulturel eller politisk kontekst, og for franskmændene er det vigtigt at udnytte alle sprogets nuancer og begave selskabet med sproglige billeder og veltalenhed. Det er et udtryk for dannelse, og danskernes korte og præcise formuleringer virker ukultiverede på dem. Høflighed og almen dannelse går hånd i hånd hos mange nationaliteter.

Høflig uhøflighed

Høflighed kan som nævnt også bruges til at opføre sig uhøfligt over for andre. Briterne er, med deres stiff upper lip kombineret med deres formidable evne til at være ironiske, verdensmestre i at fornærme med den største høflighed. Hvis en brite indleder en sætning til dig med ”With the greatest respect (…)” skal du ikke lade dig forlede til at tro, at han/hun har den allerstørste respekt for dig og dine ytringer.

Japanerne, som for mange vestlige kulturer er indbegrebet af formel høflighed, har også en udsøgt måde at være høfligt uhøflig på.

Nej, han/hun synes snarere, at du opfører dig en smule dumt eller at det, du siger, ikke er særlig begavet. Og hvis en brite med hævede øjenbryn udbryder ”Oh, how very interesting!”, kan det godt være, at du har sagt noget interessant, men det kan lige så godt være en høflig måde at tilkendegive, at det, du siger, er alt andet end interessant.

Fordi vi danskere generelt behersker det engelske sprog og er en af de få nationer i Europa, der forstår briternes humor og ironi, synes vi, at vi ligner briterne. Det synes briterne ikke nødvendigvis, men som de høflige mennesker, de er, holder de det som regel for sig selv.

Japanerne, som for mange vestlige kulturer er indbegrebet af formel høflighed, har også en udsøgt måde at være høfligt uhøflig på. Der findes i Japan knivskarpe regler for, hvor dybt du skal bukke for andre alt efter deres status i forhold til din egen. Vi vesterlændinge er lykkeligt uvidende om disse regler, så en japaner kan slippe afsted med kun at bukke let med hovedet og overkroppen, hvor han/hun måske burde bøje hele overkroppen 90 grader. På den måde kan en japaner nærmest ”give fingeren” og stadig blive opfattet som yderst høflig.

Der er dog to ting, som jeg personligt tror langt overtrumfer enhver form for høflighed, nemlig oprigtighed og hjertevarme!

Tal med hjertet

Der er ingen tvivl om, at det er en god idé at sætte sig ind i høflighedsformer og -regler, hvis man vil falde til og begå sig i andre lande. Men der er dog to ting, som jeg personligt tror langt overtrumfer enhver form for høflighed, nemlig oprigtighed og hjertevarme! Hvis du taler med hjertet, går du typisk ikke helt galt i byen … ligegyldigt hvor på kloden, den by ligger.

Artiklen er oprindeligt bragt i Danes Worldwides trykte medlemsmagasin DANES i november 2022.