Da Ida Glöde flyttede til Spanien i 2006, var planen ikke nødvendigvis, at hun skulle blive der i 20 år.
Hun havde mødt sin spanske mand på en bar i København et par år tidligere, og efter en periode med rejser frem og tilbage mellem Danmark og Spanien tog hun orlov fra sit job som folkeskolelærer. “Vi skulle jo finde ud af, hvad det var, så jeg tog orlov og tænkte, at vi måtte prøve at se, hvad der skete” fortæller Ida.
Siden har Spanien været rammen om familielivet. Ida og hendes mand har fået tvillinger, som i dag er 17 år, og som er født og opvokset i Spanien. Familien bor i en landsby cirka 40 kilometer uden for Madrid, hvor hverdagen har været spansk, og familiens fælles sprog spansk.
Børnene valgte Danmark til
Beslutningen om at flytte til Danmark er vokset frem over tid. Oprindeligt havde Ida og hendes mand en tanke om, at børnene på et tidspunkt skulle have et skoleår i Danmark. Ikke nødvendigvis som starten på en egentlig flytning til Danmark, men som en mulighed for at lære Danmark bedre at kende.
Første skridt blev et par somre på camp i Danmark, og senere begyndte familien at tale om efterskole.

Verdens bedste sommer i Danmark
Dansk sprog og kultur, sjove og kreative aktiviteter – og stedet, hvor livslange venskaber begynder.
Tag med på vores sommerskole for børn og unge mellem 8-17 år eller familie-sommerskole for forældre og bedsteforældre med børn mellem 6-13 år.
“Jeg ville gerne have, at de skulle have noget dansk kultur,” fortæller Ida. “Men en helt almindelig dansk efterskole havde nok været for meget.”
Valget faldt derfor på en international efterskole i Danmark med både internationale rammer og dansk efterskoleliv. Undervisningen foregik på engelsk, men hverdagen, fællesskabet, samlingerne, sangene og fritidslivet foregik på dansk.
“Efterskoleåret har gjort, at de har sagt: Vi vil gerne gå på gymnasiet i Danmark. Det er egentlig det år, der har gjort det. Så det er faktisk deres beslutning,” siger Ida. “Man kan godt sige, at vi flytter med børnene.”
At forstå dansk er ikke det samme, som at gå i skole på dansk
Selvom Ida er dansk, og selvom hun er uddannet folkeskolelærer med dansk som linjefag, har det danske sprog ikke fyldt meget i børnenes hverdag, som hun havde ønsket og forestillet sig.
“De har jo kun haft mig som dansk input,” fortæller hun. “Min mand taler ikke dansk, og der er ikke nogen i vores netværk, der taler dansk.”
Børnene har gået i spansk-engelsk skole, og de taler flydende spansk og engelsk.
Ida har flere gange overvejet danskundervisning til dem, men i hverdagen har det været svært at få plads til.
“De kan noget dansk, men de kan desværre ikke skrive dansk på det niveau, man skal på et dansk gymnasie. Det ville simpelthen være for svært.” Derfor skal børnene tage en IB.

Online Skoledansk 0.-9. klasse
Giv dit barn mulighed for at komme tilbage til skolesystemet i Danmark på alderssvarende niveau. Samtidig får dit barn undervisning i dansk kultur og hverdagsliv gennem de forskellige opgaver og videoer. Vi laver nye film hvert eneste år, så emnerne altid er aktuelle.
Vi er støttet af Børne- og Undervisningsministeriet og har erfarne dansklærere, som udvikler undervisningen.
En anden måde at være ung på
For Ida og hendes mand handler flytningen ikke kun om Danmark som land. Den handler også om muligheder.
Idas mand arbejder i det spanske flyselskab Iberia og har selv et internationalt udsyn. Han har, fortæller Ida, været meget optaget af de muligheder, børnene kan få i Danmark.
“I Spanien bor mange unge hjemme, til de er langt oppe i tyverne eller omkring 30. Det er svært at få fritidsjob, boligpriserne er høje, og mange uddannelser kræver private universiteter, som forældrene betaler for.”
I Danmark ser familien mulighed for et andet ungdomsliv med fritidsjob, SU, kollegieliv, cykler, større selvstændighed og en anden relation mellem unge og lærere.
“Min mand har næsten presset mere på end jeg har,” siger Ida. “Han har sagt: Det her er en chance, som mange af vores venners børn ikke har.”
Samtidig understreger hun, at ingen ved, hvor børnene ender med at slå rødder.
“Måske vil de tilbage til Spanien og studere bagefter. Måske bliver de i Danmark. Det må de jo selv finde ud af.”

Skal du flytte til Danmark som ung?
Er du på vej (tilbage) til Danmark, så tjek vores indhold om alt fra bolig, kultur og økonomi målrettet unge, globale danskere – så bliver det meget lettere at tage til Danmark.
Et ben i begge lande
Flytningen bliver ikke et endegyldigt farvel til Spanien.
Ida flytter i første omgang til Danmark med børnene, mens hendes mand fortsat har base i Madrid på grund af sit arbejde. Familien beholder huset i Spanien, i hvert fald i begyndelsen, og lejer et rækkehus i Danmark.
“Det gør det måske lidt nemmere for børnene, at de ikke helt forlader Spanien,” siger Ida. “Der er stadig et hus i Spanien. Det gør det mindre endegyldigt.”
Find information
Her finder du nyttig viden og gode råd, når du skal flytte til Danmark
For at forberede sig på flytningen, har Ida bl.a. læst artikler på danes.dk og deltaget i et webinar om at flytte til Danmark. Det viste sig at være en god hjælp til at få svar på de mange spørgsmål man har, når man efter mange år i udlandet skal etablere sig i Danmark igen.
Nyttige links
Mest dansk eller mest spansk?
Selvom Ida aldrig har sluppet Danmark helt, er identiteten blevet mere sammensat efter 20 år i Spanien.
Hun lytter stadig til dansk radio, følger med i dansk kultur og har dyrket de danske film, venskaber og traditioner, når hun har været i Danmark. Men alligevel er der noget, der har flyttet sig.
“Jeg tror mest af alt, at jeg føler mig spansk nu,” siger hun.
Hun beskriver Spanien som et sted med mere lyd, mere spontanitet og højere til loftet end i Danmark, som til gengæld er ro, orden og tryghed. “Alt det, jeg elsker ved Danmark, er også det, jeg kan bekymre mig for, om jeg kan falde til i. Og så selvfølgelig den danske vinter, den glæder jeg mig ikke til!”
Råd til andre
Tal om det hele — også det svære
Idas familie står stadig midt i processen. De er ikke landet endnu, og meget er stadig åbent. Men netop derfor mener hun, at historien kan være relevant for andre udlandsdanskere, der overvejer at flytte til Danmark.
For selv om det praktiske fylder med bolig, CPR, skat, skole, økonomi, MitID, kommune og flytning, er det ikke nødvendigvis det praktiske, der er det sværeste.
Det mentale og familiemæssige fylder mindst lige så meget: Hvem flytter man for? Hvem glæder sig? Hvem tvivler? Hvem kommer til at savne mest? Og hvad gør man, hvis ikke alle i familien lander lige hurtigt?
Her kan netværk med andre globale familier blive vigtigt — ikke nødvendigvis kun et dansk netværk, men et netværk af mennesker, der forstår livet mellem lande.
Turen i en gammel van blev et overgangsritual
Da børnene skulle begynde på efterskole, valgte familien ikke bare at flyve til Danmark med kufferter og skoletasker. I stedet pakkede de børn, hund, bagage og efterskoleudstyr i familiens gamle van og kørte hele vejen fra Spanien til Danmark.
Idas mand er vild med gamle biler, og han foreslog, at de skulle tage turen gennem Europa sammen.
“Jeg tænkte først: Vi kører da ikke hele vejen i en gammel van uden aircondition,” fortæller Ida. “Men så blev jeg overtalt.”
Turen kom til at vare to uger. Familien kørte langsomt nordpå gennem Europa, og undervejs fik de tid til at tale om alt det, der ventede.
“Hvad nu hvis jeg ikke får nogen venner? Hvad nu hvis det bliver svært? Hvad nu hvis jeg fortryder?”


Ida beskriver turen fra Spanien til Danmark i familiens van, som et slags overgangsritual.
“Det blev lidt som en fødselsforberedelse. Vi kørte stille og roligt ind i en ny tidszone. Det blev grønnere, vådere, køligere. Og så landede vi i Danmark.”
Efter afleveringen på efterskolen kørte Ida og hendes mand tilbage mod Spanien alene med hunden. Først græd de to dage, og så åbnede de en flaske vin og begyndte at vænne sig til et år uden børn i huset.
“Det blev en rigtig fin tur,” siger Ida. “Vi vidste ikke, at det ville komme til at fungere sådan, men det gjorde det.”
Og måske er det netop sådan flytningen til Danmark bliver: Ikke et brat farvel til Spanien, men en ny hverdag i Danmark det kendte i ryggen.

